Du har 5 uger: Sælg, stop udlejning eller flyt permanent ind i dit hus i Ærøskøbing - Ærø Kommune er gået på jagt.
Fra 2022 er det slut med at købe helårshuse på Ærø og bruge dem som fritidsboliger - det har været lovligt siden 2016 på hele øen undtagen i det gamle Ærøskøbing.
Men også i Ærøskøbing har kommunen i praksis accepteret at husene blev brugt som fritidshuse.
Det er dog slut nu: Kommunen begyndte i slutningen af året at jagte de første 25-30 boligejere med krav om at de ikke længere brugte huset til feriebolig eller ferieudlejning.
Der blev givet 5 uger til at svare eller rette ind.
Alternativt kan kommunen sætte ind med bøder. Det vil dog først ske til maj.
Det skal bemærkes, at hvis der i en lokalplan står at en helårsbolig må bruges som fritidsbolig, så vil det fortsat være gældende.
Bopælspligt
Ærø Kommune har ikke tidligere håndhævet bopælspligten, som generelt gælder i Danmark:
* Helårsboliger skal beboes hele året - det er ikke nok at have folkeregister-adresse i huset.
* Fra 1. januar 2021 blev helårsbeboelse også et krav til nye boliger - hiditil har man kunne bruge nye boliger som sommerhuse. Først den dag en person fik folkeregisteradresse i huset blev det officielt til en helårsbolig.
Baggrunden for Ærø Kommunes afslappede indstilling igennem årtier var den store fraflytning fra øen. Man var mere end glad hvis nogle ville købe et hus på øen.
MEN.
Fraflytningen var stor og køberne få.
For at gøre det tydeligt, at det var OK at købe huse på Ærø til fritidsbrug besluttede kommunalbestyrelsen derfor i 2016 at gøre det officielt, dog ikke i Ærøskøbing, hvor man frygtede at hele byen ville blive opkøbt og blive til en sommerhusby. Se Ærøs Turistpolitiske Overvejelser HER.
Successen med helårsbolig-købt-som-fritidshus har været massiv og køberne er kommet især fra Storkøbenhavn, Nordsjælland og landets øvrige storbyer.
Interessen har først og fremmest været for Ærøskøbing (selvom det officielt ikke var tilladt, men i praksis accepteret), men da priserne i byen eksploderede og udbuddet var meget lille, så kom først Marstal med og siden resten af øen - selv det ellers fortabte Vest-Ærø har fået en opblomstring.
Politisk blev det derfor pludselig interessant, at have det synspunkt, at det var gået for langt. Og med kommunalvalget i november blev det en kampplads, for hvor nyansatte fra fastlandet tidligere kunne leje tomme boliger, så er disse i dag solgt til fritidsformål.
1/4 er fritidshuse
Ud af Ærøs 4.603 boliger står de 1.291 tomme (Læs: Heraf bruges en pæn del som fritidsbolig).
Det fremgår af tal fra Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen, som har undersøgt de 4 ø-kommuner Ærø, Læsø, Fanø og Samsø + 27 småøer.
Andelen af "tomme" boliger har været svagt stigende for Ærø og de 3 andre ø-kommuner i perioden 2018-2020, som undersøgelsen dækker.
En del af øernes tomme boliger er utidssvarende, for små og præget af dårlig vedligeholdelse.
Ærøs tomme boliger kan deles op i 3 kategorier:
* Gårde og husmandssteder der er opkøbt af landmænd for at få fat i jorden.
* Huse som er gået i forfald, fordi beboerne er blevet for gamle og er fraflyttet eller er døde.
* Huse som bruges som ferieboliger.
Se Boligministeriets overblik HER.
Bekendtgørelse af lov om midlertidig regulering af boligforholdene
I især udkantskommuner, herunder Ærø, med små befolkningstal kan man vælge ikke at lægge sig inde under de mest restriktive forhold i Lov om boligforhold, herunder kommunens mulighed for tvangsudlejning.
Kravene omkring helårsboliger og fritidshuse står i § 48-52 i Bekendtgørelse af lov om midlertidig regulering af boligforholdene.
Se loven HER.