Kystdirektoratet stopper Sommerlyst-hotel og restaurant, fordi der på et tidspunkt har været bolig: "Ændring af tilstand er ikke tilladt i medfør af § 15 om strandbeskyttelse," skriver Kystdirektoratet.
Kystdirektoratet gav den 8. februar afslag på at omdanne den tidligere danserestaurant Sommerlyst i Marstal til restaurant og hotel.
Men der henvises til paragraf 15, og der står IKKE noget om at man ikke må ændre anvendelsen af en bygning, der står at:
"§ 15. Der må ikke foretages ændring i tilstanden af strandbredder eller af andre arealer, der ligger mellem strandbredden og strandbeskyttelseslinjen."
Og at der ikke må bygges til.
Sommerlyst har været brugt til rideskole og bolig efter restauranten og diskoteket i 1984 blev nedlagt. Og så må man, ifølge Kystdirektoratet, ikke ændre tilstanden tilbage.
Årsag: Beskyttelse af naturen.
Og hvis Kystdirektoratet gav arkitektparret Dorthe Mandrup og Louis Becker, som ejer stedet, tilladelse, ja så vil andre finde på mere af samme slags: Omdanne nedlukkede bygninger i Udkantsdanmark til ny aktivitet.
Og den slags vil man, ifølge Kystdirektoratets tolkning af lovgivningen, ikke have: Udgangspunktet er at al fornyelse, nybyg eller forandring er forbudt indenfor 300 m fra kysten.
Og Sommerlyst-bygningerne ligger 140 m fra vandet.
Oprindeligt blev Strandbeskyttelseslinien indført fordi der skød betonhoteller op på kysterne rundt om i landet.
Man havde så ikke lige tænkt over, at der fra gammel tid lå bygninger, restauuranter og strandhoteller, som blev hårdt ramt af begrænsninger. Meget blev lukket ned.
Men nu er stemningen vendt i Folketinget og man vil have Udkantsdanmark til et overleve.
Den nye udfordring er så, at vi også gerne vil beskytte naturen, og selvom Planloven er blevet mere lempelig, så er naturbeskyttelsesreglerne blevet skærpede.
Og da der vil komme flere mennesker på en Sommerlyst-restaurant og hotel, end i en privatbolig Sommerlyst, så siger Kystdirektoratet NEJ.
Ærøs borgmester Peter Hansted har nu taget fat i Indenrigs- og Boligministeren, som har været primus motor i det nye fokus på landdistrikter, for at få lagt et politisk pres på Kystdirektoratet.
Håbet er en dispensation, for en decideret lovændring har lange udsigter, da naturbeskyttelse er blevet en forståelig folkesag.
Og den støder ind i selv så gode projekter som Sommerlyst.
__
Se den nye Bekendtgørelse om naturbeskyttelse fra oktober 2021 HER.