Ærø Kommune vil spørge Ankestyrelsen om lov til at udleje billige boliger til praktikanter og elever ansat ved kommunen.
En del der flytter til Ærø i disse år, vil opleve manglen på ledige lejeboliger, en problemstilling som tidsbegrænsede ansatte ved Ærø Kommune også oplever.
Men nu undersøger kommunen muligheden for at udleje billige, midlertidige boliger specifikt til elever og praktikanter ansat ved Ærø Kommune.
Forslaget har dog en del imod sig, da kommuner ikke har lovhjemmel til at udleje boliger, en juridisk problemstilling som Tilflytterhuset i Bregninge også er ramt af.
Denne problematik skulle derfor tages op til drøftelse i Kommunalbestyrelsen den 21. april, hvor man vedtog at Ærø Kommune sender en skriftlig anmodning til Ankestyrelsen, der ansøger om en undtagelsesvis tilladelse til at leje boliger ud.
I 2018 sendte Bornholms Kommune en næsten identisk anmodning til Ankestyrelsen, som blev blankt afvist.
Årsagen er, at kommuner ikke må konkurrere med private ved at leje boliger ud billigt.
I praksis er ideen at Det Ærøske Boligselskab, DÆB, ofte har tomme ungdomsboliger. Kommunen er forpligtet til at betale tomgangsudgifter til nogle af DÆBs ledige ungdomsboliger. Det følger af loven om almene boliger, hvor kommunen kan få anvisnignsret til op til 25% af boligerne, men til gengæld også skal betale for tomgangen i disse boliger.
Hvis det ville være muligt at udleje nogle at de lejemål, ville kommunens tomgangsudgifter derfor bliver reduceret.