Udsivning af metangas fra Ærø Losseplads, som ligger bag den nuværende genbrugsstation i Tranderup, er blevet begrænset markant med et biocover (Læs: knust beton og muldjord). Pris 2,6 millioner.
Der er også kommet bedre styr på perkolaten (Læs: Regnvand forurenet ved nedsivning på lossepladsen).
Fortsatte i 12 år
Der kom et landsdækkende forbud mod forbrændingsegnet affald allerede i januar 1997, men det omfattede ikke øer uden brofobindelser. Så Ærø fortsatte med at deponere affaldet frem til 2009.
Gammelt affald er afgasset, mens nyere affald afgasser metan, som er en kraftig drivhusgas. Så derfor har Ærø fået et gasproblem, som i første omgang blev forsøgt stoppet ved et jordlag.
Indtil 2009 er der deponeret 223.000 tons affald syd for genbrugsstationen. Metangasudsivningen var for stor fra området, fordi dæklaget var for lille.
Miljøstyrelsen gav i juni 2018 derfor tilsagn om at dække udgifterne til biocoverprojektet.
Biocoveret er etableret med 30 cm gasfordelingslag af knust beton, gasfordelingsdræn med 10 m mellem hvert dræn og 80 cm kompostjord.
Der er brugt 1.225 tons knust beton og 1.747 tons kompost.
Der er også udført bedre perkolat-brønde og det forurenede regnvand føres nu direkte til kommunens kloakanlæg.
Ommel Maskinstation stod for anlægsarbejdet, som blev færdiggjort i december 2019.
Kontrol og forbedring
I juli 2020 udførte FORCE Technology kontrol af metangas-udsivningen - den er faldet med 72% i forhold til målinger i 2016. Resultatet er tilfredsstillende.
Kommunen besluttede at lægge et ekstra 50 cm kompostlag på 1.000 kvm skråning ved omlastestationen, hvor der var metangasudsivning. Miljøstyrelsen godkendte i august 2020 ekstraarbejdet, som blev udført i efteråret 2020. Det forventes at øge effekten til samlet 85 % mindre metanudslip.
Der skal kontrolmåles igen her i juli 2021 og i juli 2022, før projektet er endeligt afsluttet. Det bliver det nye kommunalt ejede selskab Ærø Affald, som oprettes 6. maj, der skal stå for afslutningen.
Baggrund
Tilskuddet fra MIljøstyrelsen er bevilget med hjemmel i Miljø- og Fødevareministeriets bekendtgørelse nr. 752 af 21. juni 2016 om tilskud til etablering af biocovers på deponeringsanlæg og lossepladser.
Se: Rambøll - biocover på Ærø Losseplads