Birkholm søger økonomi til at forhøje digerne og redde øens natur fra havets luner.
Kontakt
Anne Foder (Oldermand)
anne@foder.dk
På øen Birkholm er klimaforandringerne til at få øje på. De kun 8 faste beboere gør hvad de kan for at holde sammen på øen, som rager blot 2 meter over havoverfladen på det højeste sted.
-Vi har lige købt en gravemaskine og går selv og reparerer på digerne. Men det er ikke nok i længden, siger Anne Foder, som er oldermand i Birkholms beboerforening.
-De reparationer vi udfører på digerne er genetablering af det der gnaves af, og ryger ned efterhånden. Det er det tilladelsen fra Ærø kommune lyder på indtil videre, uddyber Anne Foder.
I Kommunens Birkholmsudvalg, hvor øens repræsentant Poul Petersen sidder, er der ved møde den 4. marts i år blevet anmodet til kommunen om en bevilling på 700.000 kr, til at bygge videre og forhøje inderdiget. Det afventes om det medtages ved budgetopfølgningen i foråret 2021.
-Det er jo ikke kun et problem i længden for os der bor her, men også for Ærø Kommune. Hvis vandstanden stiger mere fremover, bliver vores ferskvandsbrønde oversvømmet med saltvand, fortæller Anne Foder, om Birkholms egen forsyning af drikkevand.
Hvis det sker, vil det kræve rørlægning fra Ærø til Birkholm på havbunden, samt til hvert hus på øen, for at skaffe øens få beboere og sommerhusgæster rent drikkevand.
Direktøren for Ærø Vand, Jesper Andersen, har tidligere i år udtalt til Fyns Amts Avis, at etableringen af rørledninger til Birkholm vil koste 8-10 millioner kr.
Køer og frøer og kaj
Mængden af saltvand er et problem for køerne der græsser på øen. Birkholm er desuden et af de få steder i Ærø Kommune hvor symbolet på naturens tilbagegang, klokkefrøen, lever.
Birkholm Beboerforening har her i 2021 fået 200.000 fra Landdistriktspuljen til at uddybe sejlrenden og udvide havnemolerne.