Boligejere på Ærø skal betale 21 % mindre i ejendomsskat med det nye ejendomsvurderings-system - ejendomsskatten bliver på 3.590 kr i snit.
Det er Nordea Kredit og Berlingske, som har beregnet grundlaget ud fra tal fra Vurderingsstyrelsen, som er ansvarlig for udbygningen af det nye ejendomsvurderingssystem.
De største rabatter på ejendomsskatten kommer i provinsen, med størst rabat på Lolland med 43 %, mens boligejerne på Frederiksberg stiger med næsten 100 % - Ærø ligger med 21 % i mellemgruppen - øer som Langeland falder med 36 % og Læsø med 35 %.
Planen er at ejendomsskatten skal afspejle salgpriserne på boliger bedre end hidtil. For at sikre at ingen betaler for meget vil der dog ved skatteberegningen blive trukket 20 % fra den vurderede boligpris.
I august-september får de første husejere en ejendomsvurdering - det skal fungere som en test, for at se hvor præcis der rammes.
Efter tilretninger skal hele systemet være oppe at køre fra 2024.
Tilbagebetaling
Udviklingen af systemet blev igangsat i 2011, fordi ejendomsskatterne ikke var præcise nok - boligejere på Ærø og i provinsen betalte generelt for meget, mens storbyerne og især København slap billigere, fordi priserne er steget så voldsomt i de store byer.
Ærø ligger som nr 6 af boligejere i Danmark der har betalt for meget.
Skatteministeriet har beregnet at Ærøs boligejere i snit skal have 20.000 kr tilbage for perioden fra 2011. Det betyder at boligejerne på Ærø samlet får 80 millioner tilbage i løbet af 2022.
Ærø har 4.603 boliger, hvor af 4.000 er ejerboliger, mens resten er udlejningsejendomme, primært under Det Ærøske Boligselskab.
Baggrund
Det er Vurderingsstyrelsen som står for de nye vurderinger af Danmarks 1,7 millioner ejerboliger, 400.000 erhvervsejendomme og 100.000 landbrugsejendomme.
Vurderingsstyrelsen skriver:
De nye vurderinger korrigeres med forsigtighedsprincippet og tilbageskrives til 2011 med den mellemliggende, lokale prisudvikling.
Disse tilbageskrevne værdier sammenlignes med beskatningsgrundlagene for ejendomsværdiskat og grundskyld i perioden mellem 2011 og 2020. Denne sammenligning vil vise, at nogle boligejere har været beskattet af en for høj værdi.
2 slags skat
Som boligejer betaler du 2 typer skat af din bolig:
* Ejendomsværdiskat. Staten opkræver skat ud fra hvor meget boligen er vurderet til.
* Grundskyld (ejendomsskat). Kommunen opkræver en ejendomsskat ud fra hvad grunden er vurderet til.
Vurderingsstyelsen skriver:
Der er skattestop og det betyder, at du som boligejer betaler ejendomsværdiskat af den laveste af disse 3 værdier:
* Ejendomsværdien for 2001 + 5 procent.
* Ejendomsværdien for 2002
* For de nye 2020-vurderinger vil det gælde, at der fratrækkes 20 procent.
De fleste boligejere betaler, og skal fortsat betale, ejendomsværdiskat af ejendomsvurderingen fra 2001 +5 procent eller af ejendomsvurderingen fra 2002.
Ved den kommende vurdering vil nogle boliger dog falde så meget i ejendomsværdiskattegrundlag, at ejerne skal betale mindre i ejendomsværdiskat. Det gælder, ifølge Nordea Kredits beregninger, Ærø.