I Kommuneplan 2021-2033 Byer og Landsbyer lægges der op til, at der kan komme feriehytter og fritidsaktiviteter ved Fattiggården i Bregninge.
Det møder dog modstand fra turistchefen Chris Hammeken.
- Desværre foreslår turistchefen at det skal sløjfes for "der vil komme mere trafik", siger Carsten Lehrskov, som er medejer af Fattiggaarden (og redaktør af Ærø Dagblad).
MEN:
- Der vil maksimalt komme 18-20 biler på en hel uge - og erfaringen fra Fattiggaarden er, at mange bruger de gratis busser, cykler eller de gode vandreruter.
- Til orientering har vi afholdt et borger- og informationsmøde og kun 4 personer ud af 50 deltagere rejste sig og udtrykte kritik af projektet. Men vi vil naturligvis tage løbende dialog og tilretninger af projektet så det passer bedst muligt ind.
Ferie- og fritidsanlægget vil desuden give fritidsfaciliteter til Bregninges beboere. Der anlægges:
* Offentligt tilgængeligt handicapvenligt toilet med vand og afløb (ved legepladsen).
* Offentligt tilgængeligt klubhus til bolde og grej.
* Offentlig tilgængelig 400 kvm multibane hvor der kan dyrkes fx fodbold, basket, gymnastik og håndbold. Multibanen har gummibelægning og støjisolerede sider, særlig velegnet i beboelsesområder. Kan anvendes året rundt.
* Offentlig tilgængelig padeltennisbane - den første på Ærø.
* Faciliteterne vedligeholdes året rundt af Fattiggaardens personale.
Trafik
* Parkering vil ske på Fattiggårdens areal på den østlige del så det bliver ikke synligt for Bregninges beboere.
* Alle gæster får stillet cykler til rådighed, både børn og voksne.
* Alle gæster får leveret morgenmad og diverse fødevarer fra Søby hver morgen, så det er ikke nødvendigt at anvende bil til indkøb.
Hytterne
* Hytterne bygges i træ og bæredygtige materialer. Hytterne er på 40-50 kvm.
* Lægges på den 9.300 kvm skrånende grund i det østlige område, så de ikke er synlige for Bregninges beboere og tager ikke udsigten.
* Er beregnet på 2-4 gæster per hytte, så der vil ikke være fester eller anden støjende adfærd.
* Hytterne er kun i stueplan.
TILFØJELSE:
I kommuneplanen lægges der op til en bebyggelsesprocent på 50 %, den er nu vedtaget med 30 %, men Fattiggaardens projekt er kun på 16 % og kun i 1 plan.