33 % af Ærøs befolkning er folkepensionister, mens det gælder for 18 % af Danmarks befolkning. Ærø har desuden 274 førtidspensionister, svarende til 5 % af befolkningen, så samlet er 38 % af Ærøs befolkning på pension. Desuden er 12 % på kontanthjælp og andre offentlige ydelser.
Mens pensionisttallet næsten er dobbelt så højt som i landet generelt, så er antallet af førtdispensionister på niveau med resten af landet. På landsplan er 37 % på offentlig forsørgelse, heraf er 6 % under uddannelse og får SU. På Ærø får 50 % offentlig forsørgelse og heraf får 3 % SU.
60 % af befolkningen er på offentlig forsørgelse hvis der måles på antal voksne fra 20 år og op.
Det er det store antal ikke-erhvervsaktive, som gør Ærø til en af landets vanskeligt stillede kommuner, som modtager ekstra statstilskud, for at kunne give et fornuftigt servicetilbud. Men også de forholdsmæssigt mange over 55 år giver udfordringer for butikker og restauranter, for ældres forbrug er traditionelt mindre end de yngres.
De rigtig voksne
Mens det er 33 % af Danmarks befolkning, som er over 55 år, så er tallet for Ærø 55 %.
Hvis grænsen sættes ved 60, så er 26 % af danskerne over 60 år, mens det gælder for 45 % af Ærøs befolkning.
Gruppen over 60 år er ved at planlægge deres udtræden af arbejdsmarkedet, og selvom kun 22 har valgt at gå på den nye såkaldte Arne-pension for nedslidte, så vil over 40 % af Ærøs befolkning være på pension i løbet af de næste 4-5 år.
Pensionister på Ærø er dog generelt i bedre form end tidligere og bevæger sig også mere end andre i Danmarks landdistriker, ifølge den nye Danmark i Bevægelse-undersøgelse. Så selvom presset på social- og sundhedsomrdået vil stige, så bliver det ikke så markant, som det umiddelbare pensionist-antal kunne indikere.
For et ø-samfund betyder den store andel af personer over 55 år, at helårs-samfundet får sværere betingelser, for de 55 % ældre og gamle bruger langt færre penge på boligindretning, renovering, restaturantbesøg og forbrug i øvrigt, end de yngre generationer.
Børn og unge
På Ærø bor der 547 børn mellem 0 og 12 år og det svarer til 9 % af befolkningen, mens 3 % er teenagere: 364 er unge mellem 13-19 år.
Børnetallet vokser, da en del storby-familier flytter til det trendy Ærø i disse år. Det kræver flere daginstitutionspladser og skolepladser. Så også her er der en økonomisk udfordring for Ærø.
Hvor bor vi
Der bor 2.190 ude i Ærøs landdistriker, mens der bor 2.126 i Marstal, og 938 i Ærøskøbing.
Resten af befolkningen bor i Søby og de små bysamfund.
Kilde
Alle tal er fra Danmarks Statistiks opgørelser over Ærøs befolkning her i 2021.