Lørdag den 19. september fylder Ærøskøbing en hel dag med streetkultur, da Viften og Ærø Folkebibliotek holder Ærø Gadefest for Børn og Unge. Det er gratis at deltage, festen kører fra kl. 11.00 til 23.00.
Gadefesten åbner kl. 11.00 på Det Gamle Værft med workshops og aktiviteter for alle:
* Kreative workshops med graffiti og keramik
* Skate og breakdance
* Loppemarked
* Kagekonkurrence omkring frokosttid med musik i baggrunden.
Om eftermiddagen fortsætter det med flere skate- og breakdancesessioner, en særlig skatesession for piger, open skate, DJ-skole og flere kreative aktiviteter.
Arrangørerne vil skabe en ny tilbagevendende begivenhed, hvor det handler om at være med frem for at være god.
- På Ærø vil vi gerne mødes. Det handler ikke om at være god til noget kreativt, skate eller breakdance, men det handler om at være med, siger Eyvind Gulbrandsen, leder af Viften – Ærø Musik- og Ungdomsskole.
Aftenfest på havnen for de større
Når det bliver aften, rykker festen videre til CAMP OUT på lystbådehavnen med grillparty og skatesession på minirampen. Aftenprogrammet er målrettet unge fra 6. klasse og opefter og byder på fly-out competition, musikquiz, mystery box, kendama, musik, indvielse af et nyt graffitikunstværk og en fotoudstilling.
- Som bibliotek ønsker vi at skabe rammer for oplevelser, kreativitet og møder mellem mennesker. Jeg håber, gadefesten kan inspirere endnu flere unge til at være en del af Ærøs kultur- og fritidsfællesskaber, siger Lasse Wilsdahl, leder af Ærø Folkebibliotek.
Gadefesten arrangeres sammen med UngEvent og Ærø Skate og er støttet af Kulturregion Fyn.
