Da Kirsten Johansen blev forfremmet til direktør i 2016 var det samtidig indledningen til en epoke, hvor Ærø gik fra afvikling til ny udvikling. Og det var ikke Kirsten Johansens største interesse eller faglige styrke, for pludselig eksploderede det med plansager, som gav stadig flere hak i både kommunens omdømme i almindelighed og i Kirsten Johansens i særdeleshed.
I tilbagegangstiden var Ærø vant til at ordne tingene selv og øens stærke mænd havde deres venner, familie - og fjender. Så det var ikke altid den slagne vej der blev valgt.
Direktørvalget
Kirsten Johansen har været med i den tekniske forvaltning i 26 år siden 1996, så hun kendte om nogen til de mange modsætninger og aftaler - både de formelle og mere uformelle.
Efter 20 år i forvaltningen med forfremmelser blev det kronet med direktørstillingen i 2016.
Selv om loven påbyder, at stillingen skulle udbydes offentligt, blev Kirsten Johansen udpeget direkte.
Meget symbolsk for, at Her-på-Ærø-ordner-vi-tingene-selv udtalte et kommunalbestyrelsesmedlem:
- Det ville være spild af tid for alle de mennesker, som skulle gøre sig umage med at søge stillingen, når vi på forhånd godt vidste, hvem der skulle have den.
For meget
Kirsten Johansens opgaver som ny direktør voksede kraftigt i takt med at klimaet virkelig kom i fokus samtidig med at turismen og tilflytningen af velhavere og yngre københavner-typer satte skub i mange nye ting og projekter - lidt for mange syntes Kirsten Johansen.
Og hvor man i kommunen havde været vant til at Ærø-boerne accepterede afgørelser, selvom de måske ikke lige fulgte reglerne, men mere hvad forvaltningen syntes om personen eller projektet, så kom der for alvor gang i klager til Planklagenævnet, aktindsigter og protester.
Det opbyggede også en vis utålmodighed blandt kommunalbestyrelsens medlemmer, fordi de for ofte kom på glatis, fordi indstillingerne fra Kirsten Johansen ofte var mere farvet af en personlig opfattelse, end af et klart overblik og med juraen i orden.
Pres
Presset på Kirsten Johansen var dog også stort fra 2 grupper - de gamle og tilflytterne:
* Fortidens toneangivende gamle mænd i bevaringsforeninger og fonde i Ærøskøbing og i Marstal omkring Søfartsmuseet. Hvor holdningen var og er, at vi vil have tingene som de altid har været og at vi bestemmer hvad der er ret og rimeligt.
* Nutidens tilflyttere, som gerne vil have små projekter de selv finder på, men har modstand mod større udviklingsprojekter, som fx solparken i Thorup, byudvidelsen ned til havnen i Marstal eller fritids- og feriecentret i Bregninge.
Denne alliance af generel modstand mod større forandringer vandt genklang hos Kirsten Johansen, som både kunne se arbejdsmængden i teknisk forvaltning vokse voldsomt og samtidig havde for få medarbejdere. Og en del af disse medarbejdere var vokset ind i kulturen med, at ens personlige synspunkt havde forrang for hvad lokalplaner og planloven beskrev. Det gav endnu flere klagesager og retssager.
Samtidig var der også opbygget en vis stædighed i forvaltningen, så selv når statens forskellige instanser gav besked om at det er ulovlige beslutninger, så blev Kirsten Johansen ved, fx med for 3. gang at forsøge at få bygget 36 boliger på landbrugsjord i Marstal eller få stoppet at der isættes de oprindelige vinduer i et byhus i Ærøskøbing.
Og netop sagen med vinduerne i Ærøskøbing er blevet en markør af, at forvaltningen ikke kan overskue hvad der er væsentligt at bruge sine få ressourcer til - her har en medarbejder siddet en måned og udarbejdet en ny 15-siders afvisning, selvom Planklagenævnet har dømt forvaltningens beslutning ulovlig, fordi husejeren følger lokalplanen.
Men Kirsten Johansens argument for ikke at følge de gældende regler og lokalplaner udtrykkes meget præcist:
"Vi påtænker at lave reglerne om og det administrerer vi efter."
Den slags ville en jurist få helt galt i halsen, men der er ingen juridisk rådgiver på rådhuset, der kan hjælpe Kirsten Johansen. Alternativet har været kommunens mangeårige advokat i Vejle. Han kommer med diverse juridisk respons, men genbehandler også selv de (alt for) mange sager når staten løfter pegefingeren, eller hammeren, overfor kommunen, forvaltningen og Kirsten Johansen.
Voksende fremtid
De stadig flere sager og de ressourcestærke tilflyttere bliver nu kombineret med nye store opgaver der vil forandre Ærø:
Ombygningen af hele Ærøskøbing havn i forbindelse med de nye storfærger, byudvidelsen med Netto i Marstal, 200 ferieboliger ved Ærø Hotel i Marstal, 25-58 sommerhuse i Søby, fritids- og feriecenter i Bregninge, 69 feriehytter på Ærøskøbing Camping, nye store vindmøller og solanlæg, opgør med at boliger kan bruges til fritidshuse og den stærkt forsinkede Kommuneplan 2021-2033, der skal følges op af nye høringer og lokalplaner.
Når alt det lægges sammen, så siger Kirsten Johansen farvel og tak - der skal være plads til et andet liv - hvad det skal være er endnu ikke planlagt.