Ommel og Omegns Beboerforening i den lille by med 250 indbyggere nord for Marstal er blandt de 25 lokale fællesskaber, der portrætteres i den nye bog Vores Sted – Fantastiske fællesskaber.
Bogen samler fællesskaber fra hele landet, fra kroketspillere og biavlere til softballspillere og naturentusiaster, som alle har fået et nyt mødested gennem indsatsen.
Fra Ærø er Ommel med, og på Fyn indgår også Odense Giants Softball i Næsby, UngMedMening i Odense SØ og Faaborg Fjordhave.
Byen er blevet rund
For de aktive i beboerforeningen har det nye mødested sat gang i noget. Hans Nielsen, der flyttede til Ommel for 7 år siden, beskriver byen som en cirkel:
- Mange landsbyer ligger langs en lige landevej, men her er vejen en stor cirkel. Hvis du drejer her, så kommer du tilbage om ikke så længe, fortæller han.
Og der er kommet mere liv, fortæller Mette Norgaard, der flyttede til byen for 5 år siden:
- Jeg talte med nogle af dem, der har et feriehus her. De fortalte, at det førhen tog en halv time at gå byen rundt. Nu kan det nemt tage en time eller halvanden, fordi man hele tiden møder nogen. Og så snakker man lidt.
Hvem
Beboerforeningen blev stiftet på Ommel Kro tilbage i 1982, og i 1988 købte Ommel og Omegns Beboerforening det gamle missionshus, der stod tomt og ubrugt.
Det gav foreningen tid og plads til at lave flere arrangementer, men der var også pludselig et gammelt hus, der skulle renoveres og indrettes anderledes. Senere købte man også det bagvedliggende grønne område Æblehaven.
Vores Sted
Beboerhuset i Ommel er 1 af 150 mødesteder, Realdania har uddelt beløb til over hele landet som led i foreningens jubilæumsindsats i 2025. Interessen var stor: over 3 ansøgningsrunder kom der 1.667 ansøgninger, hvoraf 150 fællesskaber fik bevilget et fysisk mødested.
Mødestederne er 4 typer små fælleshuse og åbne pavilloner, primært bygget i træ og med en stor del genbrugs- og resttræ, blandt materialerne er træ fra nedrevne minkfarme.
Ambitionen har været både at styrke lokale fællesskaber og at pege på mere cirkulært byggeri, hvor spild mindskes og materialer genbruges.
Bogen kan læses HER.
