Elfærgen Ellen blev indsat på Søby-Als-overfarten i 2019 med en forventning om, at batterierne ville holde til 2031. Men allerede i 2023 blev det nødvendigt at udskifte 25 % af batterierne efter en kortslutning. Nu skal alle batterier skiftes.
Kontakt
Kommunaldirektør Allan Filtenborg
akf@aeroekommune.dk
Da Ærøs elfærge Ellen blev bygget og sat i drift i 2019 troede kommunalbestyrelsen, at der kun skulle skiftes batterier i 2031 og i 2043, men nu viser det sig, at batterierne kun holder halv tid. Det betyder ekstra udgifter på 50 millioner kr.
Batterier til færger skal skiftes når deres kapacitet falder til under 80 %, da de ellers ikke kan drive færgen frem med ordentlig fart og risikoen for kortslutninger bliver markant større.
Det lærte Ellen allerede i sommeren 2023 hvor en gruppe batterier kortsluttede og brændte sammen.
Nye batterier
De nuværende batterier har vist sig at være ustabile, derfor vil det kommunale rederi Ærøfærgerne sende udskiftningen af alle elfærgen Ellens batterier i udbud.
Kommunen skriver:
"Udskiftning af batterier sker før forventet.
Dette har flere årsager. Slid på de enkelte batteripakker ombord har vist sig atvære relativt forskelligartet. Således vil nogle batteripakker kunne klare 10 år i elfærgen som forventet, mens andre er blevet slidt hurtigere end forventet.
I perioder har elfærgen ikke sejlet med fuld batterikapacitet, hvilket har ført til øget slid på de resterende batteripakker.
Elfærgen sejler i reduceret sejlplan på grund af de lange leveringstider for den originale batteritype."
OG
"Ærøfærgernes analyser viser, at det vil være både den billigste og den bedste operationelle løsning at skifte hele batterisystemet på én gang."
Genbrug
Ved udskiftningen af batterisystemet vil Ærø Kommune stå med 26.000 brugte batterier.
De skal bruges i projektet Battery Life som Teknologisk Institut og Syddansk Universitet udvikler, hvor de indbygges i containere på land og skal støtte elnettet ved at gemme overskudsenergi fra Ærøs vindmøller og solparker.
