Eleverne på Marstal Skole er overordnet glade for skolen, klassen og lærerne, men trivslen er faldet i 4.-9. klasse fra sidste skoleår til i år — især blandt pigerne. Det viser den nationale trivselsmåling for skoleåret 2025/2026, hvor 94 elever i 0.-3. klasse og 193 elever i 4.-9. klasse har svaret.
Hos de mindste går det den anden vej: Flere elever i 0.-3. klasse er blevet gladere for at gå i skole end året før. Blandt de ældre er der derimod sket et lille fald på tværs af det hele — faglig trivsel, social trivsel, støtte, ro og orden og den generelle trivsel.
4 ting
Målingen peger på områder, skolen fortsat vil arbejde med:
* Arbejdsro, koncentration og forstyrrelser i timerne.
* Elevernes motivation, medbestemmelse og oplevelse af støtte i undervisningen.
* Trygheden i fællesskabet, herunder ensomhed og frygten for at blive gjort til grin.
* De fysiske rammer, særligt toiletterne.
Fremad
Hvert klasseteam har derfor ved skoleårets start lavet lokale trivselsplaner ud fra den enkelte klasses resultater. Oven i det har Marstal Skole sat 3 indsatser i gang:
* En proces med Kompetencehuset Heckmann om bedre teamsamarbejde og bedre undervisningstimer.
* Uddannelse af 2 trivselsvejledere og 1 ordblindevejleder, som alle også løser konkrete opgaver på skolen.
* En udviklingsproces mod en ny, modulopdelt skoledag fra skoleåret 2027/28 med mere ro, færre skift og bedre plads til faglig fordybelse.
Resultaterne bruges også til en samlet vurdering af undervisningsmiljøet, som skolen færdiggør sammen med elevrådet.
Se mere HER.
