Formanden for Ærø Efterskole Mogens Dalager Jensen er blevet afskediget af efterskolens bestyrelse. Dalager Jensen har sygemeldt sig siden 1. januar.
Skolen har 25 ansatte og det er et relativt højt antal, når der kun er 40-50 elever. Til sammenligning har fynske Tommerup også 25 ansatte, men har 120 elever.
Lønudgifterne på Ærø Efterskole ligger på cirka 8 millioner kr. Skolen er en af øens største arbejdspladser.
Skolen blev genstartet i 2022, men har fra starten af kæmpet med for få elever - der startede 57 elever i sommeren 2022 og der var 42 tilbage da skoleåret var omme.
- Vi har fyret Mogens på grund af vanskeligheder i samarbejdet med bestyrelsen, siger formanden for bestyrelsen på Ærø Efterskole, Carl Jørgen Heide til Fyns Amts Avis.
Lærer Lasse Bøgeskov Andersson er ansat som midlertidig forstander frem til udgangen af skoleåret.
Bestyrelsen har, ifølge Fyns Amts Avis, besluttet, at der som minimum skal stå 70 elever indskrevet per 1. maj til holdet i 2024/25 - ellers lukker skolen.
I starten af 2023 ydede kommunalbestyrelsen et lån på 1 million kr til Ærø Efterskole, fordi der manglede penge til driften. Tilbagebetalingen skulle starte i januar 2024, men da Efterskolen mangler penge er tilbagebetalingen udskudt i op til 3 år.
Undervisningsministeriet har nu givet Ærø Efterskole tilsagn om at statstilskudet på 2,2 millioner kan beholdes, selovm skolen ikke formelt overholder kravet om antal elever. Årsagen var, at skolen er en direkte fortsættelse af den gamle, nødlidende efterskole.
Baggrund
Under coronaen lukkede den gamle efterskole ned, der var for elever med problemer. I stedet for at erklære sig konkurs besluttede bestyrelsen at fortsætte, men udskifte klientellet til almindelige elever fra 2022.
MEN.
Den "nye" skole havde fra starten problemer med Efterskoleloven, for når det er en fortsættelse, så skal der være dobbelt så mange elever, som hvis den var nystartet.
Det krav gav Undervisningsministeriets Styrelse for Undervisning og Kvalitet først dispensation for i januar 2023. Og dermed kunne statstilskuddet på 2,2 millioner kr beholdes.
Skolen har stadig den gamle gæld fra problem-efterskolen og har haft svært ved at tiltrække elever, også selvom en Japan-rejse var en attraktion.
Det er ikke mindst den lange rejse fra øen til hjemmet, som afskrækker elever og forældre fra at boke et års-ophold på efterskolen, for det faglige niveau har været højt.
Bestyrelsen
Bestyrelsen for Ærø Efterskole består af:
* Carl Jørgen Heide, Marstal.
* Jørgen Otto Jørgensen, Ærøskøbing.
* Gert Mikael Olsen, Søby.
* Michael Kjærulff Christensen, Marstal.
* Maria Brygger Rønn Mortensen, Marstal.