Der skal nu anlægges cykelstier fra Bregninge, Vindeballe, Tranderup over Olde til Dunkær og med afstikker til Ærøskøbing. Prisen bliver 25 millioner, for der skal eksproprieres og bygges også i landsbyerne.
1 km cykeltsti koster 3,1 millioner. Staten giver for øjeblikket et tilskud på 50 % til cykelstiprojekter, så derfor er det oplagt, at kommunen benytter sig af denne mulighed.
Da ingeniørfirmaet Cowi lavede sin rapport i 2017 var forslaget at stoppe cykelstierne udenfor landsbyerne, og så starte dem igen efter byzone-skiltet med 50 km fartbegrænsning.
Det ville skabe mindre lokal ballade når forhaver og huse skulle ryddes, men give markant dårligere cykelforhold når cykler svinger ud og kører på hovedvejen.
Økonomi- og erhvervsudvalget indstiller nu at der kommer cykelsti hele vejen. Projektet stiger fra 16 til 25 millioner, fordi der skal betales flere erstatninger og anlægges mere cykelsti. og fordi Bregninge og Vindeballe inkluderes. Halvdelen dækkes af tilskud fra den statslige Cykelstipulje 2021.
Til sommer er cykelstien færdig fra Marstal til Dunkær, og nu skal den fortsætte til:
Dunkær til Bregninge
Strækningen omfatter 4.1 km cykelsti fra Dunkær Kro over Olde, Tranderup, Vindeballe og Bregninge. Det igangværende projekt fra Marstal ender i Dunkær på vejens sydside.
Olde til Ærøskøbing
Strækningen omfatter Tranderup/Olde - Ærøskøbing på 3,8 km, som bliver lagt langs vejens syd- og østside bag vejgrøft. Her er der ikke nogen landsbyer og kun få enkelthuse.
Forskellige beslutninger
Der er uenighed mellem Økonomi- og Erhvervsudvalget, som vil have cykelstien helt til Bregninge, mens Teknik-, miljø- og havneudvalget vil stoppe i Tranderup.
Tanken bag Økonomi- og Erhvervsudvalgets forslag om at fortsætte til Bregninge tager sit udgangspunk i, at Bregninge skal være omdannelseslandsby (Læs: nye udviklingsmuligheder), og at det vil signalere, at Søby ikke er koblet helt af Ærøs udvikling.
---
Se Plan for Cykelstier på Ærø:
https://dagsordener.aeroekommune.dk/vis/pdf/bilag/8cea7476-c9c1-4847-8482-151243704c70/?redirectDirectlyToPdf=false