Byggeriet af 36 senior-lejeboliger i det sydlige Marstal bliver skåret ned til i første omgang 16 eller 25 boliger. Ærø søger i alt om at få 59 % af den landsdækkende Ø-pulje - en kende optimistisk, da Ærø endnu ikke har søgt, mens andre øer og kommuner har indsendt eller er på vej med ansøgninger.
Kommunalbestyrelsen vedtog på sit møde den 16. juni, at opfordre Det Ærøske Boligselskab, DÆB, til at etablere boligbyggeriet ved Ellenet-vejen i etaper.
Da kommunen skal stille både lånegaranti og give tilskud til projektet, er det reelt en ordre.
Økonomi- og erhvervsudvalget havde foreslået, at bygge hele projektet på en gang for at udnytte muligheden for at få et statstilskud på 405.000 kr per bolig - et tilskud, som er blevet indført for at gøre det muligt at bygge almene lejeboliger på de mindre øer i Danmark.
Kommunalbestyrelsen valgte etape-modellen, for at tilgodese de ærøske håndværkere, for ingen af dem er store nok til at løfte et byggeprojekt til 66 millioner.
Det ville derfor betyde, at det var en fastlands-entreprenør, som ville vinde kontrakten når projektet blev udbudt i licitation. Entreprenøren ville dog forventeligt bruge en del lokale håndværkere, da det er for bøvlet og dyrt at indkvartere egne håndværkere.
Kommunalbestyrelsen frygtede også, at der ville komme for mange lejeboliger, så DÆB og kommunen stod med tomgang, som det er oplevet med ungdomsboliger i Marstal.
Kommunalbestyrelsen opfordrede DÆB til at søge om de 36 boliger, men gemme en del af byggeriet til senere. Om det vil blive opfattet som hamstring (Læs: Det vil det), så Indenrigs- og Boligministeriet afviser tilskud til 36 boliger er foreløbig uvist.
Baggrund
Der er vedtaget en lokalplan der muliggør 36 boliger på Ellenet i det sydlige Marstal ned mod campingpladsen.
Først ville Det Ærøske Boligselskab bygge 1. fase med 16 boliger, men det nye statstilskud på 405.000 kr til nybyggede lejeboliger på Ærø fik selskabet til at udvide projektet til 25 boliger. Og her i maj til det fulde projekt med 36 boliger, som vil udløse et tilskud på 15 millioner.
Der skal søges om tilskud hos Bygge- og Planstyrelsen inden 30. juni 2021, for der er kun afsat 29 millioner til disse Ø-tilskud, og det er dem der søger først der får tilskud.
Tilskud til øer
Engangstilskuddet er indført, fordi der er meget få lejeboliger på de mindre øer. Det forhindrer, at potentielle tilflyttere kan teste ø-livet af, før de binder sig med et boligkøb.
Med en samlet ansøgning på 17 millioner for 36 boliger i Marstal og 5 boliger i Ærøskøbing vil Ærø få 59 % af den landsdækkende pulje.
De første Ø-projekter er allerede gået til etablering af 8 almene familieboliger på Læsø og 6 almene familieboliger på Orø ved Holbæk og det tager 6 millioner af puljen.
Med en støtte til boliger på fx Ærø udmønter Indenrigs- og Boligministeriet den del af Folketingets Grøn Boligaftale, der retter sig mod småøer og de 4 ø-kommuner Fanø, Læsø, Samsø og Ærø.
Bekendtgørelsen trådte i kraft den 1. januar 2021 og løber frem til 2026, så Ærø kan få mange lejeboliger i perioden, hvis kommunalbestyrelsen beslutter det hurtigt nok - og staten udvider puljen.