Med 1/2 million til "projekt- og myndighedsarbejde i forbindelse med udvikling af Ærøskøbing havn" er det første skridt taget til det nye 6.200 kvm parkeringsanlæg der skal opføres ud i havnen foran Netto og lystbådehavnen. Udvidelsen er en forudsætning for, at de nye superfærger kan lægge til, da de er 85 m lange.
Projektet er på 4.500 kvm parkeringspladser, 1.700 kvm grønt areal og en 50 m kaj til store lystbåde og sejlskibe. Prisen er 14 millioner kr.
Tidsplan
Der blev afsat 0,5 millioner til planlægning af parkerings-projektet i kommunens budget for 2022, som blev enstemmigt vedtaget i september. Der blev dog ikke sat penge af til selve byggeriet, da det også afhænger af hvornår de nye færger ankommer.
Tidsplanen for byggeriet er fastlagt til:
• 12-14 måneder: Myndighedsansøgning og behandling
• 1 måned: Forundersøgelser (udføres samtidig med myndigheder)
• 3 måneder: Projektering og udbud (udføres samtidig med myndigheder)
• 4-6 måneder: Udførelse.
Baggrund
I kommunens Budget 2020 - 2023 blev der afsat midler til at undersøge muligheden for at udvide havnearealet på Ærøskøbing Havn med henblik på at få flere p-pladser og plads til et betalingsanlæg for færgerne.
A1 Consult har udarbejdet baggrundsmaterialet til projektet.
Anlægstilladelse
Projektet skal have anlægstilladelse fra Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen, TBB, hvor projektet screenes for miljøpåvirkninger, VVM.
Projektet ligger uden for bygge- og beskyttelseslinjer og Natura2000 områder, men inden for område for Natur- og Vildtreservater.
Havneområdet hører ind under Lokalplan 9-12 A, men da der bygges ud i vandet falder projektet ikke ind under denne lokalplan, mener Havneudvalget.
Den nye lokalplan
Kommunalbestyrelsen vedtog den i marts en ny lokalplan, der skal udvikle Ærøskøbing Havn til et 38.000 kvm turist-område.
Det 38.000 kvm havneområde skal rumme cafeer, restauranter, gallerier og små butikker. Der kan bygges 10.000 kvm ifølge den ny lokalplan, som omfatter området fra Lystbådehavnen og Netto over til Hotel Harmonien ved poppel-alleen.
Området hvor Det Gamle Værft ligger, som stopper gæsterne fra at gå langs havnen, er også lagt ind under den nye lokalplan.
Lokalplanen kan først få retslig virkning når Kommuneplan 2021-2033 er vedtaget til december.
Grundene
Alle grundene i havneområdet ejes af Ærø Kommune enten direkte eller indirekte gennem den kommunalt-ejede Ærøskøbing Havn.
Dog er der en enkelt privat ejer i området: Fyns Amts Avis som har sin redaktion i en 178 kvm bygning på en 427 kvm grund.
Af de 38.000 kvm i lokalplanen er ca 7.000 kvm offentlig vej herunder opmarchbåse til færgen.