Tilmeld nyhedsbrev

Venligst udfyld nedenstående informationer

Bolig
Byg & Ejendom
Ferie & Turisme
Erhverv
Politik-Samfund
Færger & Havn
Miljø & Klima
Kultur
Sundhed + Ældre
Børn + Unge
Om os

  • Få Ærø-nyhedsbrev   
  • Facebook icon

Kommunalbestyrelsen vedtager ekspropriation af 650.000 kvm jord

24. september 2022

Send til en ven

Kommunalbestyrelsen har nu vedtaget at ekspropriere 650.000 kvm landbrugsjord for at beskytte drikkevandet. Det sker ved såkaldt frivillig ekspropriation, for så bliver betalingen skattefri.

Kommunalbestyrelsen har besluttet, at det er vandværkerne som betaler for "fredningen" af arealerne omkring vandboringer på Ærø. 

Det forventes, at vandregningen stiger med 3-400 kr årligt per bolig når aftalerne er fuldt indført.

I loven om beskyttelse af drikkevandet, Boringsnære Beskyttelsesområder, BNBO, står der, at det er kommunen der skal betale og så efterfølgende eventuelt kan beslutte at sende regningen til vandværkerne.

Der kan enten indgås aftaler om leje-kompensation for omlægningen eller deciderede køb af arealerne. Ved at der officielt foreligger en trussel om ekspropriation (Læs: Tvangssalg) skal der ikke betales skat af salget har Folketinget besluttet.

Sager

De danske landmænd har ikke været begejstede for at nedlægge deres produktion omkring drikkevandsboringer, da værdien af ejendommen falder, og det kan bankerne ikke lide, ligesom indtægterne fra kornet falder bort.

Der har nu været kørt nogle sager i Jylland og på Sjælland, hvor kommunerne typisk har tilbudt en erstatning for drifts- og værditab på 4-5 kr per kvm, mens landmændene har krævet i omegnen af 16-18 kr per kvm.

Nu har den overordnede myndighed på området, Overtaksationskommissionen, vurderet, at værdien af jord efter der er kommet restriktioner er på 7 kr per kvm, således at landmændene skal have en erstatning på 11 kr per kvm.

Det må forventes at dette niveau også vil være gældende på Ærø, altså 7 millioner kr. Eventuelt noget mere, da jorden er god på Ærø.

Størrelse

- BNBO’erne er kun i meget få tilfælde runde. De fleste er aflange og boringerne står i den ene ende. Det skyldes, at vandet nede i magasinet strømmer til boringen. Vandet kommer fra den side, af boringen der står længst fra kanten af BNBO’et. Størrelse af BNBO’et afhænger bl.a. af hvor meget vand, der indvindes og grundvandsmagasinets evne til at give vand, siger Jakob Nørby fra Svendborg Kommune, der bistår Ærø med arbejdet.

Miljøstyrelsen er endnu ikke kommet med sit endelige krav om størrelse rundt om BNBOer. Om det siger Jacob Nørby:

- Miljøstyrelsen forventer, at de nye BNBO-krav kan udlægges i 2024.

Derfor forventes det, at mange aftaler bliver midlertidige aftaler frem til Miljøstyrelsen melder endeligt ud.

Dyrkning

Jorden omkring vandboringerne må også efter 2022 dyrkes.

MEN.

- Vandværkerne ønsker, at der indgås aftaler, hvor der hverken gødes eller anvendes pesticider, siger Jakob Nørby.

- Der må i princippet dyrkes det, som jordejer måtte ønske, såfremt det sker uden anvendelse af gødning og pesticider.

Oplagte aktiviteter er at slå hø og energi-pil eller have kvæg og får.

Baggrund

Folketinget vedtog Pesticidstrategien 2017-21 og og i 2019 kom der en tillægsaftale, som pålægger kommunerne inden udgangen af 2022, at have udpeget de BNBO'er, der er sårbare overfor anvendelsen af pesticider.

Svendborg Kommunes eksperter har foretaget risikoberegningen af Ærøs vandboringer.

De BNBO'er der er udpeget på Ærø gælder indtil Miljøstyrelsen har genberegnet dem efter nye modeller i 2024.

Det blev allerede i 2011 lovpligtigt at udlægge en 25 meters sprøjtefri beskyttelseszone rundt om vandboringer. Kompensation for en 25 meter-zone er på 477 kr.

Opkøbene på Ærø

Ærøs Teknik-, miljø- og havneudvalg har den 21. april godkendt "Udpegningen af BNBO'er som omfattes af frivillige aftaler på ekspropriationslignende vilkår".

De 3 største områder på Ærø der inddrages er:

* 129.000 kvm i Søby-området.

* 114.000 kvm i Tranderup-området.

* 168.000 kvm i Dunkær-området.

De 3 landmænd der må afgive eller omlægge mest jord er:

* Bent Fomsgaard Larsen på Buenagergård i Thorup med 100.000 kvm.

* Jens Toft Madsen, der ejer Toftegård i Tranderup, som har 92.000 kvm.

* Bent Juul Sørensen, der har Dunkærgård i Dunkær, som har 92.000 kvm.

Arealerne der opkøbes eller omlægges gøres firkantede, så det bliver nemmere at drive den omkringliggende jord efterfølgende, istedet for kringlede og ovale områder.

Områderne

De udpegede områder på Ærø er:

Matrikler 1a og 1g Søbygård, Søby, 35.000 kvm.

Matrikel 1b Søbygård, Søby 77.000 kvm.

Matrikel 54a Søbygård, Søby, 5.000 kvm.

Matrikel 12c Søbygård, Søby, 12.000 kvm.

Matrikel 1d og 20d Dunkær By, Rise, 59.000 kvm.

Matrikel 19e Dunkær By, Rise, 7.000 kvm.

Matrikel 47d Stokkeby By, Rise, 8.500 kvm.

Matrikel 231 Gudsgave, Marstal og 11b Landsbyen, Marstal, 9.700 kvm.

Matrikel 13d Stokkeby By, Rise, 5.000 kvm.

Matrikel 1a Ll. Rise By, Rise, 100.000 kvm.

Matrikel 5a Gudsgave, Marstal, 15.000 kvm.

Matrikel 6c Gudsgave, Marstal, 4.300 kvm.

Matrikel 14a Stokkeby By, Rise og 11a St. Rise By, Rise, 63.000 kvm.

Matrikel 14a Gråsten By, Rise, 1l og 2x Dunkær By, Rise, 92.000 kvm

Matrikel 8a og 9a St. Rise By, Rise, 37.000 kvm.

Matrikel 30a Dunkær By, Rise, 1.600 kvm.

Matrikel 22a og 57a Dunkær By, Rise, 8.500 kvm

Matrikel 1a Tranderup By, Tranderup 92.000 kvm.

Matrikel 22b og 25b Vindeballe By, Tranderup, 9.000 kvm.

Matrikel 39b Vindeballe By, Tranderup, 13.000 kvm.

Baggrund

Et boringsnært beskyttelsesområde er det område omkring en vandværksboring, hvor grundvandet strømmer frem til boringen indenfor 1 år.

Området kan være ekstra sårbart overfor pesticider, fordi vandindvindingen skaber en øget nedsivning omkring boringen, hvis der ikke er et tykt lerlag over grundvandet.

Der er i Danmark 4.850 boringsnære beskyttelsesområder på ialt 203 millioner kvm. Heraf udgør landbrugsarealer 95 millioner kvm. 


Det største område der eksproprieres er ved hjørnet Møllesøvej og Østermarksvej i Dunkær på det østlige Ærø. Her får kommunalpolitiker og landmand Bent Juul Sørensen eksproprieret 92.000 kvm.
Send artiklen til en ven Gå til forsiden Kommenter artikler på Facebook

Se flere artikler
Ærø har 3. flest solceller i Danmark

På Ærø har 36 % af alle husstande solpaneler, og det er den 3. højeste andel i Danmark. Kun de 2 andre økommuner Læsø og Fanø har flere med 49 …

Giver 2,1 millioner til rent drikkevand på Ærø - topper Danmark

3 vandselskaber får 2,1 millioner kr til at sikre rent drikkevand på Ærø, mens 1 vandselskab kom for sent da puljen allerede var opbrugt.

Udenfor: Nye skraldespande på hele Ærø

Den 1. april 2023 træder den nye affaldsordning i kraft. Det betyder derfor, at de nuværende skraldespande ved blandt andet busstoppesteder fjernes. I stedet sætter Ær…

Vindmøllepark vest for Ærø på vej - OK fra Energistyrelsen

Energistyrelsen har genoptaget sagsbehandlingen af Lillebælt Syd Havvindmøllepark, som ligger 21 km vest for golfbanen på Ærøs spids. Her skal stilles 23 havvindm…

Ærøfonden i top med tilskud til energiprojekt

Ærøfonden fik det næsthøjeste tilskud til et nyt energifællesskab på Ærø. Det viser en ny oversigt fra Energistyrelsen

Kontakt

Ærø Dagblad
Vestergade 41
5970 Ærøskøbing
info@aeroedagblad.dk
redaktion@aeroedagblad.dk