Det nedlagte plejehjem Gilleballehus ved havnen i Ærøskøbing skal nu ombygges til 15 rækkehuse og lejligheder med 2 og 3 værelser. Byggeriet er færdigt i april 2023.
Det bliver ikke seniorboliger, som var den oprindelige plan, men i stedet familieboliger.
Det er Det Ærøske Boligselskab der står for projektet som vil koste 18 millioner: Det bliver 15 almene boliger på samlet 1.200 kvm. Desuden kommer der et fælleshus på 71 kvm.
I dag ejes projektejendommene både af boligselskabet og Ærø Kommune, men kommunen sælger sin andel til Det Ærøske Boligselskab, dog beholder kommunen Gilleballetofte 3 (nabo til Hattesens Konfektfabrik), mens de i fællesskab sælger Håndværkerstiftelsen, som for øjeblikket har 3 lejligheder.
Hjemmeplejen har for øjeblikket omklædningsfaciliteter på ejendommen, men de flyttes til sommer over i pavillioner på Rådhusets P-plads eller på et grundareal overfor Gilleballehus, som Ærøskøbing Fjernvarme ejer.
Finansiering
Udgifterne til nybyg af 3 af familieboligerne udgør 5,7 millioner, men her får Det Ærøske Boligsselskab et statstilskud på 1,2 millioner fra den særlige Ø-ordning til alment boligbyggeri.
Da Ø-ordningen er opbrugt kan der ikke gives Ø-støtte til de 12 andre almene boliger.
Kommunen giver på sædvanlig vis kommunegaranti for lån til projektet - de hidtidige lån i ejendommen har været hos Nykredit.
Kommunens økonomi- og erhvervsudvalg skal den 22. december godkende projektet og dermed lånegarantien.
Landsbyggefonden, der er oprettet til at støtte almene boliger, skal også godkende projektet.
Tidsplan
Tidsplanen er:
2021
* December: Landsbyggefonden godkender renoveringssagen.
2022
* Januar-april: C&W Arkitekter tegner projektet færdigt og får det godkendt.
* Maj. Udbud af opgaven i hovedentreprise
* Juni: Licitation
* Juli: Ærø Kommune og Landsbyggefonden godkender prisen fra den vindende entreprenør.
* August. Byggeriet starter.
2023
* Januar: De første 6 boliger står klar.
* April: Byggeriet er færdigt.