Bryllupper på Ærø er nede på 22 % af tallet i 2018, og øen er ikke længere den største bryllups-destination for udenlandske ægtepar.
I januar 2019 blev kommunerne frataget prøvelsen (Læs: Kontrollen) af udenlandske ægtepar, og samtidig mistede kommunerne prøvelses-gebyret. Så pludselig blev det en dårlig forretning for Ærø Kommune at afholde bryllupper.
Samtidig blev godkendelses-proceduren af ægtepar besværlig og det gav lange sagsbehandlingstider i den landsdækkende kontrolenhed.
Nogle kommuner har taget konsekvensen af den dårlige forretning:
* Fanø havde 458 bryllupper i 2018, men kommunen har her i 2021 sat en grænse på maksimalt 110 bryllupper.
* Langeland lukkede helt ned for personalet til de udenlandske bryllupper da ændringerne i Ægteskabloven kom, men kommunen har her i april 2021 besluttet at ansætte en giftefoged og åbne langsomt op for 50-100 bryllupper om året - i 2018 havde Langeland 1.085 bryllupper.
Kraftigt fald
I 2018 havde Ærø 5.338 bryllupper, og her i 2021 forventes det, at tallet ender på 1.200 brudepar.
I 2021 er det Tønder der, efter København, bliver Danmarks største bryllups-kommune - fordi kommunen er tæt på den tyske grænse. Også Esbjerg har god vækst i bryllupper, fordi kommunen både ligger tæt ved den tyske grænse og samtidig har smukke Ribe, der rummer nogle af de samme historiske kvaliteter som Ærøskøbing.
God omsætning
Ærø Kommunes administrationschef Anne Bille konstaterer: - Vi kommer aldrig op på de antal vielser vi havde i 2017-2018 før ændringerne i ægteskabsloven blev indført.
- Det koster kommunen 1,3 millioner kr at drive bryllupskontoret, men for Ærøs erhvervsliv giver vielser en stor omsætning.
- Vores erfaring er, at de brudepar, som nu kommer til øen er mere kvalitetsbevidste og bruger flere penge. Der har selvfølgelig været corona-begrænsninger og dermed færre gæster, men i 2021 er det kun få der blot kommer over en enkelt dag for at blive viet.
Baggrund
Folketinget vedtog i maj 2018 en tilføjesle til Ægteskabsloven, som gjorde det statslige Familiertshus til en kontrolenhed, der skulle tjekke om det var ægte kærlighed eller et forsøg på at gifte sig til en opholdstilladelse i EU.
Loven trådte i kraft 1. januar 2019. Se vejledningen HER.
Enheden har afvist 7 % af kommende bryllupper som proforma.