Marstal-færgen ÆrøXpressen stævner nu Ærø Kommune med krav om 43 millioner fordi kommunen, ifølge advokaten, ulovligt har tilbageholdt penge, som Marstal-færgen burde have haft, og skabt unfair konkurrence. Kommunen har fået indtil midten af februar til at indrømme sine "ulovligheder". En retssag er uundgåelig for kommunen kan ikke indrømme sine "fejl", for det vil koste millioner i betaling + bøder for brud på konkurrenceloven. Samlet op mod 100 millioner kr.

Ærø Dagblad bringer her stævningen i sin helhed:

Stævning
Som advokat for ÆrøXpressen A/S
(v/advokat Martin Skovbjerg)
indstævner undertegnede hermed Ærø Kommune

til som sagsøgt at give møde for retten i Svendborg, Christiansvej 41, 5700 Svendborg, og der svare skriftligt i sagen samt medtage de dokumenter, som sagsøgte vil påberåbe sig, og hvor undertegnede vil nedlægge sålydende:

Påstande:
1. Sagsøgte tilpligtes at anerkende, at sagsøgte er forpligtede til at fastsætte deres billetpriser til markedsprisen på en måde der inkluderer at sagsøgte oppebærer en fortjeneste ved drift af sagsøgtes færgeruter til og fra Ærø.
2. Sagsøgte tilpligtes at anerkende, at sagsøgte fra datoen for sagsanlæg og frem skal tildele til sagsøger den del af den variable del af støttemidler som sagsøgte modtager iht. Udligningslovens §21 i et forhold som modsvarer den forholdsmæssige andel af sagsøgers trafik og besejling af Ærø sammenlignet med anden trafik og besejling af Ærø.
3. Sagsøgte tilpligtes at anerkende, at sagsøgte, ved sagsøgtes beregning og fordeling af tilskud som modtages i henhold til Udligningslovens §21a (Tilskud til nedsættelse af godstakster), skal ophøre med at foretage et fradrag på 0,102 i vægtningen af Marstal Rudkøbing ruten pga. for sagsøgers manglende tilladelse til at medføre farligt gods.
4. Sagsøgte tilpligtes at anerkende, at sagsøgte skal anvende sejldistancerne angivet til og anvendt af Danmarks Statistik, ved sagsøgtes beregning og fordeling af tilskud som modtages i henhold til Udligningslovens §21a (Tilskud til nedsættelse af godstakster) og §21b (Tilskud til nedsættelse af passagerertakster).
5. Sagsøgte tilpligtes at ophøre med at instruere sine medarbejdere om, at de alene kan anvende sagsøgers færger ved tjenesterejser, hvis medarbejderen har en tilladelse hertil.
6. Sagsøgte tilpligtes at betale til sagsøger et beløb på kr. 42.735.065 med tillæg af den til enhver tid værende procesrente fra sagens anlæg og indtil betaling sker.
Det bemærkes, at betalingspåstanden nedlægges med sædvanlig subsidiær modifikation.

Sagsfremstilling:
Nærværende sag vedrører sagsøgtes misbrug af sagsøgtes dominerende stilling i forholdet til sagsøger, samt sagsøgtes ulovmedholdige forvaltning af offentlige støttemidler. Det antages at de i sagen omhandlede tilskudsordninger (jf. Udligningslovens §20, §21, §21a og §21b) er hjemlet i lov, og ikke udgør ulovlig statsstøtte.
I det følgende redegøres for sagens faktum og særlige problemstillinger, der er centrale for sagen.

1. Færgedrift.
Færgedriften i Danmark er et vigtigt aspekt af landets infrastruktur, der sikrer sammenhæng mellem fastlandet og de mange øer. Kommunerne har ansvar for at sikre driften af færgeruter. Således er det sagsøgtes ansvar under lovbekendtgørelse nr. 915 af 2008-08-27 om færgefart (”Færgefartsloven”) at etablere og sikre en effektiv og pålidelig færgedrift, som skal være tilgængelig for beboere og besøgende.
Det er dog ikke et ansvar, landets kommuner har pligt til at løfte alene. Det følger således af Færgefartsloven (særligt §§1-3) og Rådets forordning (EØF) nr. 3577/92 af 7. december 1992 om anvendelse af princippet om fri udveksling af tjenesteydelser inden for søtransport i medlemsstaterne (cabotagesejlads) med efterfølgende ændringer (”Cabotageforordningen”), at der er fri konkurrence på området, og opgaven med at sikre færgefart til og fra landets øer kan derfor også varetages af private operatører.
Det er også tilfældet med færgedriften til og fra Ærø, hvor færgedriften i dag varetages dels af sagsøgte og dels af sagsøger på forskellige ruter til og fra øen. Historisk har dette også været situationen, eftersom ruten Søby (på Ærø) og Mommark (på Als) i perioden 1983 til 2009 blev varetaget af den private færgeoperatør Færgeselskabet Søby-Mommark ApS (ApS49695).
Mellem 2001 og 2012 drev sagsøgte – via sagsøgtes kommunale selskab Ærøfærgerne A/S (CVR nr. 26 09 87 18 – besejlingen af Marstal (på Ærø) til Rudkøbing (Langeland) og Ærøskøbing (på Ærø) til Svendborg (på Fyn) via de 2 tvillingefærger ”Marstal” og ”Ærøskøbing”.
Ærøfærgerne A/S’ formålsparagraf havde følgende indhold (jf. udskrift fra Erhvervsstyrelsens register, Bilag 1):

” Selskabets primære formål er at drive færgefart til og fra Ærø på grundlag af aftale med Ærø kommune efter budgivning eller efter aftale i henhold til Lov om Færgefart. Selskabet skal ved budgivning eller efter indgåelse af aftaler med udbyder om færgebetjening og i sin
øvrige virksomhed tilstræbe en effektiv opfyldelse af det ærøske samfunds behov for færgebetjening og skal samtidig tilstræbe, at det økonomiske resultat for en aftaleperiode kommer til at hvile i sig selv. Selskabet kan herudover uden erhvervsøkonomisk formål drive færgefart i Danmark. Ved disse aktiviteter må selskabet ikke investere i skibstonnage.”
Det fremgik således af formålsparagraffen, at selskabet ved dets færgeaktiviteter skulle tilstræbe at undgå hhv. over- og underskud.

I 2011 blev der truffet beslutning om frivillig likvidation af Ærøfærgerne A/S og parallel overførelse/indlemning af selskabets aktiviteter i sagsøgtes almindelige drift under CVR nr. 28 85 60 75 i virksomhedsformen ”Primærkommune” og under branchekoden 841100 ”Generelle Offentlige tjenester”.
Ærøfærgerne A/S blev i 2012 afviklet ved frivillig likvidation og regnskaberne for 2007-2011 viste, at selskabet var driftet med lille overskud de fire år forud for likvidationen som følger:
Resultat
2011 (samt 1/1-11/3 2012) - 3.849.000 kr.
2010 113.539 kr.
2009 44.145 kr.
2008 377.999 kr.
2007 220.402 kr.

Efter likvidationen af det selvstændige driftsselskab, blev færgedriften overtaget af Ærø Kommune, der besluttede at sløjfe besejlingen af Marstal-Rudkøbing ruten og overføre tvillingefærgen ”Marstal” til dobbeltbesejling på ruten Ærøskøbing-Svendborg.
Dobbeltbesejlingen af ruten Ærøskøbing-Svendborg påbegyndtes i februar 2013, og den kommunale besejling af Marstal-Rudkøbing ophørte.
Visse borgere i byerne Marstal og Rudkøbing var af gode grunde oprørte over denne beslutning, som fjerner en mangeårig besejling af byerne. Disse borgere påbegyndte arbejdet med at etablere en ny færgerute mellem Marstal og Rudkøbing.
Sagsøger, ÆrøXpressen A/S blev stiftet i december 2016, og har siden 19. december 2019 aktivt drevet færgedrift på ruten Marstal-Rudkøbing, som sagsøgte havde opgivet. Sagsøgers færge og færgedrift drives som et privatejet aktieselskab, hvis formål er at drive rederivirksomhed med færgesejlads på ruten Marstal-Rudkøbing.
Sagsøger er ejet af ca. 2.100 aktionærer, som i vidt omfang er borgere på enten Ærø eller Langeland eller har deres ophav ét af disse steder.
Der er således tale om færgerute med en stærk lokal forankring. Sagsøgers færgerute Marstal-Rudkøbing drives i fri næring og er i dag én af fire færgeruter fra Ærø til hhv. Fyn, Langeland og Als.
De øvrige 3 færgeruter drives forsat af sagsøgte (Ærø Kommune) under virksomhedsnavnet Ærøfærgerne og i sagsøgtes regi for generelle kommunale aktiviteter.
Sagsøgers og sagsøgtes 4 færgeruter fragter både gods, personer og køretøjer m.v., og er de eneste kommercielle adgangsruter til og fra Ærø.
Sagsøger og sagsøgte er således konkurrenter på markedet for besejling af Ærø med gods, personer og køretøjer m.v.
Som bilag fremlægges trafikstatistik for 2023 og 2024 opgjort på baggrund af angivelserne på sagsøgers og sagsøgtes hjemmesider. Målt som et gennemsnit over hele perioden og på tværs af billetkategorier udgør sagsøgtes andel af trafikken 19,47%, mens sagsøgers andel udgør 80,53%.
Som det altså fremgår, så er sagsøgers andel af trafikken til og fra Ærø ca. 20% af passagertransport til og fra Ærø, mens sagsøgtes andel af passagertransport til og fra Ærø med Ærøfærgerne anslås at dække ca. 80% af transporterne. Såfremt trafikken opgøres på baggrund af godstransport, så anslås det, at sagsøgtes markedsandel er endnu større.
Det bemærkes, at sagsøgte dermed indtager en dominerende stilling på markedet for befordring af gods, personer og køretøjer m.v. til og fra Ærø, som dette begreb opfattes iht. konkurrencelovens §11, stk. 1, med de forpligtelser som dette indebærer iht. konkurrenceloven og EU-Traktatens art. 102.
Sagsøgte opfordres (1) til at oplyse, om det bestrides, at sagsøgte indtager en dominerende stilling jf. konkurrencelovens §11, stk. 1 og EU-Traktatens art. 102, på markedet for befordring af gods, personer og køretøjer m.v. til og fra Ærø.

2. Drift med underskud
Det bemærkes, at sagsøgtes kommunale færgedrift siden 2019 (formentlig længere) har været krydssubsidieret ved bevillinger på sagsøgtes budget og afholdelse af udgifter til færgedrift.
Ifølge sagsøgers oplysninger (baseret på sagsøgtes regnskaber for 2019-2023 (ekstrakt heraf fremlægges som bilag) så har sagsøgte ved indtægter og tilskud fra anden kommunal aktivitet og kommunale skatter dækket underskud på årligt minimum 25.9-29.4 mio. kr. efter diverse tilskud fra staten i perioden mellem 2019-2023 på at drive sagsøgtes færger i konkurrence med sagsøgte.
Som bilag 5 fremlægges ekstrakt af sagsøgtes budget for perioden 2025-2028, hvoraf ligeledes fremgår, at sagsøgtes færgedrift i fremtiden vil blive drevet med underskud, og derfor modtager økonomisk støtte fra sagsøgtes øvrige midler.
Sagsøgte opfordres (2) til at oplyse, om det bestrides, at sagsøgte hvert år økonomisk understøtter sin kommunale færgedrift i form af kommunale bevillinger og dækning af underskud ved færgedrift med beløb af denne omtrentlige størrelse.
Sagsøgte opfordres (3) desuden til at oplyse, om samtlige direkte og indirekte udgifter til sagsøgtes færgedrift er indeholdt i sagsøgtes budget for 2025-2028, idet der som led besvarelsen specifikt ønskes oplyst om samtlige sagsøgtes udgifter til (a) drift af færgecatering (specielt omkostninger til ledelsen) og (b) løn til transportdirektøren er indeholdt i budgettet for færgeregnskabet, eller om disse udgifter afholdes helt eller delvist andetsteds i regnskabet.
I december måned 2024 valgte sagsøgte på møde den 3. december 2024 i økonomiudvalget, at fjerne energitillægget på sagsøgtes billetter for personer, køretøjer og godstransport. Ifølge sagsøgers oplysninger, resulterede det i indtægtstab og dermed øget underskud på ca. kr. 0,7 mio. i reducerede billetpriser.
Sagsøgte opfordres (4) til at oplyse størrelsen på indkomsttabet som følge af fjernelsen af energitillægget, samt hjemlen til fjernelse af dette tillæg, henset til, at sagsøgte driver sagsøgtes færgerute med stort underskud som dækkes af sagsøgtes øvrige midler.

3. Udligningsloven.
Sagsøgte nyder godt af en række færgedriftsspecifikke tilskud og fordele, som sagsøgte ikke har lige adgang til.
Nogle af disse tilskud reguleres af den kommunale udligningslov, (nuværende lov om kommunal udligning (”Udligningsloven”), jf. pt. gældende Lovbekendtgørelse 2021-01-19 nr. 63 om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner).
Staten har via Udligningsloven, etableret forskellige støtteordninger, hvis formål er at understøtte færgedrift og dermed besejling og adgang til og fra danske øer og ø-kommuner. Støtteordningerne er ikke nødvendigvis øremærket til støtte af den færgedrift, der varetages af kommunerne.
De nuværende støtteregler afløste den såkaldte Ø-støttelov (oprindeligt lov nr. 620 af 21. december 1983 om støtte til de små øsamfund (trafikstøtte mv.) som trådte i kraft pr. 1. januar 1984), og byggede på et tredelingsprincip, hvorefter amter og kommuner skulle yde minimum den samme støtte til ø-samfund som staten, hvilken støtte for 50%´s vedkommende blev opgjort på baggrund af sejl-længder. Ø-støtteloven blev senere forenklet og revideret i 1987 og 1997 (bl.a. suppleret af egentlig investeringsstøtte til anskaffelse af færger og færgelejer) og afløst af trafikstøtteloven i 2000, hvor tredelingsprincippet videreførtes.
De nugældende regler for færgedriftsrelaterede støtteordninger er fastsat i §20, §21, §21a og §21b i Udligningsloven.
Udligningslovens §20 og §21 er indført i 2006, mens Udligningslovens §21a (vedr. godstransport) er trådt i kraft i 2015, mens §21b (vedr. passagertransport) trådte i kraft i 2016.
3.1. Bloktilskud til kommuner med mindre øer og ø-kommuner (Udligningslovens §20).
Tilskuddet efter Udligningslovens §20 gives med baggrund i de særlige udgifter for en kommune, som har relation til at en eller flere øer er en del af kommunen, herunder særligt udgifter vedr. færgedriften.
Fordelingen af tilskuddet (mellem kommunerne som opregnes i Udligningslovens §20, stk. 2) er nærmere reguleret i §10 i Bekendtgørelse nr. 1065 af 28. juni 2022 om opgørelse og afregning af kommunal udligning og tilskud til kommunerne for 2023.
Heraf fremgår, at størstedelen af tilskuddet fordeles (mellem kommunerne) efter de historisk opgjorte færgeudgifter, en mindre del efter befolkningstal, en mindre del som grundtilskud vedr. de enkelte øer samt endelig et resterende tilskud efter en fordelingsnøgle hvori indgår folketal, sejlafstand og øernes areal.
§20-Tilskuddet kan ifølge note i Karnovs lovsamling til Udligningslovens §20 bruges til finansiering af f.eks. gratis godstransport, gratis persontransport i turistydersæsonen (april og september) samt etablering af et færgesekretariat. Det bemærkes, at et fælles færgesekretariat for kommuner med en/flere ø-færge(r) som er omfattet af Ø-tilskud er oprettet med domicil på Ærø.
Tilskuddet skal således i et eller andet omfang delvist gå til færgedrift.
Sagsøgte opfordres (5) til at oplyse og specificere hvilke færgeudgifter og sejlafstande, der er indberettet til staten som led i sagsøgtes indberetninger iht. Udligningslovens § 20 (og dermed indgår i statens fordelingsnøgle for perioden 2020 til 2024).
Sagsøgte opfordres (6) til at oplyse, om og i givet fald, med hvilke beløb, tilskud i henhold til Udligningslovens §20 indgår i regnskabet for sagsøgtes færgedrift i årene 2016 til og med ultimo 2024.
Såfremt tilskuddet ikke indgår direkte i regnskabet bemærkes, at det medgår indirekte via ovennævnte krydssubsidiering.
Sagsøger modtager ikke nogen andel af disse §20-bloktilskud til (bl.a.) færgeudgifter.
Det gøres gældende, at sagsøgte skal anvende de iht. Udligningslovens §20 modtagne midler på en måde, som ikke forvrider konkurrencen, når der foreligger en konkurrencesituation som i nærværende sag.
Sagsøger tager forbehold for at gøre gældende under sagen at sagsøger som følge heraf er berettiget til at modtage en andel af de iht. §20 tildelte støttemidler fremadrettet, når ovenfor opfordringer er besvaret.
3.2. Tilskud til kommuner med mindre øer og ø-kommuner (Udligningslovens §21).
Udligningslovens §21, stk. 1 fastslår, at der ydes et særligt tilskud til kommuner på øer uden fast forbindelse, der består af én kommune (de såkaldte ”Ø-kommuner”), og §21, stk. 2 fastslår, at Læsø, Samsø og Ærø Kommuner ydes et samlet tilskud på 148,1 mio. kr. (2020 – beløbet reguleres årligt på finansloven).
Udligningslovens §21 er således et ø-tilskud som ydes til visse Ø-kommuner.
Det fremgår yderligere af §21, stk. 2, at Social- og indenrigsministeren fastsætter de nærmere regler om fordelingen af tilskuddet.
Indenrigsministeriets publikation: ”Kommunal udligning og generelle tilskud 2024” fra juni 2023 (uddrag fremlægges som bilag 6) angiver følgende (s. 31-32, afs. 5.17):
”Efter udligningslovens §21 ydes årligt et tilskud til kommuner på øer uden fast forbindelse, der består af én kommune.
[…]
Det samlede tilskud til Læsø, Samsø og Ærø Kommuner for 2024 udgør 162,6 mio. kr. og fordeles med 49,3 mio. kr. til Læsø Kommune, 56,7 mio. kr. til Samsø Kommune og 56,7 mio. kr. til Ærø Kommune.
Tilskuddet er sammensat efter følgende kriterier: 1) Der ydes et fast grundtilskud til hver kommune på 43,8 mio. kr. 2) Resttilskuddet fordeles forholdsmæssigt ud fra en fordelingsnøgle, der tager hensyn til antal passagerer, transport af gods og sejldistance på de færgeruter, der betjener de tre kommuner. Disse tal opgøres månedsvis for hver færgerute af Danmarks Statistik som hhv. personkm og tonkm.” 
Af §9 i pt. gældende bekendtgørelse nr. 1065 af 28. juni 2022 om opgørelse og afregning af kommunal udligning og tilskud til kommunerne for 2023 fremgår, at tilskuddet efter §21, stk. 2, i lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner, (for tilskudsåret 2023) udgør 48,1 mio. kr. til Læsø Kommune, 55,2 mio. kr. til Samsø Kommune og 53,2 mio. kr. til Ærø Kommune.
Med hensyn til fordelingen af tilskuddene mellem kommunerne har Indenrigs- og Sundhedsministeriet i skrivelse af 12. april 2023 til Udvalget for Landdistrikter og Øer 2022-23 (bilag 7) fastslået følgende:
”Indenrigs- og Sundhedsministeriet står for fordelingen af statens tilskud til regionerne samt tilskud og udligning til kommunerne.
[…]
Udligningssystemet samt de generelle tilskud til kommunerne er fastsat i lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner (udligningsloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 61. af 19. januar 2021.
Det generelle udligningssystem for kommunerne suppleres af en række mindre ordninger, som også er fastsat i udligningsloven, og som mere specifikt er rettet mod særlige vilkår, fx på øer.
Der kan fx fremhæves tilskud til udsatte yder- og ø-kommuner i medfør af udligningslovens §17 a, hvor tilskuddet i 2023 udgør knap 1,6 mia. kr.
Der er i udligningsloven også fastsat en række tilskud, som er specifikt målrettet økommuner med mindre øer og ø-kommuner.
[…]
I medfør af udligningslovens §21 ydes på tilsvarende vis et årligt tilskud til kommuner på øer uden fast forbindelse, der består af én kommune (ø-kommuner). Tilskuddet udgør i alt 209,8 mio. kr. i 2023 og omfatter Læsø, Samsø, Ærø og Bornholms Kommuner, men ikke Fanø Kommune.
Ærø Kommune modtager tilskud i medfør af både §20 og §21, da den både er en økommune og en kommune med små øer.
Tilskud i medfør af §§20-21 er begrundet i de merudgifter, der kan være til øer i en kommune, som kan være både merudgifter i forbindelse med forskellige borgerrettede serviceopgaver såvel som udgifter til færgedrift. Tilskuddene ydes som generelle tilskud med henblik på, at det
er kommunalbestyrelsens ansvar at prioritere anvendelsen af tilskuddene under hensyntagen til lokale forhold.”
På trods af at sagsøger og sagsøgte er konkurrenter, og på trods af, at sagsøgte besidder en dominerende stilling på markedet for besejling af Ærø, og på trods af angivelsen fra Indenrigs- og Sundhedsministeriet om, at ”….det er kommunalbestyrelsens ansvar at prioritere anvendelsen af tilskuddene under hensyntagen til lokale forhold….”, så beholder sagsøgte også hele det modtagne §21-tilskud og sagsøger modtager således ikke fra sagsøgte nogen andel af det ovenfor i publikationen ”Kommunal udligning og generelle tilskud 2024” fra juni 2023
under (2) nævnte resttilskud som ydes til sagsøgte og fordeles mellem de 3 Ø-kommuner (Læsø, Samsø og Ærø) forholdsmæssigt ud fra en fordelingsnøgle, der tager hensyn til antal passagerer, transport af gods og sejldistance på de færgeruter, der betjener de tre kommuner, på trods af, at sagsøger står for ca. 20% af besejlingen af Ærø, og det dermed er sagsøgers sejlads, som udløser ca. en femtedel af den del af den variable del af §21-tilskuddet til tilfalder sagsøgte.
Sagsøger har således ikke modtaget nogen andel af tilskuddet iht. Udligningslovens §21, og sagsøgte har bestridt at sagsøger er berettiget dertil eller at sagsøgte skulle have forvaltningsmæssig hjemmel til at videreformidle denne del af tilskuddet til sagsøger.
Ifølge sagsøgers oplysninger som er baseret på Indenrigs- og Sundhedsministeriets årlige redegørelse for kommunal udligning og generelle tilskud, så har sagsøgtes andel af den faste og variable del af §21-tilskuddet udgjort følgende beløb:
Samlet §21-tilskud til Ærø Kommune

Fast, Grundtilskud, Variabel
Andel 1/5-del heraf:
2020: 30.100.000 19.100.000 11.000.000 2.200.000
2021: 51.500.000 40.500.000 11.000.000 2.200.000
2022: 51.900.000 41.200.000 10.700.000 2.140.000
2023: 53.200.000 41.200.000 12.000.000 2.400.000
2024: 56.700.000 43.800.000 12.900.000 2.580.000
I alt 11.520.000

Sagsøgte opfordres til at oplyse om angivelserne i ovenfor tabel (bortset fra sidste kolonne) er korrekte i forhold til sagsøgtes noteringer.
3.3. Tilskud til nedsættelse af færgetakster (Udligningslovens §21a og 21b).
Udligningslovens §21a og §21b omfatter i alt 33 færgeruter i 21 kommuner (hvoraf 4 er ø-kommuner og 17 er småøer) og etablerer et statsligt tilskudssystem til fremme af bosætning, turisme og erhvervsudvikling ved en støtteordning som skal anvendes til nedsættelse af færgetakster for godstransport (§21a – pr. 1. juni 2015) og personbefordring (§21b – pr. 1. august 2016).
Formålet med tilskudsordningerne til nedsættelse af færgetakster er at understøtte færgebetjeningen, hvorfor Folketinget har vedtaget at etablere de to tilskudsordninger for ikke-statslige færgeruter, hvor staten yder øremærkede tilskud til kommuner med små øer og ø-kommuner til nedsættelse af færgetakster på gods- og passagerområdet. Kongstanken bag disse tilskudsordninger er det såkaldte landevejsprincip, der er et princip om at transport med færge omkostningsmæssigt skal svare til prisen på transport ad landevej.
Det bemærkes, at landvejsprincippet angår både offentlig og privat færgedrift.

2.3.1 Godstransport Udligningslovens §21a
For så vidt angår tilskud til nedsættelse af færgetakster vedrørende godstransport (Udligningslovens §21a) fremgår det af Udligningslovens §21a, stk. 1, 3. pkt., at private færger kan modtage tilskud gennem en kommune, mens det fremgår af §21a, stk. 4, 1. pkt., at Social- og indenrigsministeren fordeler tilskuddet efter stk. 1 og 2 efter en nøgle for godsomsætning (eksklusive vareafgift opkrævet af havnene på de enkelte færgeruter).
Af §2 i bekendtgørelse nr. 991 af 28. juni 2023 om nedsættelse af færgetakster for godstransport til og fra visse øer fremgår, at ”Det påhviler kommunalbestyrelsen at tilrettelægge en ordning, som giver færgeoperatøren mulighed for at nedsætte færgetakster for godstransport med maksimalt 80 pct., ekskl. moms og vareafgift opkrævet af havnene, og så vidt muligt ligeligt fordelt på billettyper.”
Sagsøger modtager fra sagsøgte en del af tilskuddet til godstransport iht. til en fordelingsnøgle som er fastsat ved aftale af 17. juni 2020 vedr. tildeling af statstilskud til nedsættelse af godstakster (bilag).
Det samlede tilskud som sagsøgte modtager udgjorde f.eks. i 2022 kr. 7.238.400, hvoraf sagsøger modtog kr. 356.094 inkl. moms baseret på antal af overførte lastbiler, varevogne på gule plader, trailere efterspændt varevogne samt førere af disse lastbiler og varevogne.
Som bilag 9 fremlægges uddrag af referat fra kommunalbestyrelsesmøde den 27. maj 2020 vedrørende ”Godsaftale mellem Ærøfærgerne og Ærøekspressen”. Som det fremgår heraf, har sagsøgte ensidigt vedtaget at regulere (nedsætte) tilskuddet til sagsøger (i nedadgående retning) under henvisning til mangel på
farligt gods tilladelse, idet man har reduceret vægtningen af sagsøgers rute med 0,102 under henvisning til, at sagsøger ikke har tilladelse til at befragte farligt gods.
Den af sagsøgte gennemtvungne nedsættelse af vægtningen af sagsøgers rute med 0,102 er politisk vedtaget, men er uden saglig relevans i forhold til reglerne om takstnedsættelse for godstransport og gennemførelse af landevejsprincippet.
Det bemærkes, at sagsøger i øvrigt har haft tilladelse til transport af farligt gods siden 2022], (som bilag 10 fremlægges sagsøgers pt. gældende godkendelsesattest vedr. farligt gods dateret 2. oktober 2024).
Såfremt sagsøger er af den opfattelse, at det er sagligt og lovhjemlet at nedsætte vægtningen af sagsøgers sejlrute og dermed støtten til sagsøgers takstnedsættelse pga. sagsøgers manglende farligt gods tilladelse, da opfordres (8) til at redegøre for og påvise hjemlen til reguleringen af vægtningen af sagsøgtes sejlrute pga. manglende farligt gods tilladelse.
Som det fremgår af §5 i den fremlagte aftale af 17. juni 2020 vedr. tildeling af statstilskud til nedsættelse af godstakster om nedsættelse af gods (bilag 8), da har sagsøgte valgt en fordelingsnøgle, som baserer sig dels på lastbiler, dels på sejllængder.
Den af sagsøger fastsatte fordelingsnøgle for godstrafik resulterer i, at ca. 87 % af det samlede §21a-tilskud går til nedsættelse af færgetakster for lastbiler, og kun ca. 8 % gives til nedsættelse af færgetakster for varebiler på gule plader.
Det bemærkes, at sagsøgtes egen færgerute mellem Ærøskøbing og Svendborg er den langt overvejende befragter af lastbilstrafik som følge af, at sagsøgtes færger på denne rute er langt større end sagsøgtes færge.
Sagsøgers mindre andel af tilskuddet (ca. 8%) skyldes netop denne ensidige beslutning fra sagsøgtes side som forfordeler midler til lastbilstrafik, og skyldes at forholdsmæssigt få lastbiler og flere varebiler på gule plader benytter sig af sagsøgers færgerute.
Det gøres gældende at denne af sagsøgte ensidigt fastsatte fordeling af §21a-støtten baseret på lastbilstrafik (i stedet for al godstrafik) på uhjemlet måde tilgodeser sagsøgtes færgedrift på sagsøgtes bekostning, og resulterer i, at sagsøger ikke har mulighed for at nedsætte taksterne for godstransport på tilsvarende vis som sagsøgte.
Sagsøger opfordres (9) til at redegøre for baggrunden for, at sagsøgte har fastsat fordelingsnøglen for godstransport på en måde som tilgodeser lastbiler i forhold til varebiler på gule plader.
Det fremgår ligeledes af §5 i den fremlagte aftale af 17. juni 2020 vedr. tildeling af statstilskud til nedsættelse af godstakster om nedsættelse af gods (bilag 8), at sagsøgte har valgt en fordelingsnøgle, som baserer sig på sejllængder som er fastsat således i bilag 8 (§5):
Mekanikken i den anvendte fordelingsnøgle er, at jo længere en sejllængde jo større andel af tilskuddet går til den respektive rute.
Som bilag 11 fremlægges udateret e-mail fra Danmarks statistik v. chefkonsulent Peter Ottosen på baggrund af forespørgsel af 24. januar 2025.
Som det fremgår, er der ved indberetningerne til Danmarks statistik, som danner grundlag for beregningen af den variable del af tilskudsmidlerne iht. Udligningslovens § 21 og som samtidig fordeler tilskuddene til takstnedsættelse iht. Udligningslovens § 21a mellem sagsøger og sagsøgte en anderledes angivelse af sejllængder end som anvendt i fordelingsnøglen (jf. bilag 8).
Oplysningerne kan sammenstilles som følger:
Ovenfor sammenstilling af de i fordelingsnøglen (bilag 8) anvendte sejllængder med de af Danmarks Statistik anvendte sejllængder viser, at sagsøgers rute i fordelingsnøglen undervurderes, mens sagsøgtes 3 ruter alle overvurderes ift. de sejldistancer som indberettes til Danmarks Statistik. Konsekvensen heraf er, at sagsøgte modtager for stor en del af fordelingen af § 21a-støtten samt § 21b-støtten jf. nedenfor.

2.3.2 Persontransport Udligningslovens §21b
For så vidt angår tilskud til nedsættelse af færgetakster vedrørende personbefordring (Udligningslovens §21b) fremgår det af Udligningslovens §21b, stk. 1, 2. pkt., at private færger kan modtage tilskud gennem en kommune, mens det fremgår af §21b, stk. 5, 1. pkt., at Social- og indenrigsministeren fastsætter nærmere regler om fordelingen af tilskuddet og om ordningens administration.
Sagsøger modtager fra sagsøgte en del af tilskuddet til passagertransport iht. til en fordelingsnøgle, som er fastsat ved aftale om tilskud til nedsættelse af færgetakster for biler, passagerer m.v. mellem sagsøger og sagsøgte underskrevet hhv. den 19. og 21. september 2019 (bilag).
Ligesom tilfældet er ved fordelingsnøglen vedrørende godstrafik, da fremgår det af §5C i den fremlagte aftale om tilskud til nedsættelse af færgetakster for biler, passagerer m.v., at sagsøgte har valgt en fordelingsnøgle, som baserer sig på sejllængder.
Der henvises i denne forbindelse til det ovenfor anførte angående sejldistancer.

4. Ø-kortordningen.
I 2001 trådte den såkaldte ”Ø-kortordning” i kraft. Formålet med ordningen var at sikre gratis person-, cykelog invalidebiltransport med færge til og fra 26 småøer med virkning fra den 1. januar 2001. Ordningen omfattede personer, der havde folkeregisteradresse på de pågældende øer, og bevirkede, at disse ved præsentation af et Ø-kort, kunne rejse gratis til og fra den pågældende ø, hvor personen var bosiddende.
Administrationen af tilskud til Ø-kortordningen bliver varetaget af Trafikstyrelsen, og tilskuddet blev ydet som kompensation for det indtægtstab, som den pågældende kommune/færgeselskaber pådrages i forbindelse med den gratis befordring af øboerne. Kompensationen blev oprindeligt fastlagt gennem en registrering for hele 2001 af antal gratis overførte passagerer og indtægtstabet, som ordningen medførte. Ordningen ophørte med udgangen af 2023.
Færgeselskabet Søby-Mommark ApS modtog frem til selskabets ophør i 2009 en andel af Ø-korttilskuddet i forhold til antal befordrede passagerer som var berettiget til et Ø-kort. Ø-korttilskuddet blev modtaget iht. en aftale mellem på den ene side Færgeselskabet Søby-Mommark ApS og hhv. Marstal Kommune og Ærøskøbing Kommune, senere (efter kommunalreformen i 2007) alene fra sagsøgte (Ærø Kommune).
Som bilag fremlægges referat fra Økonomiudvalgsmøde afholdt den 4. juni 2002, og som bilag 14 fremlægges skrivelse af 15. juli 2002 fra Ærøskøbing Kommune til Søby-Mommark Ruten. Det fremgår , at støtten til Ø-kort gennemføres ved, at sagsøgte købte billetter for anslået kr. 517.500 årligt forudsat ordningens lovlighed. Som bilag 15 fremlægges skrivelse af 21. juni 2002 fra Søby-Mommark Rutens advokat (med
underbilag) til Trafikministeriet og som bilag 16 fremlægges skrivelse af 19. marts 2002 fra Søby-Mommark Rutens advokat (med underbilag), hvorefter aftalen ifølge sagsøgers oplysninger blev implementeret mellem parterne.
Som bilag fremlægges fællesmeddelelse fra 2019 udstedt af sagsøger og sagsøgte i fællesskab, hvoraf fremgår, at sagsøgte og sagsøger har indgået et billetsamarbejde, hvorefter Ø-kortet kan anvendes frit på begge færgeruter.
Som bilag 18 fremlægges udtræk fra sagsøgers billethåndteringssystem for perioden 2021 til 2023, vedrørende udstedte Ø-kort billetter på sagsøgers færge. Det bemærkes, at sagsøgers billetteringssystem har ikke mulighed for at genskabe data for Ø-kort rabatter i 2019 og 2020, hvorfor dette forsigtigt er ansat til kr. 400.000 i 2020 (i 2019 havde sagsøger kun 10 sejldage, hvorfor der er set bort derfra).
Sagsøger har herefter udstedt rabatterede ø-kortbilletter som følger:

Ø-kort rabat i kr.
2020 400.000
2021 420.755
2022 451.989
2023 439.429
I alt 1.712.173

Sagsøger har imidlertid ikke modtaget tilskud iht. Ø-kortordningen på trods af, at sagsøger uden beregning har befordret passagerer med gyldigt Ø-kort. Sagsøger har således nægtet at give sagsøgte kompensation for disse gratis rejsende, men beholdt det fra staten modtagne tilskud selv.

Vare- og havneafgifter
Både sagsøger og sagsøgte betaler havne- og vareafgifter til sagsøgte (Ærø Kommune) i de byer på Ærø som anløbes, hvilket for så vidt angår havnene på Ærø betyder, at både sagsøger og sagsøgte betaler disse afgifter til sagsøgte, i sagsøgtes egenskab af kommune og havneejer/-operatør.
Sagsøgte modtager således afgifter fra sagsøger, men betaler afgifter sig til sig. Midlerne indgår i sagsøgtes samlede budget og indgår dermed i et eller andet omfang til krydssubsidieringen af sagsøgtes færgedrift.
En af vareafgifterne betales per fragtet lastvogn og bus og er for Marstal havn fastsat af sagsøgte til kr. 90,98 ekskl. moms. Denne vareafgift eksisterede ved sagsøgers opstart af sagsøgers færgerute i 2019.
Imidlertid har sagsøgte senere indført yderligere afgifter. Der er således indført vareafgifter, der betales per fragtet person og bil med henholdsvis kr. 0,69 og kr. 4,18 ekskl. moms, som blev indført af sagsøgte samtidigt med sagsøgers opstart af drift i 2019.
Samlet betaler sagsøger ca. kr. 600.000 per år til sagsøgte i vareafgifter, hvilket reelt betyder at sagsøger understøtter sagsøgte økonomisk, ligesom disse vareafgifter, langsomt men sikkert, forøger sagsøgers tab ved drift af færgeruten.
Pålæggelsen af nye afgifter i 2019 ved sagsøgers opstart af færgeruten var således egnet til, og efter sagsøgers opfattelse båret af, et ønske om at skabe vanskelige økonomiske driftsbetingelser for sagsøger.
Sagsøgte opfordres  til at oplyse hvad årsagen og hjemlen var til pålæggelse af nye havneafgifter i 2019.

Instruks til medarbejdere
I en årrække, har Ærø Kommune haft en instruks, der pålagde medarbejderne hos sagsøgte at disse skulle indhente sin leders tilladelse for at bruge sagsøgers færge ÆrøXpressen ved tjenesterejser, og tilladelse skulle kun gives, hvis medarbejderen derved ville spare betydelig tid.
Sagsøgte opfordres til at fremlægge kopi af denne instruks og oplyse indførelsesdatoen.
Sagsøgte opfordres til at oplyse – for årene fra instruksens indførelsesdato til og med 2024 - (a) hvor mange tjenesterejser, der årligt blev foretaget ved brug af sagsøgtes færger, samt (b) hvor mange tilladelser til brug af sagsøgers færgerute (ÆrøXpressen), der er meddelt sagsøgtes medarbejdere årligt.

Klager
Sagsøger klagede den 31. marts 2023 til Ankestyrelsen over konkurrenceforvridende forhold fra sagsøgtes færgedrift mod sagsøger. Ankestyrelsen afviste at behandle klagen.
Herefter klagede sagsøger den 4. april og 12. april 2023 til sagsøgte, som herefter ved brev af 24. april 2023 anmodede Sundheds- og Indenrigsministeriet om vejledning i sagen. Begge afviste at efterkomme sagsøgers klage.
Den 5. januar 2024 klagede sagsøger til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen (KFST) over mulig konkurrenceforvridende støtte fra sagsøgte til Ærøfærgerne. KFST valgte ikke at gå ind i sagen men afviste af behandle sagen uht. mangel på fornødne ressourcer under henvisning til Konkurrencelovens §15.
Det oplyses, at sagsøger har rejst de af nærværende stævning omfattede problematikker flere gange overfor sagsøgte, senest under et møde den 19. september 2024. Sagsøgte har, ved skrivelse af 11. november 2024 (bilag) afvist at sagsøgtes adfærd er i strid med lovgivningen, hvorfor nærværende stævning er nødvendiggjort.

Anbringender
Sagsøgte har fra begyndelsen af sagsøgers drift gjort det vanskeligt for sagsøger at forblive på markedet for færgedrift. Sagsøgtes aktiviteter har begrænset konkurrencen og undermineret betingelserne for en lige og fair konkurrence inden for færgedrift.
Til støtte for de nedlagte påstande, gøres det helt overordnet gældende, at sagsøgtes handlinger i relation til ovennævnte centrale problemstillinger er i strid med gældende konkurrenceret som værende misbrug af dominerende stilling og ulovlig erhvervsstøtte, og de bagved liggende beslutninger samt opgavevaretagelse er i strid med kommunalretlige og offentligretlige regler herunder kommunalfuldmagten.
Sagsøgtes ageren på disse punkter er derfor illegitim og ansvarspådragende og har påført sagsøger et tab, som skal erstattes.
Disse anbringender uddybes i det følgende:

Konkurrenceretten
1. Misbrug af dominerende stilling og ulovlig erhvervsstøtte
Konkurrenceloven (lovbekendtgørelse 2024-11-03 nr. 1150) regulerer alle markedsaktørers ageren på et givent marked, og har til formål at fremme en virksom konkurrence, jf. §1. Reglerne svarer til de tilsvarende regler i EU-retten, og de danske regler fortolkes så vidt muligt i overensstemmelse med EU-rettens konkurrenceregler.
Konkurrenceloven omfatter enhver form for erhvervsvirksomhed, herunder enhver form for erhvervsvirksomhed, der udføres af en kommune, jf. Konkurrencelovens §2, stk. 1. Begrebet "erhvervsvirksomhed" forstås bredt, hvilket betyder, at enhver økonomisk aktivitet i et marked for varer og tjenester falder ind under loven, uanset om den er udført af en privat eller offentlig aktør og uanset om det genererer overskud eller ej. Drift med underskud betragtes derfor stadig som en erhvervsvirksomhed.
Sagsøgtes færgedrift er således en erhvervsvirksomhed omfattet af Konkurrenceloven.
Støtte ved hjælp af offentlige midler til en erhvervsvirksomhed er også omfattet af Konkurrenceloven, jf. Konkurrencelovens §2, stk. 1. Offentlige midler forstås bredt og omfatter ikke kun statsmidler men også midler fra en kommune. Der skal være tale om 1) offentlige midler, og 2) den økonomiske fordel skal kunne tilregnes staten, en kommune eller en region.
Offentlig støtte omfatter enhver direkte og indirekte økonomisk fordel, som en offentlig myndighed såsom en kommune tildeler bestemte erhvervsvirksomheder og aktiviteter, som favoriserer disse i forhold til andre erhvervsvirksomheder.
Tilskud er et eksempel på en direkte støtte, medens krydssubsidiering og skatte- og afgiftslettelser er eksempler på indirekte støtte. Ved krydssubsidiering forstås, at en virksomhed dækker omkostninger til aktiviteter på et marked gennem indtjening på et andet marked.
Det blev slået fast i EF-Domstolens i sag C-39/94 (Syndicat français de l'Express international) præmis 62, at støtte ydet internt i en koncern var at anse for støtte med offentlige midler. Det gøres gældende, at det samme gælder i nærværende sag for den krydssubsidiering, der sker ved, at sagsøgte dækker underskuddet ved færgedriften med midler fra kommunens øvrige indtægter.
Konkurrencelovens §11a opstiller kriterier for, hvornår KFST kan udstede påbud om at offentlig erhvervsstøtte skal bringes til ophør. Det er i forarbejderne til bestemmelsen antaget, at det ikke er en materiel ændring af reglerne for hvornår erhvervsstøtte med offentlige midler er i strid med konkurrenceretten – særligt Konkurrencelovens §11. Bestemmelsen opstiller således sammen med EU Traktatens (EUT) art 107
om forbud mod statsstøttekriterierne, der skal være opfyldt for, at offentlig erhvervsstøtte er ulovlig.
Konkurrencelovens §11a har følgende ordlyd:
”Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan udstede påbud om, at støtte, der er ydet ved hjælp af offentlige midler til fordel for bestemte former for erhvervsvirksomhed, skal bringes til ophør eller skal tilbagebetales.
Stk. 2. Påbud efter stk. 1 kan udstedes, når støtten 1)direkte eller indirekte har til formål eller til følge at forvride konkurrencen og
2)ikke er lovlig i henhold til offentlig regulering.”
Ved vurderingen af om støtte er lovlig indgår en vurdering af, om alle aktører på markedet har adgang til at opnå del i støtten på lige vilkår. Det gælder også ved vurderingen af, om et lovligt tilskud forvaltes på en måde, således at alle tilskuddet kan vedblive med at være lovligt.
Hvorvidt støtte ydet i form af krydssubsidiering er egnet til at forvride konkurrencen skal afgøres efter fast retspraksis efter det markedsøkonomiske investorprincip, således som dette er anvendt i EU-retten i relation til EUT art. 107.
Ifølge dette princip vurderes en offentlig støtte som ikke-kommerciel, hvis en privat investor under tilsvarende omstændigheder ikke ville have foretaget den samme investering (givet støtten). Med andre ord, hvis en offentlig myndighed investerer i en virksomhed på en måde, som en rationel privat investor ikke ville vælge, anses støtten for egnet til at forvride konkurrencen.
Selvom en offentlig erhvervsstøtte må anses for konkurrenceforvridende, anses den ikke for ulovlig, hvis den har hjemmel i offentlig regulering. Dette skyldes, at forbud mod konkurrencebegrænsende aftaler og misbrug af dominerende stilling (kapitel 2 og 3 i Konkurrenceloven) ikke gælder ”… hvis en konkurrencebegrænsning er en direkte eller nødvendig følge af offentlig regulering”, jf. Konkurrencelovens §2, stk. 2.
Offentlig regulering er bl.a. love såsom Udligningsloven, generelle budgetregler såsom Budgetvejledningen, kommunalfuldmagten, forpligtelser efter EU-forordninger såsom cabotageforordningen, jf. Konkurrencelovens §2, stk. 2. Det afgørende for om en konkurrencebegrænsning fastsat af en kommunalbestyrelse er en ”direkte eller nødvendig følge af offentlig regulering” er en vurdering af, om ”konkurrencebegrænsningen er nødvendig for, at kommunalbestyrelsen kan opfylde de opgaver, den er pålagt i henhold til lovgivning”. Hvis dette ikke er tilfældet, anses offentlig erhvervsstøtte, der er konkurrenceforvridende for ulovlig erhvervsstøtte.
Konkurrencelovens forbud mod misbrug af dominerende stilling findes i §11. Der foreligger misbrug, når en virksomhed bruger metoder, der afviger fra normal konkurrence, jf. præmis 24 i Domstolens afgørelse i sag C-209/10 (Post Danmark mod Konkurrencerådet). En virksomhed med en dominerende position har desuden en særlig forpligtelse til at sikre, at dens adfærd ikke skader en effektiv og uforvredet konkurrence, jf. præmis 57 i sag 322/81 (Michelin I). For at fastslå, at der er sket en overtrædelse af forbuddet, er det ikke nødvendigt at påvise, at misbruget har haft en væsentlig eller mærkbar indvirkning, jf. præmis 74 i sag C23/14 (Post Danmark mod Konkurrencerådet).
En aktør anses for at have en dominerende stilling, når den besidder en økonomisk magtposition, der gør den i stand til at hindre opretholdelsen af effektiv konkurrence på det relevante marked. Dette indebærer, at aktøren i betydelig grad kan udvise uafhængig adfærd over for sine konkurrenter, kunder og i sidste ende forbrugerne. Det er vigtigt at bemærke, at denne magtposition kan være helt eller delvist afledt af lovgivning,
således som det er tilfældet i denne sag, hvor sagsøgte via lovgivning har til opgave at sikre færgedrift til og fra Ærø samt fordeling af tilskud ydet i henhold til Udligningsloven og Finsnasloven (Ø-kortet).
Ifølge praksis fra Kommissionen og EU-domstolen er virksomhedens markedsandel et centralt kriterium for at vurdere, om der er tale om en dominerende stilling. En markedsandel på 50 pct. eller derover kan alene anses som dokumentation for, at aktør på et marked har en dominerende position. Sagsøgte har en markedsandel på 80 %, og det gøres gældende, at sagsøgte dels qua denne markedsandel og dels qua magtposition sagsøgte har som kommune, havneoperatør, og som forvalter af diverse tilskud i henhold til Udligningsloven og Finansloven (Ø-kortet) er at anse for at have en dominerende stilling.

Drift med underskud – krydssubsidiering
Sagsøgtes underskud ved drift af færgefart har været vedvarende og anseeligt i en længere periode. Sagsøgte har alene kunne fortsætte sin erhvervsaktivitet ved at lade dette underskud dække af andre tilskud, skatter og indtægter ved anden virksomhed. Det gøres gældende at der er foreligger indirekte erhvervsstøtte i form af krydssubsidiering ydet ved offentlige midler til en erhvervsvirksomhed.
Drift med underskud og krydssubsidiering er et resultat af, at sagsøgte har solgt færgefragtsydelserne til under markedspris, dvs. at prisen hverken dækker direkte eller indirekte omkostninger forbundet med færgedriften eller giver en vis margin til forrentning og afkast af investeret kapital. Den støtte, som krydssubsidiering er, kan ikke siges at følge det markedsøkonomiske investorprincip, idet en privat investor ikke kan antages at ville have ageret på samme vis som sagsøgte, hvorfor den støtte som krydssubsidieringen er
udtryk for må anses for konkurrenceforvridende, jf. Konkurrencelovens §11a.
Henset til at sagsøgte har en dominerende stilling på markedet, må denne aktivitet også være at anse for det som kaldes for ”predatory pricing”.
Predatory pricing er en praksis, hvor en virksomhed sætter sine priser kunstigt lavt med det formål og den følge at underminere konkurrenter. Konkurrenter risikerer at blive tvunget ud af markedet og praksissen forhindrer nye aktører i at komme ind. Sker dette vil virksomheden kunne hæve priserne igen, når konkurrencen er reduceret.
Predator pricing anses for misbrug af dominerende stilling og forbudt i henhold til Konkurrencelovens §11.
Sagsøgtes drift med underskud og undladelsen af at fastsætte prisen for færgeoverfart til en markedspris er således misbrug af dominerende stilling og i strid med Konkurrencelovens §11.
Det er sagsøgtes ansvar at sikre, at der er en færgeforbindelse til og fra Ærø, og det er også hensigten, at sagsøgte sikrer at driften sker så effektivt og til priser, der kan konkurrere med landevejstransport (Landevejsprincippet). Der er dog intet sted hjemmel til, at sagsøgte opfylder dette ved at sætte prisen for færgeoverfart på sagsøgtes færger under markedspris og drifte med underskud i en længere årrække. Det samme gør sig gældende for fjernelsen af olietillægget i december 2024. Drift med underskud er således ikke lovlig i henhold til offentlig regulering, herunder en direkte og nødvendig følge for at kommunalbestyrelsen kan opfylde de opgaver der er pålagt den i henhold til lovgivningen.
Drift med underskud samt undladelsen af at fastsætte fragtprisen til markedsprisen er således ulovlig erhvervsstøtte og misbrug af dominerende stilling.

Udligningsloven
Foreløbigt antages det, at tilskudsordningerne i Udligningslovens §§20 – 21b er hjemlet i lov, og ikke udgør ulovlig statsstøtte. Det følgende vil således alene angå sagsøgtes forvaltning af tilskud samt opgaven under Udligningsloven. Det gøres gældende, at sagsøgte ved fordelingen af tilskuddet har favoriseret egen erhvervsvirksomhed og dermed ydet ulovlig erhvervsstøtte og misbrugt dominerende stilling.
ad Udligningslovens §21
Tilskuddet efter denne bestemmelse afhænger blandt andet af sejldistance, antallet af passagerer og transport af gods, og angår derfor i sin kerne udførslen af færgedrift. Den variable del af tilskuddet er således i en vis udstrækning afhængig af, hvor omfattende en færgeaktivitet, der pågår til og fra Ærø. Denne aktivitet er sagsøgte ikke ene om at udføre, og sagsøgers aktivitet indgår også ved tilskuddets beregning.
Det gøres gældende, at allerede af den grund, skal sagsøger ligestilles med sagsøgte ved fordelingen af tilskuddet til betaling af udgifter forbundet med færgedrift.
Det gøres også gældende, at sagsøgte er berettiget til at modtage en andel af den variable del af §21 tilskuddet svarende til sagsøgtes andel af de færgedriftsrelaterede data, der indgår ved beregningen af tilskuddet.
Ad Udligningslovens §21a
Sagsøgte skal sikre, at konkurrencelovens regler overholdes ved fordelingen af tilskuddet udbetalt i henhold til Udligningslovens §21a og aftalen indgået med sagsøgte. Det gøres gældende, at den ensidige regulering af tilskuddet til sagsøger under henvisning til mangel på tilladelses til farligt gods og sejldistance ikke har hjemmel i lov, og er at anse for misbrug af dominerende stilling og ulovlig erhvervsstøtte.
Tilsvarende gøres gældende for sagsøgtes fastsættelse af tilskud til de forskellige kategorier af godstransportører.
Ad Udligningslovens §21b
Det gøres gældende, at sagsøgte ved beregningen af tilskud i henhold til §21b skal anvende sejldistancerne, der fremgår af Danmarks Statistik. Ved at anvende sejldistancer fra en ukendt kilde, som afviger væsentligt fra sejldistancerne angivet af Danmarks Statistik, misbruger sagsøgte sin dominerende stilling og udbetaler ulovlig erhvervsstøtte til sin egen færgedrift.

Ø-kortordningen
Ø-kortordningen har hjemmel i Finansloven. Det gøres gældende, at midlerne skal bruges til at kompensere færgeoperatører for den manglende betaling af billetprisen, som ø-kortordningen medfører. Det er ikke et generelt tilskud til en kommune, men er et tilskud med dette specifikke formål.
Sagsøgte har da også historisk udbetalt en privat færgeoperatør kompensation for manglende betaling af billetpris under ø-kort ordningen.
Det er konkurrenceforvridende, hvis alle erhvervsdrivende på et relevant marked ikke har adgang til en – ellers – lovlig støtte. Det gøres gældende, at det som følge heraf er konkurrenceforvridende at afvise at dække at kompensere sagsøgers manglende betaling af billetpris under ø-kort ordningen. Sagsøger er en privat færgeoperatør, der er berettiget til at få kompensation under ø-kortordningen.
Afvisningen og udbetalingen af hele kompensationen af ø-kortordningen til sig selv udgør misbrug af dominerende stilling og ulovlig erhvervstøtte.

Vare- og havneafgifter
Indførelsen af afgifter på person og biltransport belaster i princippet sagsøger og sagsøgte på samme vis.
Afgifterne betales imidlertid af sagsøgte til sig selv og den indkomst som sagsøger får ind bl.a. fra denne indkomst går bl.a. til krydssubsidiering af sagsøgtes underskud. Betalingen er med andre ord cirkulær og nettobelastningen for sagsøgte er kr. 0, mens afgiften belaster sagsøger krone-for-krone.
Indførelsen af afgifter på person og biltransport må som følge heraf anses for ulovlig som misbrug af dominerende stilling.

Instruks til medarbejdere
Instruksen til sagsøgtes medarbejdere om, at de ikke må anvende sagsøgers færge uden tilladelse, er at sidestille med det, der er kendt som en ”køb dansk klausul”.
En "køb dansk klausul" refererer til en betingelse, der i retspraksis har været i offentlige kontrakter eller aftaler, hvor det blev angivet, at kun danske virksomheder eller produkter må deltage eller blive anvendt ved opfyldelsen af kontrakten.
En ”køb dansk klausul” er problematisk, da den potentielt kan begrænse konkurrencen ved at udelukke udenlandske leverandører fra det danske marked. Dette kan føre til en skævvridning af den normale konkurrence og reducere incitamentet til innovation og effektivitet, da lokale virksomheder kan føle sig sikret mod udenlandsk konkurrence.
Derudover kan sådanne klausuler være i strid med forbuddet mod diskriminering og restriktioner på fri bevægelighed af varer, tjenesteydelser, kapital og personer i henhold til EU-retten. Hvis en sådan klausul ikke kan retfærdiggøres på grundlag af legitime offentlige interesser, kan den også betragtes som ulovlig statsstøtte.
Det er ikke en ”køb dansk klausul”, der findes i instruksen, men det gøres gældende, at instruksen har samme skadevirkning som en sådan klausul.
Den forhindrer således, at sagsøger kan konkurrere med sagsøgte om transport af sagsøgtes medarbejdere.
Instruksen gælder ganske vist kun for tjenesterejser, men det gøres gældende, at det må antages, at en sådan instruks også vil have afsmittende effekt for medarbejdernes præferencer i ved private rejser. Instruksen er misbrug af dominerende stilling.
Det er også en indirekte støtte til egen erhvervsvirksomhed, idet tjenesterejserne sendes til eget færgeselskab. Sådan støtte er konkurrenceforvridende og uden hjemmel i lov.

Den generelle lovlighed af sagsøgtes aktiviteter
1. Legalitetsprincippet mm.
Det bemærkes, at samtlige sagsøgtes aktiviteter og foranstaltninger, i kraft af legalitetsprincippets hjemmelskrav, skal være legitimeret i lov eller en anden anerkendt retskilde, herunder f.eks. kommunalfuldmagten samt Finansministeriets budgetvejledning, ligesom sagsøgte, i kraft af det offentligretlige lighedsprincip, skal behandle væsentligt lige forhold ens, i retlig henseende.
Disse principper fungerer bl.a. som et værn mod usaglig forskelsbehandling og sikrer, at sagsøgte træffer afgørelser på et lovligt, sagligt og ensartet grundlag, uden ubegrundet forskelsbehandling.
Det gøres selvstændigt gældende, at sagsøgtes konkrete ageren som færgeoperatør i den konkrete situation helt generelt er i strid med legalitetsprincippet, ligesom sagsøgtes ageren specifikt er i strid med lighedsprincippet og i strid med de grundlæggende principper for en offentlig myndigheds udøvelse af kommercielle aktiviteter.
Det gøres i den forbindelse gældende at (i) sagsøgtes underskudsgivende færgedrift, og (ii) sagsøgtes
manglende tildeling af en del af den variable del af §21-støttemidlerne til sagsøger og (iii) sagsøgtes nægtelse af at kompensere sagsøger i forbindelse med Ø-kortstøtteordningen er strid med legalitetsprincippets hjemmelskrav, ligesom sagsøgte optræder usagligt og i strid med lighedsprincippet og de grundlæggende principper for en offentlig myndigheds udøvelse af kommercielle aktiviteter.
Sagsøgtes ageren på disse punkter er derfor illegitim og ansvarspådragende og har påført sagsøger et tab,
som skal erstattes.
Om de nævnte pkt. (i) til (iii) aktiviteter bemærkes følgende:
2. Sagsøgtes underskudsgivende færgedrift (i)
Det bemærkes, at sagsøgtes kommunale færgedrift siden 2019 (formentlig længere) har været krydssubsidieret ved bevillinger på sagsøgtes budget og afholdelse af udgifter til færgedrift.
Som bilag 20 fremlægges Konkurrencerådets rapport om offentlige aktiviteter på kommercielle markeder fra maj 2016.
Som det fremgår heraf (s. 9, afsnit 1.3):
”Når offentlige aktører har aktiviteter på kommercielle markeder, er der en risiko for, at konkurrencen forvrides.
Prisdannelsen på et marked vil afhænge af en række forhold, herunder graden af konkurrence på det pågældende marked.
[…]
Når en offentlig aktør deltager på et kommercielt marked, er det afgørende, at prisen fastlægges, så den er konkurrenceneutral. Konkurrenceneutralitet betyder, at prisen på de offentlige ydelser fastsættes således, at den offentlige aktør ikke opnår en konkurrencemæssig fordel som direkte følge af det offentlige ejerskab. Det er fx et hensyn, at der ikke krydssubsidieres mellem de offentligt finansierede aktiviteter og de kommercielle aktiviteter. Dette indebærer blandt andet, at den offentlige aktør skal medregne en andel af de faste omkostninger ved prissætning af de kommercielle aktiviteter. Derudover forudsætter konkurrenceneutralitet, at der i prissætningen korrigeres for, at offentlige aktører kan have skattefordele, bedre lånemuligheder, eller være omfattet af mindre restriktiv regulering. Derudover forudsætter neutralitet, at den offentlige aktør medregner et passende afkast, dvs. en passende forrentning af den investerede kapital.”
Det er således som udgangspunkt et krav, at sagsøgte driver sin færgevirksomhed på en konkurrenceneutral måde, dvs. bl.a. på en måde som ikke indebærer krydssubsidiering, ligesom det er er et krav at sagsøgte skal have et passende afkast af den investerede kapital. Det er et krav, at sagsøgte agerer som kommune, og herunder driver sin virksomhed og fastsætter sine priser, så disse krav stedse opfyldes.
Om en kommunes muligheder for at drive kommercielle aktiviteter antages det (s. 53) videre helt overordnet, at kommunale kommercielle aktiviteter kan være foreneligt med kommunalfuldmagten, ligesom det anføres:
”Salg vil i givet fald skulle ske til markedsprisen. Som supplement til de overordnede principper er udarbejdet en vejledning i omkostningskalkulationer, som er optaget i kommunernes budget- og regnskabssystem. Formålet med vejledningen er blandt andet at sikre, at alle omkostninger medregnes. Det bemærkes, at vejledningen ikke er bindende.”
Det er således, i forlængelse af kravet om konkurrenceneutral drift, et helt generelt krav ved sagsøgtes udøvelse af kommercielle aktiviteter, at sagsøgtes salg af færgeydelser skal ske til markedsprisen.
Det bemærkes endvidere, at det eksplicit fremgår af Finansministeriets budgetvejledning 2021 (som trådte i kraft den 27. april 2021 – Bilag 21) om prisfastsættelse for statslige institutioners salg af varer og ydelser (afsnit 2.3.2, s. 44 fremlægges alene som ekstrakt) at ”For institutioners salg af varer og ydelser gælder som udgangspunkt, at prisen på den enkelte vare og ydelse fastsættes således, at der ikke sker konkurrenceforvridning over for private eller offentlige konkurrenter, og således at omkostningerne dækkes.
Såfremt institutionen har monopol eller befinder sig i en monopollignende situation, udgør den pris der sikrer dækning af omkostningerne samtidig et maksimum for prisfastsættelsen på den pågældende vare eller ydelse, når afsætningen sker i Danmark.
Hvor institutionen afsætter varer eller ydelser på et marked præget af konkurrence, kan indtægterne herved overstige omkostningerne. Der skal således medregnes de omkostninger i prisen, som er nødvendige for at sikre lige konkurrence med private udbydere, ligesom der skal
indregnes en fortjeneste, svarende til hvad der vil være sædvanligt for en privat udbyder. I de tilfælde hvor det er muligt at identificere en markedspris, udgør denne dog institutionens minimumspris. Det akkumulerede resultat bør som udgangspunkt ikke være negativt fire år i træk for hver enkelt type af vare eller ydelse under den almindelige virksomhed. For indtægtsdækket virksomhed må det akkumulerede resultat ikke være negativt fire år i træk, jf. punkt 2.6.8.2 Disponeringsregler (Indtægtsdækket virksomhed).
Der kan gøres undtagelse herfra i særlige tilfælde. Dette gælder områder, hvor en fuldt dækkende prisfastsættelse ville hindre formålet med ydelsen, og hvor f.eks. sociale, miljømæssige eller lignende hensyn konkret tilsiger en lavere omkostningsdækning.
Hvis institutionen sælger fællesstatslige løsninger mv., fastsættes prisen, så der sker dækning for omkostningerne ved produktion af ydelsen. Det skal fremgå af særlig bevillingsbestemmelse i finanslovens anmærkninger, hvilke ydelser der sælges som fællesstatslige løsninger.
Institutionen undersøger, om varen eller ydelsen skal pålægges salgsmoms.
Der henvises til Vejledning om prisfastsættelse, som er optaget i ØAV.”
Økonomistyrelsen har udstedt Vejledning om prisfastsættelse fra august 2022 (Bilag), som indeholder de generelle retningslinjer for hvordan statslige institutioner skal prissætte deres varer og ydelser.
Vejledningen omfatter såvel varer og ydelser, der udbydes i konkurrence med private aktører, som andre varer og ydelser, hvor der gælder særskilte retningslinjer. Af vejledningen fremgår, under henvisning til budgetvejledningen jf. ovenfor (s. 6), at ”For varer og ydelser, der afsættes på et marked præget af konkurrence, kan indtægterne overstige omkostningerne. Sker afsætningen som led i indtægtsdækket virksomhed, må det akkumulerede resultat ikke være negativt i fire år i træk.
Tilsvarende bør som udgangspunkt gælde for kommercielle aktiviteter under den almindelige virksomhed.”
Det fremgår endvidere (s. 7-7) at

”2.2 Undgå konkurrenceforvridning
Statsinstitutioner skal udbyde varer og tjenesteydelser til priser, der ikke er konkurrenceforvridende over for private eller offentlige konkurrenter.
I de tilfælde, hvor det er muligt at identificere en markedspris, udgør denne institutionens minimumspris.
Som statsinstitution gælder en række vilkår, som adskiller sig fra de vilkår, som en privat udbyder ville være underlagt. For at sikre lige konkurrence med private udbydere er der derfor en række omkostninger, som institutionen muligvis ikke skal afholde, men som alligevel skal medregnes i prisen på produktet eller ydelsen.”
Det fremgår endvidere (s. 10):
”2.2.4 Kommercielt afkast
Hvis en institution ikke har monopol på levering af en vare eller ydelse eller befinder sig i en monopollignende situation, skal institutionen indregne en fortjeneste, der som minimum skal svare til, hvad der vil være sædvanligt for en privat udbyder.
Størrelsen på fortjenesten må ses i lyset af markedssituationen. Derfor skal institutionen undersøge markedssituationen for produktet eller ydelsen og tage stilling til en passende fortjeneste, herunder under hensyn til hvor risikopræget markedet for produktet eller ydelsen er.
Institutionen skal således benytte en metode til at opgøre et mål for indtjening, som afspejler de branchespecifikke markedsforhold.”
Det bemærkes, at om end budgetvejledningen og prisfastsættelsesvejledningen efter sit indhold regulerer statslige institutioner, da antages de grundlæggende principper at være gældende også for kommuners forvaltning af midler.
Det gøres gældende, at sagsøgtes stærkt underskudsgivende drift af sagsøgtes færger er i strid med legalitetsprincippets hjemmelskrav, idet sagsøgtes mangeårige underskudsgivende drift er i strid med almindelige regler for offentlig udøvelse af kommerciel virksomhed, som fastsat af staten.
Det forhold, at sagsøgte driver en underskudsgivende færgedrift i konkurrence med sagsøger indebærer krydssubsidiering og forfordeling af sagsøgtes færgedrift (på bekostning af sagsøger), ligesom sagsøgte ikke sikrer konkurrenceneutralitet, salg til markedspris eller opnåelse af et forretningsmæssigt afkast.
Det bemærkes, at sejlafstanden mellem sagsøgers rute (Rudkøbing-Marstal) er ca. 17 km, mens sejlafstanden på sagsøgtes rute (Svendborg-Ærøskøbing) er ca. 22,5 iht. Danmarks Statistik. Sagsøgtes primære rute er således ca. 32% længere end sagsøgers sejlrute billetpriser. Som bilag fremlægges udskrift fra hhv. sagsøgers og sagsøgtes hjemmeside med gældende billetpriser pr. 1. januar 2025.
Herfra kan sammenstilles følgende billetpriser:
Som det fremgår, er sagsøgtes billetpriser konsekvent billigere end sagsøgers billetpriser, bortset fra 2 billettyper hvor prisen er ens (Børn (4-15 år) og sportsrejser børn), og det på trods af, at sagsøgtes sejlrute er mere end 30% længere end sagsøgers sejlrute, ligesom sagsøgte sejler med 2 tvillingefærger (med deraf følgende langt højere anlægsudgifter), ligesom sagsøgtes færge har en mindre catering facilitet.
Sagsøgtes billetpriser er således gennemsnitligt 15,4% billigere end sagsøgers priser, varierende i spændet fra 2,2% billigere til 37,8% billigere, afhængig af billettype. Hertil kommer eksempelvis, at sagsøgte i december 2024 yderligere sløjfede sit energitillæg, hvorved sagsøgtes passagerer opnåede endnu billigere billetpriser.
Det forekommer oplagt, at sagsøgte bevidst og kunstigt fastholder en billetpris som er væsentligt lavere end markedsprisen, hvorved sagsøgte ikke blot skaber underskud på færgedriften, som inddækkes af sagsøgtes øvrige midler, men ej heller sikrer konkurrenceneutralitet og et rimeligt afkast.
Begge dele er i strid med reglerne for en kommunes udøvelse af kommercielle aktiviteter og dermed i strid med legalitetsprincippet.
Sagsøgtes manglende tildeling af en del af den variable del af §21-støttemidlerne til sagsøger.
Som det er fremgået, har Indenrigs- og Sundhedsministeriet i skrivelse af 12. april 2023 til Udvalget for Landdistrikter og Øer 2022-23 (bilag 7) fastslået, at det er sagsøgtes (kommunalbestyrelses) ansvar, at prioritere anvendelsen af §21- ilskuddene ”….under hensyntagen til lokale forhold”.
Det bemærkes, at den variable del af §21-tilskuddene tildeles sagsøgte og de øvrige 2 ø-kommuner forholdsmæssigt ud fra en fordelingsnøgle, der tager hensyn til antal passagerer, transport af gods og sejldistance på de færgeruter, der betjener de tre kommuner. Det bemærkes, at sagsøger står for ca. 20% af besejlingen af Ærø, og det dermed er sagsøgers sejlads, som udløser ca. en femtedel af den del af den variable del af §21-tilskuddet til tilfalder sagsøgte.
Det gøres gældende, at sagsøgtes nægtelse af at tildele sagsøger andel i dette tilskud er i strid med sagsøgtes ansvar for at prioritere anvendelsen af §21-tilskuddene under hensyntagen til lokale forhold.
Det er et lokalt forhold, at en stor del af den variable del af §21-støtten rent faktisk opnås pga. sagsøgers besejling af Ærø.
Det er desuden et lokalt forhold, at sagsøger besejler Ærø i direkte konkurrence med sagsøgte.
Det er ligeledes et lokalt forhold, at sagsøgte rent faktisk besidder en dominerende stilling i konkurrenceretlig forstand, som ikke må misbruges.
Ligeledes bemærkes, at sagsøgte anvender (bl.a.) den modtagne §21-støtte til at udbyde billetter til under markedspris og til at understøtte en underskudsgivende færgedrift. Sagsøgtes prioritering af de modtagne §21-støttemidler er således i strid med grundlæggende offentligretlige regler og en forfordeling af sagsøgtes egen færgedrift på sagsøgers bekostning.
Derved tager sagsøgte i sin prioritering af anvendelsen af §21-støttemidlerne overhovedet ikke noget hensyn til de lokale forhold, men vælger alene at tilgodese sin egen kommunale færgedrift.
Dette er usagligt og dermed ulovligt, og sagsøgtes kommunalbestyrelse forsømmer at opfylde sit legale ansvar for at prioritere anvendelse af §21-støtten i overensstemmelse med de lokale forhold.
Sagsøgers nægtelse af at kompensere sagsøger i forbindelse med Ø-kortstøtteordningen

Som det er fremgår, har sagsøgte tidligere købt billetter hos færgeruten Søby-Mommark for et anslået beløb på kr. 517.500 årligt til understøtning af Ø-kort passagerer på færgeruten Søby-Mommark.
Efter idriftsættelse af Sagsøgers færgerute, har sagsøgte nægtet at give sagsøger andel i de fra staten modtagne støttemidler for Ø-kortordningen, på trods af, at sagsøger har honoreret passagerer med Ø-kort.
Denne nægtelse er sket, på trods af at sagsøger rent faktisk som operatør anså sig forpligtet til at understøtte Ø-kortordningen, og således befragtede indehavere af Ø-kortet gratis til og fra Ærø, jf. også den udstedte fællesmeddelse.
Det gøres gældende, at sagsøgtes nægtelse af finansielt at kompensere sagsøger for dennes understøttelse og gennemførelse af Ø- ortordningen er i strid med lighedsgrundsætningen, da sagsøgte tidligere har understøttet en privat færgeoperatør i en tilsvarende situation.
Det gøres ligeledes gældende, at årsagen til nægtelsen heraf må antages at skyldes et ønske fra sagsøgte om ikke at understøtte sagsøgers private færgerute økonomisk, hvilket er usagligt.
Sagsøgte opfordres (13) til at redegøre for årsagen til, at sagsøgte nægtede at kompensere sagsøger for sagsøgers understøtning af Ø-kortordningen og påvise hjemlen til denne beslutning.

Ansvar og erstatning.
Som det er fremgået ovenfor, da udfoldes sagsøgtes færgeaktiviteter og foranstaltninger desangående i strid med konkurrencelovens forbud mod misbrug af dominerende stilling og ulovlig erhvervsstøtte, og legalitetsprincippets hjemmelskrav, lighedskravet samt kravet om saglighed i forvaltningen.
Forvaltningsudøvelse i strid med legalitetsprincippet og konkurrenceretten er ansvarspådragende for sagsøgte, og sagsøgtes mangeårige færgedrift og nægtelse af at give sagsøger lige vilkår og samme støttemuligheder som andre operatører og som sagsøgtes egen færgedrift, har forårsaget økonomiske tab hos sagsøgte.
Sagsøger har således ikke har været i stand til at drive sin virksomhed med et sædvanligt driftsherreoverskud, dels idet sagsøgtes lave billetpriser har forhindret sagsøger i at skabe en attraktiv transportmulighed for kunderne og dermed en profitabel forretning, ligesom manglende andel i §21-støtte samt Ø-kort støtte, har udsultet sagsøger økonomisk til et punkt, hvor sagsøger reelt er konkurstruet uden kontinuerlig tilførsel af kapital fra sagsøgers investorer.
Som bilag 24 fremlægges sagsøgers årsrapport for årene 2018-2023, idet bemærkes, at sagsøgers første reelle driftsår var kalenderåret 2018.
Som det fremgår har sagsøger i perioden 2018-2023 realiseret et driftsmæssigt underskud før skat på samlet kr. 22.286.877.
Det bemærkes desuden, at sagsøgers egenkapital i perioden fra 2018 til 2022, som følge af de svigtende afkast, er reduceret fra cirka 9,9 mio. kr. til en negativ egenkapital på ca. – 5,0 mio., hvorpå sagsøger i 2023 har måttet foretage en re-kapitalisering af selskabet i form af en kapitalforhøjelse på kr. 21.020.000 (delvist kontant, delvist ved gældskonvertering) for finansielt at kunne opretholde sagsøgers færgedrift.
I modsat fald var sagsøger formentlig blevet taget under konkursbehandling.
Det gøres gældende, at sagsøgtes ageren som kommune og færgeoperatør er årsag til, eller i hvert fald en medvirkende årsag til, at sagsøger ikke har kunnet realisere et overskud på sin færgedrift, og at erstatningsbetingelserne derfor er opfyldt.
Sagsøgers beregnede tab (inkl. sædvanligt driftsherreafkast på 7% af investeret kapital) udgør herefter i alt kr. 42.735.065, som fremkommer således: Der tages forbehold for at indtale yderligere krav for 2024, når regnskabet foreligger, ligesom der tages forbehold for tab fra 1. januar 2025 og frem.

Opsummering
Til støtte for de nedlagte påstande gøres det gældende,
at sagsøgte er konkurrent til sagsøger og indtager en dominerende stilling på markedet for besejling af Ærø, at sagsøgtes manglende tildeling til sagsøger af den del af den variable del af støttemidler til sagsøger som udgøres af sagsøgers trafik og besejling af Ærø, udgør et misbrug af sagsøgtes dominerende stilling, idet man beholder støttemidlerne selv til understøtning (krydssubsidiering) af den underskudsgivende drift af sagsøgtes kommunale færgerute;
at sagsøgte (via kommunalbestyrelsen) i øvrigt er forpligtet til at anvende den variable del af §21- tilskuddene under hensyntagen til lokale forhold, hvorunder må indfortolkes at der skal tages hensyn til andre lokale private færgeoperatører, ligesom sagsøgte må forholde sig aktivt til sagsøgtes stilling som konkurrent med dominerende stilling på markedet;
at sagsøgtes manglende fordeling af støtte til sagsøgers nedsættelse af billettakster for indehavere af Ø-kort, udgør (i) et misbrug af sagsøgtes dominerende stilling, idet man beholder støttemidlerne selv til understøtning af den underskudsgivende drift af sagsøgtes kommunale færgerute og (ii) et brud på det forvaltningsretlige lighedsprincip, idet sagsøgte ikke – i lighed med tidligere praksis for så vidt angår Søby-Mommark ruten – fordeler Ø-kort støtten til andre private færgeoperatører;
at sagsøgtes manglende (i) tildeling til sagsøger af den del af den variable del af støttemidler til sagsøger som udgøres af sagsøgers trafik og besejling af Ærø og (ii) tildeling af støtte til sagsøgers nedsættelse af billettakster for indehavere af Ø-kort, begge er i strid med legalitets-
/hjemmelsprincippet som gælder for sagsøgtes udøvelse af forvaltningsvirksomhed;
at sagsøgte, som følge af sagsøgtes brud på konkurrencelovgivningen (misbrug af dominerende stilling og ulovlig erhvervsstøtte) og de almindelige forvaltningsretlige principper, er erstatningspligtig overfor sagsøger for et beløb svarende til den nedlagte påstand, idet erstatningsbetingelserne i øvrigt er opfyldt;
at sagsøgte endvidere skal tilpligtes at anerkende at sagsøgte i fremtiden skal tildele til sagsøger den del af den variable del af støttemidler som sagsøgte modtager iht. Udligningslovens §21 i et forhold som modsvarer den forholdsmæssige andel af sagsøgers trafik og besejling af Ærø sammenlignet med anden trafik og besejling af Ærø.

Processuelle meddelelser:
I relation til retsplejelovens §348, stk. 2, nr. 6 er det sagsøgerens opfattelse:
at der ikke er anledning til at bestemme, at sagen skal afgøres af tre dommere, jf. Rpl. §12, stk. 3, at der ikke er anledning til at bestemme, at retten under hovedforhandlingen skal tiltrædes af to sagkyndige medlemmer, jf. Rpl. §20,
at der ikke er anledning til at henvise sagen til behandling ved Landsretten, jf. §Rpl. §226 eller Søog Handelsretten, jf. §227.
På et forberedende retsmøde jf. retsplejelovens §353, vil hovedforhandlingen – afhængig af sagsøgtes svar på nærværende stævning – som udgangspunkt kunne berammes til afholdelse efter sagsøgers afgivelse af yderligere et processkrift.
Sagsøger er momsregistreret.

Bevisligheder:
Sagsøger støtter ret på de med stævningen fremlagte dokumentbeviser.
På nuværende tidspunkt kan sagsøger ikke angive om afgivelse af partsforklaring vil være relevant, herunder om sagsøger ønsker at føre vidner, men der tages forbehold for begge dele.

Martin Skovbjerg
Advokat (L)

_____

NOTE: Ærø Dagblad har ikke medtaget bilag, de kan findes i kommunalbestyrelsens dagsordener