Hvis Ærøs 77 butikker skal kunne drives året rundt, eller overleve sammen med discountbutikker, så skal de ligge samlet og være så attraktive at kunderne får lyst til gå rundt i indkøbs-universet. Ellers vil butikkerne uddø både på grund af internethandel og discountkonkurrencen.
Det er konklusionen for Institut For Centerplanlægning, ICP, som har analyseret butiksmarkedet for Ærø kommune. Butikkerne omsætter i alt for 324 millioner kr.
Udfordringerne for Marstal og Ærøskøbing er forskellige:
* Ærøskøbing er blevet luksusbyen, hvor nye specialbutikker henvender sig til det stadig mere købestærke publikum der besøger eller bosætter sig på øen. Derfor overlever butikkerne, selvom Netto på havnen er en stor succes.
* Marstals handelsgader er udfordrede, fordi de ligger splittet opdelt af kirkegården, besværlige tilkørselsforhold og begrænsede parkeringsmuligheder. Samtidig er vareudbuddet i den mere traditionelle ende, som udfordres både af internethandel, Brugsen og en kommende discountbutik.
Godt salg af madvarer - for lidt special
På årsbasis står turisterne for 30 procent ekstra salg af madvarer end hvad Ærø-boerne konsumerer. Turisterne køber for 50-60 millioner (I corona-sommeren dog 65-75 millioner).
Specialvare-salget på øen ligger på bare 66 % af det samlede forbrug, dels på grund af internethandel og dels fordi der mangler en række butikssegmenter, såsom køkkenbutikker, elbiler, herre- og børnetøj og hårde hvidevarer, hvor Ærø-boerne tager til fastlandet.
ICP forventer ikke der vil komme større kæder til øen, såsom Elgiganten og køkkener, da potentialet med 6.000 indbygger er for lille.
ICP forventer, at en Netto i Marstal vil få en omsætning på 35 millioner, hvor af de 19 millioner tages fra Brugsen, mens de 16 millioner vil tages fra søsterbutikken i Ærøskøbing. Søby Brugsen og øens små købmandsbutikker vil ikke blive påvirket.
ICP vurderer, at der vil blive lagt flere penge i Marstals specialbutikker, fordi lokale og turister ikke vil starte bilen og køre til Netto i Ærøskøbing for at handle ind og samtidig købe ind i Ærøskøbings specialbutikker.
Forslag
ICP foreslår, at der skabes 2 butiksområder på de 2 havne, hvor butikkerne skal ligge tæt, så der bliver et attraktivt kundemiljø - 2.300 kvm på havnen Marstal og 1.200 kvm på havnen i Ærøskøbing. Butiksområderne skal være tæt sammenhængende med butiksområderne i den øvrige del af byerne.
ICP forventer ikke der vil være vækst i den samlede omsætning i butikkerne de kommende 10 år, så det står lidt uklart hvordan en kraftig udvidelse af antallet af butikker skal give mulighed for et markant større samlet butiksområde - om det så er med eller uden Netto og Fakta.
Vækst vil komme fra turister, mens tilbagegang kommer på grund af internethandel og de mange ældre, som ikke køber så meget.
Det er ICPs forslag, at:
* Koncentrere specialbutikkerne og servicefunktioner centralt i Marstal og Ærøskøbing bymidter.
* Nye dagligvarebutikker skal placeres i centralt, så de støtter det nuværende udbud (Læs: Netto skal placeres enten oppe ved gågaden - eller de øvrige butikker skal flytte ned på havnen).
* Understøtte de unikke butikker (Læs: Flere luksusbutikker)
* Flere kombinationsbutikker og delebutikker (Læs: 3-4 butiksejere går sammen om et lokale, så de kan skiftes til at stå i butikken og dermed spare personale eller kunne holde åbent også uden for sommersæsonen.
* Arbejde med flere oplevelser i byrummet (Læs: Der foregår for lidt - de få enkeltstående begivenheder er ikke nok for turister og fastboende til at de shopper rundt i timevis i Marstals gader.
* Bedre skiltning - det er svært for turister at finde butikkerne og hvad de handler med.
* De større ejendomsejere skal tage mere ansvar, så butikker og ejendomme fremstår attraktive.
Udviklingen 2014-2021
Fra 2014-2021 er antallet af butikker i Ærø kommune steget 20 %:
* Antallet af dagligvarebutikker er faldet 11 %.
* Antallet af specialbutikker er steget med 38 %.
* Det samlede butiksareal er fastholdt på 22.000 kvm.
* Dagligvaresalget er steget 10 % fra 2013-2020 og specialvaresalget er steget 4 %.
Ændringer
Der blev lavet en butiksanalyse i 2014, og siden dengang er der sket væsentlige ændringer:
* I Ærøskøbing bymidte er antallet af butikker steget med 50 %. Her er kommet 11 yderligere specialvarebutikker og 1 dagligvarebutik (Læs: Netto).
* Marstal har mistet 3 dagligvarespecial-butikker (Læs: Slagter, bager og lignende), men fået 3 specialvarebutikker.
* Dagligvareforsyningen i kommunen er fastholdt.
* Specialbutikker har mistet omsætning til internet-handel (Læs: mindre salg til de fastboende).
Overblik
På Ærø er der:
* 77 butikker
* 22.000 kvm butiksareal - heraf er 3 særligt pladskrævende butikker på 3.800 kvm (Stark, Ærø Møbler og Søby Møbler)
* Omsætning 324 millioner inklusiv moms.
Marstal
* Marstal bymidte har 23 butikker, heraf 19 specialvarebutikker.
* 30 % af det samlede antal butikker og 36 % af det samlede areal ligger i Marstal bymidte.
* Marstal bymidte 18 barer, cafeer og restauranterspisesteder
* 18 øvrige kundeorienterede servicefunktioner.
* Den gennemsnitlige butiksstørrelse er på 343 kvm, som er på niveau med landsgennemsnittet for bymidter.
Hovedparten af butikkerne ligger i Kirkestræde og Kongensgade. Brugsen ligger i Nørregade og købmanden Letkøb i Vestergade. Herudover er der Havnekiosken på havnen.
Ærøskøbing
46 % af det samlede antal butikker og 26 % af det samlede butiksareal ligger i Ærøskøbing bymidte.
* Her er i 35 butikker, hvoraf 29 er specialvarebutikker.
* I Ærøskøbing bymidte er 14 spisesteder og 20 kundeorienterede servicefunktioner, heraf er størstedelen turistorienterede.
* Butiksstørrelse i Ærøskøbing er relativt lille i forhold til andre bymidter med et gennemsnit på 166 kvm (Læs: Det halve af det normale for bymidter).
Hovedparten af butikkerne ligger i den nordlige del af Vestergade og Søndergade omkring Torvet og ved havnen.
Søby
I Søby by ligger 3 butikker:
* Brugsen
* 1 bager
* 1 møbelbutik.
Der bor cirka 1.000 mennesker på Vest-Ærø.
På landet
På Ærø i øvrigt er der 16 butikker, heraf er 4 dagligvarebutikker og 9 specialvarebutikker.
Det samlede butiksareal er 6.500 kvm.