Kystdirektoratet har givet afslag på en ansøgning om skovrejsning på 108.000 kvm inden for strandbeskyttelseslinjen.
Kystdirektoratet kan kun dispensere fra forbuddet i Naturbeskyttelseslovens §15 om strandbeskyttelseslinjen, som er på 300 m, hvis særlige forhold taler for.
Grundejeren Lars Hom Pedersen i Søby ville rejse det som privat skov i forlængelse af Loddenbjerg Plantage syd for Søby by.
Afslag er begrundet i påvirkningen af kystlandskabet og at en dispensation vil kunne skabe præcedens samt fravær af særlige forhold, der kan begrunde en dispensation. Kystdirektoratet gav afslag på ansøgning den 13. oktober.
Hvis skoven blev rejst vil det samlede skovareal være på 200.000 kvm, og dermed træder en Skovbyggelinje i kraft, hvilket vil give en beskyttelseszone på 300 m omkring skoven hvor der ikke må bygges.
Og det vil betyde, at det af kommunen udlagte sommerhus-område ikke må opføres, se kommuneplanramme Sø.S1, der fastsætter arealets anvendelse til sommerhuse.
Lars Holm Petersen har nu bedt kommunen om hjælp til at klage over afgørelsen - en lidt bizar situation, da kommunen i så fald skal hjælpe med at stoppe det sommerhus-område som kommunen efter mange års arbejde har fået tilladelse til at udlægge.