Boligsalget på Fyn går i meget forskellige retninger: Langeland er blevet opdaget som opkøbssted af helårshuse til sommerhus-brug.
Fyns udvikling
Udviklingen i boligsalget på Fyn i juni, sammenlignet med samme periode sidste år, er:
Langeland, 42 % vækst.
Kerteminde, 26 % vækst.
Middelfart, 19 % vækst.
Assens, 18 % vækst.
Svendborg, 12 % vækst.
Odense, 6 % vækst.
Nyborg, -3 %.
Nordfyns, -6 %
Faaborg-Midtfyn, -16 %.
Ærø, -18 %.
Tallene stammer fra Boligsiden.dk, der samler ejendomsmæglernes boligsalg over hele landet.
Danmark
Der blev solgt 5.781 villaer og rækkehuse i hele landet i juni. Det er 13 % flere end i maj og 7 % flere end i juni sidste år, og det højeste niveau på månedsbasis i år, viser handelstal fra Boligsiden. Kun rekordårene 2020 og 2021 lå højere.
Sydjylland
I Sydjylland blev der solgt 858 huse. Det er det højeste juni-tal, der er registreret for landsdelen, siden Boligsiden begyndte at måle i 2011, og en anelse højere end i 2020 og 2021.
- Vi ser et salg af huse i Sydjylland, som ikke blot er steget det seneste år, men som også ligger en anelse højere end i samme måned i rekordårene 2020 og 2021, siger kommunikationsdirektør og boligøkonom Birgit Daetz, Boligsiden.
Hussalget lå over sidste års niveau i 9 af landets 11 landsdele og steg i 59 kommuner. Kun Nordsjælland og Københavns Omegn faldt en smule med henholdsvis 2 % og 3 %.
Hvorfor
- Den høje beskæftigelse og en stærk privatøkonomi betyder, at mange huskøbere har mulighed for at købe bolig. Samtidig er udbuddet fortsat forholdsvis lavt mange steder i landet, så når det rigtige huse viser sig, er køberne også klar til at handle, siger Birgit Daetz.
Sommerhuse
Også sommerhuskøberne var aktive. Der blev solgt 1.330 sommerhuse i juni, 18 % flere end året før og det højeste månedstal siden maj 2021. Kun juni 2020 med ekstraordinære 2.288 solgte sommerhuse har oversteget det.
Lejligheder
Ejerlejlighederne gik den anden vej. 1.727 solgte på landsplan er 4 % færre end sidste år. I København faldt salget 10 % til 559 lejligheder, i Aarhus 15 % til 224.
- Tempoet er sat en smule ned i storbyerne, men der er tale om, at vi er gået fra et meget højt niveau til et højt niveau, siger Birgit Daetz.
Se mere HER.
