Luksus-camping - også kaldet glamping - er i fremmarch på Ærø, hvor private eller professionelle laver udlejning. En glampingenhed kan fx være et luksustelt med fast træterrasse som bund, det kan være ”tiny homes”, ombyggede cirkusvogne og containere.
Det op til den ansvarlige myndighed (Læs: For det meste Ærø Kommune) at vurdere, hvilke regler, det et glamping-projekt er omfattet af.
Den ansvarlige myndighed er:
* Kommunalbestyrelsen, når overnatningskonceptet er omfattet af planloven, byggeloven og campingreglementets regler,
* Bolig- og Planstyrelsen, når det er omfattet af sommerhuslovens regler om udlejning af hytter/huse eller husrum, eller hvis glampingenheden udlejes som supplement til hoteldrift.
Bolig- og Planstyrelsen har udarbejdet et notat, som fastlægger reglerne. Det omfatter ikke primitiv overnatning som fx shelters.
Her er de gældende regler opdelt efter den mest centrale lovgivning, der skal være opfyldt, for at få en tilladelse til glamping.
Planloven
Landzone. Det er kommunen, der afgør om glamping kan gives landzonetilladelse. Områder i landzone skal friholdes for anden spredt bebyggelse end den, der er nødvendig for driften af landbrug, skovbrug og fiskeri. Men kommunen kan gøre undtagelser.
Hvis glamping etableres ved en af Ærøs 3 campingpladser, skal kommunen tage stilling til, om det kræver dispensation fra lokalplanens bestemmelser. Ved større projekter kan det kræve ny lokalplanlægning.
Hvis glampingenheden har permanent karakter vil der som regel skulle indhentes en landzonetilladelse, også selvom det er en skurvogn eller campingvogn, som flyttes rundt på grunden (Læs: for at omgå reglerne).
Sommersæson
Hvis en glamping-enhed kun stilles op i under 6 uger, fx i skolernes sommerferie, så kræver det ikke landzonetilladelse. Men hvis man gør det igen året efter, så kræver det landzonetilladelse.
Hvis man vil teste glampingkonceptet i mere end 6 uger kræver det landzonetilladelse, og her kan der gives en midlertidig tilladelse til testen.
Glamping ved sommerhuse
Det er ikke tilladt at lave glamping på sommerhusgrunde, da det støder ind i Sommerhusloven, som er lavet for at begrænse massiv udnyttelse af ferieområder.
Det er Bolig- og Planstyrelsen, der giver tilladelse, og den får man principielt ikke. Dog kan styrelsen ved en konkret vurdering acceptere et meget flytbart telt (Læs: Sker sjældent/aldrig).
Hotel og glamping
Udlejning af glampingenheder til ferieformål kan foregå som led i hoteldrift. Det vil sige, at hvis man driver et hotel, kan et areal i tilknytning til hotellet anvendes til etablerede glampingenheder.
Campingreglementet
Det vil afhænge af en konkret vurdering om kommunalbestyrelsen vurderer, at opstilling af glampingenheder/hytter med tilhørende faciliteter kan betragtes som en campingplads, og om kommunalbestyrelsen ønsker at meddele udlejningstilladelse til en ny campingplads.
Op til 10 glampingenheder
Det er Bolig- og Planstyrelsens vurdering, at små overnatningssteder med op til 10 glampingenheder med tilhørende toilet- og badeforhold, er omfattet af campingreglementet.
Små campingpladser kan kommunalbestyrelsen ikke meddele tilladelse til, da et af formålene med campingreglementet er, at der ikke skal ske en spredning af små campingpladser i det åbne land.
Kommunalbestyrelsen kan – helt undtagelsesvist – se bort fra dette fx hvis en lille campingplads ønskes drevet i forbindelse med vandrerhjem eller lystbådehavne, hvor eksisterende faciliteter kan udnyttes, eller i visse områder – fx inde i landet – hvor der ikke er basis for en stor campingplads. Men det er en forudsætning, at der ikke herved sker en spredning af små campingpladser i det åbne land.
Bondegårde
Bondegårdscampering er ikke medtaget i Bolig- og Planstyrelsens notat, da glampingenheder ikke er omfattet af reglerne om bondegårdscampering i campingreglementet.
Hvornår er det glamping
Glampingenheden skal være en transportabel enhed, og det er Bolig- og Planstyrelsens vurdering, at når det tager 1 dag at fjerne en glampingenhed, lever den ikke op til kriteriet at være ”umiddelbar flytbar”. Derfor vurderes en sådan glampingenhed at være en hytte i campingreglementets forstand.
Byggelovgivningen og glamping
Glamping er ikke et begreb, der anvendes i byggelovgivningen. Når der søges om glamping, er det kommunalbestyrelsen i sin rolle som bygningsmyndighed, der tager stilling
til den konkrete sag, herunder om den ansøgte glamping er omfattet af byggelovens regler og hvilke krav i bygningsreglementet, som skal overholdes.
Der kan ikke dispenseres fra krav om byggetilladelse, men alene fra de materielle krav, fx energikrav.
Der er altid krav om byggetilladelse, hvis den transportable konstruktion skal opstilles i længere tid end 6 uger eller hvis den anvendes til overnatning.
Naturbeskyttelse
Før kommunen eller Bolig- og Planstyrelsen giver glampingtilladelse, skal de have vurderet indvirkningen på miljøet, det er dog sjældent den del der giver problemer da det er få enheder i begrænsede perioder.
Der er dog forbud mod etablering af glampingpladser inden for 150 meter fra søer og åer, der er beskyttet efter naturbeskyttelsesloven.