Ærøs butikker er middelmådige, ifølge den nye butiksanalyse fra Institut for Center Planlægning, ICP. For butikkerne betyder det dårligt salg til turister, mens de lokale køber mere over internettet.
ICP har foretaget en bedømmelse af hver enkelt butiks attraktion på Ærø: 16 % af butikkerne har en attraktion over middel, mens 35 % af butikkerne har en attraktion under middel.
Attraktioner af Ærøs 77 butikker er lidt under middel, når Ærø betragtes under et:
MARSTAL: I Marstal bymidte er den gennemsnitlige attraktion middel for både dagligvarer og udvalgsvarer. Især den gennemsnitlige attraktion for tøjbutikkerne er høj i Marstal bymidte.
ÆRØSKØBING: I Ærøskøbing bymidte er den gennemsnitlige attraktion under middel for specialvarebutikkerne, mens den er over middel for dagligvarebutikkerne.
LAND og SØBY: I kommunen i øvrigt ligger den gennemsnitlige attraktion et stykke under middel for både dagligvare- og udvalgsvarebutikkerne.
De gode, de dåglige og midt imellem
Der er dog stor forskel på attraktionerne i de enkelte butikker i de enkelte områder: 22 % af butikkerne i Marstal bymidte har en attraktion over middel mens 30 % af butikkerne ligger under middel. Der er ingen butikker, som har en meget lav attraktion i Marstal bymidte.
I Ærøskøbing bymidte har 22 % af butikkerne en attraktion over middel mens 34 % ligger under middel.
I både Marstal og Ærøskøbing bymidter ligger en del flotte butikker, hvor der blandt andet er investeret i butikkens indretning og fremtoning. Men omvendt ligger også en del butikker, som i forhold til branchen ikke fremstår lige så attraktive som andre butikker i samme branche.
I kommunen i øvrigt har 42 % af butikkerne en attraktion under middel, mens 58 % en attraktion på middel.
Hvad måles
Vurderingen skal opfattes som en forbrugers bedømmelse - om forbrugerne finder butikken attraktiv i forhold til andre butikker.
Der bliver især lagt vægt på, hvorledes butikken fremstår i forhold til andre butikker i samme branche. For eksempel om den enkelte butik i indretning og sortiment ligner alle andre eller netop denne butik har en mere spændende indretning eller løsninger, som berettiger en højere attraktion.
Der bliver i vurderingen ligeledes lagt vægt på, om butikken er opdateret eller om den virker slidt og utidssvarende.
Følgende skala er anvendt: 5: Meget høj, 4: Høj, 3: Middel, 2: Lav, 1: Meget lav.
Analysen
Butiksanalysen er bestilt af Ærø Kommune i forbindelse med den nye 12-årige kommuneplan for 2021-2033, der skal vedtages i slutningen af året. Se den 90 siders butiksanalyse her.