Den 3. november besluttes det om den tidligere borgmester Vilhelm Andersens grunde og penge skal overgå til Ærøskøbingfonden. Forudsætningen var, at fonden fik udarbejdet regnskaber og blev registreret som fond. Det er nu sket.
Borgmester Vilhelm Andersens Legat ejer 5 strandgrunde i Ærøskøbing plus en 1/2 million i kontanter. Kommunalbestyrelsen står for legatet og de de årlige uddelinger, men vedtog i foråret at det skulle nedlægges og overgå til Ærøskøbing Fonden, som har nogenlunde samme formål: Bevarelse af det gamle Ærøskøbing.
Ærøskøbing Fonden kom dog i stormvejr efter det kom frem, at fonden ikke var registreret i Erhvervsstyrelssen, ikke havde udarbejdet årsregnskaber og ikke vil fortælle hvem der har fået støtte fra fonden.
Fonden er nu blevet registreret i Erhvervsstyrelsen og fonden har udarbejdet regnskaber for de sidste 2 år.
Derfor er grundlaget for at overtage borgmesterlegatet ved at være på plads. Ærøskøbingfonden vil dog fortsat ikke oplyse hvem den har uddelt penge til i Ærøskøbing.
Overgivelsen af fondens midler afgøres den 3. november af Økonomi- og Erhvervsudvalget, som består af Bent Juul Sørensen, Flemming Boye, Kaj Nøttrup, Mads Boeberg Hansen og Ole Wej Petersen.
Civilstyrelsen, der kontrollerer fonde, skal efterfølgende give tilladelse til overdragelsen. Det forventes at være på plads inden juni 2022.
Grundene
Borgmester Vilhelm Andersens Legat har 5 meget velbeliggende ejendomme i Ærøskøbings strandområde:
* 3 sommerhusgrunde på Bjerget ved Vesterstrand på i alt 10.000 kvm. De 3 grunde overtages af kommunen, men hvis Civilstyrelsen siger nej, så gives disse grunde til Ærøskøbing Fonden. Grundene kan sælges, men det skal godkendes af kommunalbestyrelsen.
* 2 grunde med 9 badehuse på Vesterstrand på i alt 8.914 kvm. Disse grunde gives til Ærøskøbing Fonden. Grundene kan sælges, men det skal godkendes af kommunalbestyrelsen.
Grundene får tinglyst klausuler om de ikke må bebygges yderligere (udover de 9 badehuse).
Baggrund
Borgmester Vilhelm Andersen Legat blev stiftet i 1954 med den daværende Ærøskøbing Kommune som legatbestyrelse. I dag er det Ærø Kommune.
Formålet er "til forskønnelse af og til gavn for Ærøskøbing, dels til almindelig forskønnelse af byen og til bevarelse af dens præg som gammel by og dels til ophjælpning for byen af søfarten, direkte eller indirekte.”
Igennem en lang årrække har Ærøskøbing Fonden været den eneste modtager af de årlige uddelinger.
En fond kan nedlægges hvis den efterhånden har for få midler at gøre godt med:
- En fonds midler vurderes i almindelighed ikke at stå i rimelig forhold til formålet, hvis midlerne er 3-4 millioner kr eller derunder, skriver Civilstyrelsen.