En af de mest centrale personer i Ellen-færgeprojektet Henrik Hagbarth Mikkelsen fra Marstal Navigationsskole kritserer Ærø Dagblads artikel: Ellen slået af ny elfærge til Fanø med 300 passagerer.
Kontakt
Henrik Hagbarth Mikkelsen
hagbarth@marnav.dk
Hej Ærø Dagblad,
Ærø Dagblad vælger at konstatere at elfærgen Ellen er blevet slået af Fanø’s nye elfærge Grotte, hvilket er en pudsig sammenligning, da det eneste pærer og bananer har til fælles, er at de er frugter!
Ellens batteripakke er 4 gange større, og den sejler både meget hurtigere og næsten 8 gange længere i åbent farvand mellem opladninger med en større vægt ombord på turen og helt uden dieselmotorer (Grotte har dieselmotor+batterier).
Til Fanø er der mange gående passagerer til Fynshav næsten ingen, derfor er passagertallet sat lavere, men det passagertal Ærø Dagblad oplyser for Ellen er forkert. Den er godkendt til 197 passagerer.
Desværre er det også den forkerte byggepris for Ellen, Ærø Dagblad sammenligner med. Det må skyldes en fejl hos Ærø Dagblads kilde i Nordea Invest-arktiklen. Byggeprisen for prototypen Ellen var 124 millioner kr og ikke 224 millioner kroner, hvilket fremgår af evalueringsrapporten, der også er linket til fra Nordea Invest-artiklen, se f.eks. det opsummerende afsnit 02 ”A closer look at the Economics” side 2 Tabel 1.2 Summery of construction costs (der er også en lang udgave af evalueringsrapporten i linket).
Byggeprisen for Grotte (Fanøfærgen) kunne aldrig være blevet så lav, som den er, uden at prototypen Ellen var gået foran, og havde vist, hvordan man får EU og typegodkendt en batteribank og et drive-train til en mindre dansk færge. Da det er de samme leverandører fra Danfoss, der har bygget fremdrivningstoget på Grotte, har alle udviklingsomkostningerne naturligvis ligget på den første elfærge. På Navigationsskolen har vi haft en tæt vidensdeling fra Ellen-projektet med både Danfoss og Molslinjen og alle Fanøfærgens navigatører har været på batterikursus hos os og set Ellen.
Det fremgår derfor også, af evalueringsrapporten for Ellen, at en nybygget serie af Ellens type ville kunne nedbringe prisen til 98,5 millioner kr. per færge af Ellen-typen. Igen er den ikke direkte sammenlignelig med Grotte, der er lavet til korte ruter og kun sejler 11,5 knob.
Jeg synes, at Ærø Dagblad.artiklen taler Ellen meget ned, og fremstiller et uheldigt billede af projektet, der ikke er fair. Som udenforstående kunne man, ved at læse artiklen, tro at Ellen var tre gange dyrere og kun halvt så stor! Altså, at man har dummet sig på Ærø ved at bygge Ellen.
Det er efter min mening, på ingen måde tilfældet. Det er korrekt at hele Horizon 2020 projektsummen til udvikling, forskning, formidling, godkendelser, bygning af færge og bygning af ladeinfrastruktur samt ombygning af tre færgehavne, moler med videre var på over 200 millioner kr. Men her gav EU og Schweiz et tilskud på i alt 121 millioner kr, netop fordi, der skulle søges om en batterifærge uden dieselmotorer for første gang i EU.
Ærø Kommune har, mig bekendt, fået en supereffektiv grøn færge inklusive landanlæg, ladestation (der kan bruges til flere) og hele tre nye havneanlæg (Søby, Fynshav og Fåborg) for 112 millioner kroner. Det er efter min erfaring med færgedrift meget billigt. Dertil kommer, at der spares ca. 4 millioner kroner i driftsomkostninger årligt i forhold til en nybygget dieselfærge, da virkningsgrad for batteridrift er meget bedre end diesel, og da vedligeholdelsesomkostningerne er lavere.
Jeg håber da så sandelig, at prototypen Ellen bliver slået og overgået af nye elfærgebyggerier, og dette burde være en positiv nyhed, men det er desværre ikke helt sket endnu. Dog vil det vel ikke være noget negativt for Ærø, når det sker?
Med venlig hilsen
Lektor
Henrik Hagbarth Mikkelsen
Marstal Navigationsskole
Mobil 29383138
Kontor 62531075