Museumsdirektør David Thygesen-Tashev fra Marstal Søfartsmuseum protesterer i et brev til kommunen mod de fortsatte tanker om en sammenlægning med Ærø Museum.
Brevet bringes her i sin fulde længde:
Til Ærø Kommunalbestyrelse
Marstal Søfartsmuseum har erfaret, at museet ved sidste kommunalbestyrelsesmøde ufrivilligt blev blandet ind i en diskussion om Ærø Museum og Søbygård.
På mødet blev der fremsat et fusionskrav fra Ærø Museum, som betingelse for, at Ærø Museum ville gå med til Kommunalbestyrelsens plan for Søbygård.
For en ordens skyld skal jeg gøre klart, at Marstal Søfartsmuseum IKKE er interesseret i en fusion.
Marstal Søfartsmuseum har et varemærke og en unik profil, som ikke bare er kendt uden for Ærø, men som også er kendt udenfor Danmark. Vi bliver rost for vores klare linie som et af de få søfartsmuseer, der efterhånden er tilbage i Danmark. Vi ønsker ikke at vores unikke profil som specialmuseum skal blive udvandet.
Marstal Søfartsmuseum bliver hvert år tilgodeset med betydelige beløb i arv og gaver, netop fordi vi har denne unikke profil. Disse vil med stor sandsynlighed bortfalde, hvis der sås tvivl om vores selvstændighed, og hvis vores profil begynder at afvige fra kursen.
Jeg skal også gøre opmærksom på, at det IKKE er et krav fra Slots og Kulturstyrelsen, at museerne skal lægges sammen.
Dette er heller ikke nævnt i museernes seneste Kvalitetsvurdering fra samme styrelse.
I vores Kvalitetsvurdering står der således på side 4 om Marstal Søfartsmuseum:
a) Kommunen oplever at have et tæt og velfungerende samarbejde med museet, og at museet er en væsentlig kulturel aktør på Ærø i formidling af øens maritime historie for lokale og turister. Der er i kommunen stor tilfredshed med museets drift.
b) Det er en formuleret målsætning i museets strategi at forblive et selvstændigt statsanerkendt museum. Også kulturpolitisk i Ærø Kommune ønskes museets selvstændighed fastholdt.
Desuden vil jeg fremhæve, at i et år, hvor vores kolleger i resten af landet har klaget over besøgstallene, har vi i år haft 18.017 besøgende på Marstal Søfartsmuseum – og det endda på trods af 4 måneders nedlukning, og inden vi har taget hul på årets sidste kvartal.
Indtægterne ser ligeledes fornuftige ud, med foreløbigt 977.225 kr. i entre.
Vi har noget unikt og populært på Marstal Søfartsmuseum og er en af Ærøs absolut største turistattraktioner.
På Eriksens Plads har vi i løbet af sommeren rigtig mange arrangementer til gavn for både turister og borgere på Ærø.
Jeg skal derfor understrege, at det er i vores interesse at holde den sikre kurs som Marstal Søfartsmuseum befinder sig på og sikre, at Marstal Søfartsmuseum forbliver et selvstændigt og veldrevet museum.
Med venlig hilsen
David Thygesen-Tashev
Museumsdirektør
Marstal Søfartsmuseum