Den nye borgmester for Ærø bliver først valgt officielt når de nye kommunalbestyrelsesmedlemmer samles mellem den 1-15. december - sidste gang i 2017 skete det den 6. december.
På det konstituerende møde vælger kommunalbestyrelsen 1 borgmester og 1 viceborgmester. De nye medlemmer er ikke juridisk bundet af den konstitueringsaftale der bliver lavet på valgnatten, men her på Ærø forventes det, at Peter Hansted i ro kan overtage borgmesterposten, mens Hans Peter Rønn Bolding, også fra Socialdemokratiet, bliver ny viceborgmester.
Det er også på dette møde, at pladserne i udvalgene under kommunalbestyrelsen skal fordeles mellem kommunalbestyrelsens medlemmer. Efter sidste kommunalvalg blev der på mødet fordelt cirka 300 pladser i 74 udvalg, råd og nævn.
En kommunalbestyrelse skal holde møde mindst 1 gang om måneden, og derfor afholdes der også et kommunalbestyrelsesmøde her i december, hvor de gamle medlemmer fortsat sidder og beslutter de 18-20 punkter der kommer på dagsordenen.
Den 1. januar overtager den nye borgmester og kommunalbestyrelsen arbejdet og beføjelser.
En af de første opgaver bliver at få den lovpligtige Kommuneplan 2021-2033 på plads, før der kommer kedelige skrivelser fra Indenrigsministeriet - for planen skulle helst have været vedtaget for et års tid siden. Det kan dog være den allerede vedtages på det sidste kommunalbestyrelsesmøde her i december, da Teknik, miljø- og havneudvalget godkender den på deres møde den 22. november og indstiller den til godkendelse i komunalbestyrelsen.
Dagligdagen
Kommunalbestyrelsen kan tage stilling til enhver sag, der vedrører kommunen.
MEN.
I praksis overlader kommunalbestyrelserne det i meget vidt omfang til udvalg og forvaltningen at træffe beslutninger, kaldet delegation. Delegation er både lovligt og praktisk nødvendigt, hvis ikke kommunalbestyrelsen skal drukne i arbejde.
På Ærø er der dog tradition for at også selv små ting bringes op i kommunalbestyrelsen.
Eksempelvis skulle kommunalbestyrelsen på sit sidste møde, før den fratrådte efter sidste kommunevalg i 2017, behandle spørgsmålet: "Udvidet åbningstid i SFO i ferier." OG, i den tungere ende: El-færgeprojektet og Ombygning af Minors Minde til almene familieboliger.
Udvalg
Under kommunalbestyrelsen er der et økonomiudvalg, som er et lovkrav. Normalt har en kommune 4-6 udvalg med hver deres fagområde. Ved de konstituerende møde kan der oprettes nye udvalg eller flyttes rundt.
Efter sidste kommunevalg i 2017 på Ærø blev erhvervs-området flyttet over til Økonomi-udvalget fra Erhvervs-, teknik- og havneudvalget. Det udvalg har så i stedet fået tilføjet Miljø som sit arbejdsområde.
Udvalg gennemgår det materiale, som administrationen fremlægger, og kommer med en indstilling til kommunalbestyrelsen.
Derudover træffer udvalgene også selvstændigt beslutninger uden at forelægge sagerne for kommunalbestyrelsen.
Spørgmål og svar om konstituering
Indenrigsministeriet har udarbejdet et spørgmål-svar overblik om konstitueringen for kommunevalget 2021, som kan ses HER.