Der investeres 1 million i et nyt parkeringsområde til elbiler ved sygehuset i Ærøskøbing, som skal bruges både af Sundhedshusets elbiler og af private.
I januar blev det forbudt for kommuner at lade private oplade på deres standere, men her i oktober blev der indgået en aftale i Folketinget om at "kommuner i videst muligt omfang bør stille deres ladepladser til rådighed for offentligheden, således at ladepladser ikke udelukkende dedikeres til brug for opladning af kommuners og regioners egne køretøjer."
Den nye lov forventes at træde i kraft 1. april 2022.
Desuden får kommunen frem til 1. januar 2025 mulighed for at medfinansiere ladestandere på kommunens egne ejendomme, såsom i havnene og i landsbyer.
Status
Der har hidtil været 4 ladestandere på Ærø opsat af kommunen til at servicere Tesla-biler, som var de første elbiler på markedet.
Her i sommer har den private Ærø-fonden opsat ladestandere på havnene i Søby, Ærøskøbing og Marstal. Kommunen har givet en 10-årig licens til fonden.
Kommuneplan
I 1. omgang var det kommunens plan, at det var hjemmeplejens biler, der skulle udskiftes til el-biler, men da der nu skal bygges nye lokaler til hjemmeplejen ved rådhuset vil det ikke give mening at etablere el-ladestandere ved hjemmeplejens nuværende lokaler på Gilleballetofte ved havnen i Ærøskøbing.
Der etableres en ny p-plads til 10 biler på bagsiden af Dagcenter Søkilden ind mod Sundhedshuset og til 2 biler med en ny ladestander på den anden side af Dagcenter bygningen ud for mødelokalet.
Indkørslen til parkeringspladsen vil ske via sygehusets matrikel, hvilket der er givet tilladelse til.
Se Folketingets aftale om ladestandere HER.