Hvem vil ikke gerne beskytte gravide og børn. Ifølge Ærøs administration er det formålet med et nyt Borgerforslag, som hyldes både på kommunens hjemmeside og på Facebook. Men andre forslag fra borgere er ikke blevet fremhævet, tværtimod var de hengemt dybt nede på kommunens hjemmeside.
Administrationen i Ærø kommune er generelt professionel, men især på miljø-området og på byudvikling er der en alvorlig politisering, hvor administrationen drejer de 15 kommunalpolitikere i den retning, som indflydelsesrige medarbejdere har af private holdninger.
I det daglige sker det i indstillingerne til dagsorden-punkter i udvalg og til kommunalbestyrelsen.
Det er adminstrationen som sidder med al baggrundsinformation, og derfor er politikerne helt afhængige af objektiv information hvor konsekvenser beskrives præcist og uden fordrejninger.
Og i kort form, for politikerne er, udover borgmesteren, ikke ansatte i kommunen, og de har derfor begrænset tid - og der er flere hundrede sider at tage stilling til hver uge.
Borgerforslaget
Det er sjældent, at administrationens politisering er så tydelig som i det nye Borgerforslag. Ærø Dagblads anke er ikke selve forslaget, det er sikkert udmærket, men det er den manglende neutralitet.
Administrationen skriver:
"Et nyt borgerforslag sætter fokus på bedre beskyttelse mod pesticider på Ærø. Studier viser, at pesticider kan øge risikoen for alvorlige sygdomme som Parkinsons sygdom, autisme og bestemte kræftformer."
"Forslaget opfordrer til:
Varsling af beboere, skoler og daginstitutioner inden for 500 meter af det område, der sprøjtes. Oplysning til kommunen om hvilket pesticid der anvendes (inkl. registreringsnummer og dosis).
Formålet er at skabe større tryghed og gennemsigtighed for Ærøs borgere, især børn og gravide, der er særligt sårbare over for eksponering."
Administrationen opfordrer derefter til at stemme for Borgerforslaget.
Hvad er Borgerforslag
i 2019 blev det et krav til kommunerne, at give mulighed for, at borgere kan oprette et Borgerforslag, som kommunalbestyrelsen skal behandle hvis forslaget får tilstrækkelige stor opbakning.
På Ærø er det 217 personer der skal bakke op om forslaget. Tallet er valgt fordi det er det antal stemmer, der skulle til for at blive valgt til Kommunalbestyrelsen ved kommunevalget i november 2021.
Hidtil har ingen borgerforslag fået nok støtte på Ærø - men med administrationens aktive støtte er der måske for første gang mulighed for vedtagelse....
Borgerforslag i kommuner er primært reguleret af Kommunallovens paragraf 4 b.
___
Kommentar af redaktør Carsten L. Schmidt