Det vil koste op mod 2 millioner kr at anlægge 3 nye bølgebrydere ved Eriks Hale syd for Marstal og dermed sikre den odde, der beskytter Marstal Havn. Det fremgår af udkastet til Ærø Kommunes klimatilpasningsplan.
Eriks Hale er en naturlig odde, der oversvømmes cirka 1 gang om året, og hvor overskyl sker oftere. Ved oversvømmelser flyttes store mængder sand fra odden ind i noret (Læs: Lille vandområde der er omgivet af land, men med lille åbning ud til havet).
Odden er både et nationalt og internationalt beskyttet naturområde med strandhuse og rekreativ værdi — og en vigtig del af beskyttelsen af Marstal Havn.
Løsningen på kort sigt er 3 nye bølgebrydere på hver cirka 35 meter, der skal lukke den åbning på cirka 175 meter, som i dag mangler mellem de eksisterende bølgebrydere. De eksisterende bølgebrydere viste ifølge planen deres værd under stormen i 2023. Samtidig fortsætter og udvides strandfodring med sand fra oprensning af Marstal Havn.
Pris
De vejledende anlægsoverslag ser sådan ud:
* 3 nye bølgebrydere: 1,5-2 millioner kr
* Mindre alternativ bølgebryder: 300.000-400.000 kr
* Strandfodring: 100.000-300.000 kr
Hvad nu
Før der kan træffes beslutning om et konkret anlæg, kræves en række undersøgelser: bølgeanalyse, hvad koster grus og sten, sammenligning af bølgebrydere, rev og strandfodring, samt en VVM-screening (Læs: vurdering af projektets virkning på miljøet), fordi området ligger i et Natura 2000 og Ramsar-beskyttet naturområde.
Klimatilpasningsplanen udpeger 3 prioriterede indsatser, der skal håndteres på kort sigt - Drejet, Eriks Hale og 3 diger.
Klimatilpasningsplanen behandles politisk 15. september og i kommunalbestyrelsen 7. oktober, hvorefter den sendes i 4 ugers høring med borgermøde 21. oktober.
Den endelige beslutning falder 15. december.
