Hvor der før stod, at medarbejderne skal "afholde sig fra offentligt at tilkendegive personlige meninger om politikernes beslutninger, kommunens service eller den kommunale forvaltnings interne arbejdsforhold" så er der nu blevet en udstrakt frihed til at udtale sig. Det kommer efter Folketingets Ombudsmand har påpeget, at indskrænkningerne ikke fulgte love og regler for ytringsfrihed.
Folketingets ombudsmand skrev den 22. april 2021 til Ærø Kommune om kommunens vejledning om medarbejderes adgang til at ytre sig offentligt, herunder udtale sig til pressen.
Der er nu udarbejdet en ny vejledning med afsæt i Justitsministeriets vejledning om offentligt ansattes ytringsfrihed og Myndighedsguiden fra Ombudsmanden.
Kommunens hovedudvalg (Læs. Samarbejdsudvalg mellem ansatte og ledelse) har den 26. oktober sagt god for den nye vejledning for kommunens ansatte. I den står der:
Ytringer på egne vegne
"Beskyttelsen af offentligt ansattes ytringsfrihed gælder kun, når den ansatte ytrer sig på egne vegne (private ytringer) i modsætning til ytringer fremsat på myndighedens vegne.
Beskyttelsen af ytringsfriheden gælder desuden ytringer på vegne af andre, f.eks. tillidsrepræsentantens ytringer på vegne af en medarbejdergruppe.
Ytringsfriheden ved private ytringer gælder også, når den ansatte ytrer sig på egne vegne om sit eget arbejdsområde.
Når medarbejdere og ledere ytrer sig på egne vegne, kan ledelsen ikke kræve, at den ansatte indhenter forudgående tilladelse til at ytre sig. Ledelsen kan heller ikke kræve at blive orienteret (efterfølgende) om den ansattes private ytringer."
Ytringer på kommunens vegne
"Medarbejdere og ledere kan frit udtale sig på kommunens vegne om eget ansvarsområde, dog uden at krænke tavshedspligtbestemmelserne, medmindre andet er aftalt i det konkrete tilfælde.
Er man i tvivl om, hvad man skal svare en journalist, må man henvise journalisten til sin overordnede.
Hvis man som medarbejder har haft kontakt til en journalist, skal man umiddelbart herefter orientere sin nærmeste leder om, hvad man er blevet spurgt om, hvad man har svaret, den sammenhæng, man har udtalt sig i, og andre relevante forhold.
Lederen orienterer efterfølgende andre (fx den berørte direktør eller udvalgsformand), som han/hun finder, kan have interesse i sagen."
Den nye vejledning træder i kraft når Kommunalbestyrelsen har godkendt den, det er dog kun en formssag.
Hvad skrev Ombudssmanden
Folketingets ombudsmand skrev:
Jeg beder også kommunen om at udtale sig om den nærmere betydning af, at de ansatte ifølge kommunens vejledning er begrænset af ”hensyn til kommunens interne beslutningsprocesser og funktionsevne”.
Jeg henviser i den forbindelse til pkt. 3 og 7 i Justitsministeriets vejledning.
Af kommunens vejledning fremgår desuden følgende:
”Udtaler man sig som tillidsrepræsentant eller arbejdsmiljørepræsentant kan man frit udtale sig om arbejds-, personale- og samarbejds- og arbejdsmiljøforhold for den gruppe medarbejdere, hvis interesser
man er valgt til at varetage, dog uden at krænke eventuelle tavshedspligtbestemmelser og uden at krænke de forpligtelser, man som tillidsvalgt har, til at medvirke til at fremme og vedligeholde gode og rolige arbejdsforhold.”
Jeg beder Ærø Kommune udtale sig om, hvorvidt det er i overensstemmelse med reglerne om offentligt ansattes ytringsfrihed, at en tillidsrepræsentant eller arbejdsmiljørepræsentant er særligt begrænset af ”de forpligtelser, man som tillidsvalgt har, til at medvirke til at fremme og vedligeholde gode og rolige arbejdsforhold”. Jeg henviser til pkt. 5 i Justitsministeriets vejledning.
Jeg kan i den forbindelse oplyse, at ombudsmanden i en række tilfælde har haft lejlighed til at udtale sig om dette spørgsmål. Jeg henviser til bl.a. følgende sager, som er offentliggjort på ombudsmandens hjemmeside som FOB 2019- 2, FOB 2018-8, FOB 91.189 og FOB 95.381