Det højeste honorar går til borgmesteren, som får 778.000 om året, mens dem der tjener mindst ved det kommunale arbejde får 122.000 kr. Selvom politikerne har rigtig mange poster i udvalg, råd og nævn så får kun enkelte noget for det arbejde.
Kommunalpolitikere får et fast honorar for deres arbejde i kommunalbestyrelsen på 99.000 kr, dog ikke borgmesteren, som er fastlønnet.
Borgmestre får løn efter størrelsen af kommunen, og når der er færre end 12.500 indbyggere, som på Ærø, er lønnen på 778.000 kr.
Minna Henriksen og Lennart Mogensen får hver 233.000 for at være formænd for henholdsvis Kultur- og Socialudvalget og Teknik, Miljø og Havneudvalget, mens formænd for de øvrige udvalg, råd og nævn ikke får ekstra honorar: De får ligesom øvrige medlemmer 23.000 kr om året som et fast beløb.
Selvom man er med i flere udvalg, råd og nævn, får man kun politisk indflydelse, men ikke flere penge.
Der er 88 udvalg, råd og nævn med samlet 195 poster, som kommunen har eller udpeger medlemmer til.
Baggrund
I marts 2014 blev der indgået en politisk aftale om en mere gennemsigtig honorering af politikere.
Vederlagskommissionen blev herefter nedsat i sommeren 2014.
Baggrunden var, at kommunalpolitikernes honorar var blevet fastlagt i 1996, og siden da er arbejdsbyrden steget markant. Samtidigt var honoraret steget mindre end lønnen i det omgivende samfund.
Vederlagskommisionens rapport kom i 2016, hvor der blev fastlagt et nyt honorargrundlag. Se den HER.
I marts 2021 fastlagde Indenrigs- og Boligministeriet, at honoraret skulle vokse med 10 procent med udgangspunkt i 2016, svarende til samfundets lønudvikling på cirka 2 % om året.