Der er 1,1 millioner kvm lavbundsjorde på Ærø som er i fokus for at blive omlagt til skov eller sø. Det vil kræve at 720.000 kvm landbrugsjord skal tages ud af drift. Det fremgår af en analyse fra Ærø Energi- og Miljøkontor.
Kontakt
Ærø Energi- og Miljøkontor
kontakt@aeroe-emk.dk
De største lavbundsjorde ligger syd for Dunkær ved St. Rise mose og Møllesø, ved Skovsø og mellem Lammehuse og Stokkeby.
Den samlede binding af CO2 ved at oversvømme lavbundsjorde der i dag dyrkes på Ærø vil være på 1.989 tons CO2 årligt.
Udover disse lavbundsjorde optager de 6 skove på Ærø 1.053 tons CO2 per år. Skovene er på i alt 820.000 kvm.
Herudover kan der ved ny skovrejsning bindes 2-17 tons CO2 per 10.000 kvm, afhængig af trætype og jordbundsforhold, vurderer Ærø Energi- og Miljøkontor.
Lavbundsjorde og CO2e-binding
Lavbundsjorde, også kaldet tørvejord, er tidligere vådområder (Læs: Moser), som indeholder meget kulstof fra store mængder af døde planterester, som er bundet i jorden.
Vandet i lavbundsjorden forhindrer ilt i at trænge ind og nedbrydningen af jordens kulstofindhold sker derved langsommere eller ophører helt, og reducerer dermed CO2-udledningen.
Når jorden bliver drænet for vand når der skal dyrkes fx korn på arealerne trænger ilten ind, som medvirker til at mikroorganismer kan nedbryde planterester og dermed udlede CO2.
Ved at tage lavbundsjorde ud af landbrugsdrift og oversvømme dem igen, kan man således reducere CO2-udledningerne fra jorden.
Skovrejsning og CO2-optag
Træer optager CO2 fra atmosfæren gennem fotosyntese og lagrer kulstof i træernes stammer og rødder. Ved vækst optages atmosfærisk CO2, hvor der ved fotosyntese samtidig frigives ilt, mens kulstof lagres i træet.
Der er ifølge Naturstyrelsen 6 områder på Ærø hvor der er skov: Borgnæs, Egehovedskoven, Gråsten Nor, Lille Rise, Toftegårdsskoven og Vorbjerg.
Baggrund
Der er i dag 1.140.000 kvm med lavbundsjorde på Ærø, hvoraf de 720.000 dyrkes - græsarealer er ikke medregnet.
Folketinget satte i 2014 gang i Lavbundsordningen med tilskud til udtagning af lavbundsjorder, se Miljøstyrelsens overblik HER. Det er dog gået meget langsomt med at tage arealer ud af landbrugsdrift, da tilskuddet er langt mindre end det som landmændene får ved at drive jorden.
I marts 2021 kom der en ny Bekendtgørelse om tilskud til vådområdeprojekter og lavbundsprojekter. Se den HER.