Arbejdet med en ny lokalplan for sommerhus-området i Jørbæk ved Søby kan nu sættes i gang, efter kommunens Økonomi- og erhvervsudvalg har givet grønt lys.
Det er Helle Kanaris og Ole Steen, der skal bygge 25 sommerhuse på grunden, som i dag ejes af Jan Mosegård og Jette Stengade. Når de formelle godkendelser af sommerhusprojektet er på plads overtages det 51.000 kvm grund-areal.
Formelt kan projektet først sættes i gang når Ærøs kommuneplan 2021-2033 bliver vedtaget af kommunalbestyrelsen i slutningen af året.
Sommerhuse på Ærø
Øen har kun 42 grunde med sommerhuse, fordi Planloven stoppede sommerhusbyggeri i kystzoner, og hele Ærø er omfattet af det begreb. Der har været umuligt at få lov til udvikle nye sommerhus-områder helt frem til 2017, hvor Planloven blev lavet om.
For en ø som Ærø med relativt få besøgs-attraktioner er sommerhuse interessante, fordi sommmerhusgæster bliver i længere tid, 1-2-3 uger. Og dermed lægger flere penge på øen.
Processen
Ærø havde frist til den 15. oktober 2017 til at søge Planstyrelsen om nye sommerhusområder. Der var 3 områder der levede op til Planstyrelsens kriterier for udlæg af nye sommerhuse i kystnærhedszonen: Bregninge ved Fattiggaarden, Vindeballe og Jørbæk ved Søby. Efter høring blev Jørbæk valgt fordi grundarealet var stort og lå bynært, men uden at genere nogen ved udstykningen.
Efterfølgende blev området mellem Vitsø og Søndervejen udpeget.
Oprindelig søgte Ærø om tilladelse til 90 sommerhuse på 1.200 kvm grunde, men det blev skåret ned af Planstyrelsen til 58 grunde, da der er lavet en samlet kvote for hele Danmark.
Modellen har været at de kommuner der havde sommerhusgrunde liggende på dårlige placeringer, som ikke kunne blive solgt, kunne bytte til bedre beliggenheder, eller lade områderne gå tilbage til landbrugs-områder eller natur.
Tilladelsen til 58 sommerhuse på Ærø kom i december 2018. Men først den 23 september 2019 kom det nødvendige grundlag i form af Bekendtgørelse om landsplandirektiv 2019 for udlæg og omplacering af sommerhusområder i kystnærhedszonen.
I den sydvestlige del af Søby ligger det andet sommerhus-område på Kærvej mellem Vitsø og Søndervejen, hvor der må opføres 33 sommerhuse på en 69.000 kvm grund. Husene vi få havudsigt mod syd.
Arealet bruges i dag til planteavl og det ejes af Lars Holm Pedersen.
De umulige planer
Allerede i 2004 åbnede en planlovsændring for 8.000 nye sommerhusgrunde i Danmark. De nye sommerhusområder skulle placeres bag eksisterende sommerhusområder.
Men det var ikke muligt ved Ærø eneste sommerhus-område Borgnæs, da arealet vest for sommerhusområdet er fredskov, og arealet syd for sommerhusområdet ligger inden for strandbyggelinjen.
Da den 12-årige Kommuneplan skulle vedtages i 2009 var forslaget at der skulle udlægges:
* 50 sommerhusgrunde i Søby
* 25 sommerhusgrunde i Borgnæs
* 15 sommerhusgrunde i Bregninge
* 15 sommerhusgrunde i Tranderup
* 60 sommerhusgrunde i Marstal.
Men Naturstyrelsen nedlagde protest, da det var mod gældende lovgivning. Så sommerhusene blev pillet ud af Kommuneplan 2009-2020.
Ole Steen og Feriepartner
Ole Steen har de seneste 3 år arbejdet med ferieudlejning af sommerhuse på Ærø gennem Feriepartner, der ejes af Danmarks største ejendomsmægler-kæde EDC, som så har lokale selvstændige der håndterer udlejningen. Feriepartner er ikke investor i sommerhusprojektet.
Feriepartner har 7.000 sommerhuse til udlejning i Danmark.