Hvor det før i praksis var en ret at få lov til at købe et hus på Ærø og bruge det som fritidshus, så skal det fremover bevilges enkeltvis under flexbolig-ordningen. Det vedtog kommunalbestyrelsen den 15. december.
Siden 2016 har det været muligt at købe et helårshus på Ærø og automatisk få lov til at købe og sælge ejendommen som fritidshus. Det har kommunalbestyrelsen nu besluttet at afskaffe, fordi der er solgt så mange boliger til fritidsbrug, at der nu mangler helårsboliger.
I stedet vil kommunen bruge flexbolig-ordningen.
Reglerne
Det er Bolig- og Planstyrelsen som har lagt retningslinierne for flexboliger med det formål at øge væksten i landdistrikterne. Det sker ud fra Planlovens bestemmelse om flexboliger der giver ejeren af en helårsbolig mulighed for at benytte den som ferie- og fritidsbolig.
Kommunen kan give flere typer fleksboligtilladelser:
* Fleksboligtilladelser kan gives til personer, så tilladelsen følger ejeren.
* Fleksboligttilladelsen kan knytte an til selve boligen.
* En fleksboligtilladelse kan tidsbegrænses, men det er ikke et krav.
* Mulighed for en fleksboligtilladelse, så boligen frit kan veksles mellem fritidsbolig og helårsbeboelse.
* Meddele fleksboligtilladelsen så den bortfalder, når helårsbeboelse genoptages.
Kommunen skal beskrive de forskellige fleksboligtilladelser, som kommunen ønsker at anvende.
Kommunen kan meddele et bindende forhåndstilsagn om fleksboligtilladelse til en potentiel køber.
Må man udleje sin fleksbolig
Fleksboliger må gerne udlejes, men det kræver, at ejeren reelt også bruger fritidshuset selv. Der må altså ikke købes et hus blot til udlejning.
Se Bolig- og Planstyrelsens overblik HER.
Fleksboligordningen fremgår af Bekendtgørelse af lov om planlægning fra juli 2020:
Fleksibel anvendelse af helårsboliger
§ 41 a. Kommunalbestyrelsen kan meddele tilladelse til, at en helårsbolig tages i brug til fritidsformål og efterfølgende på ny tages i brug til helårsbolig uden yderligere tilladelse, medmindre det vil være i strid med en lokalplan for området. Kommunalbestyrelsen kan meddele bindende forhåndstilsagn om en sådan tilladelse.