Fra 1. januar 2022 er det et lovkrav, at Ærøs indkøb digitaliseres og der anvendes e-ordrer og e-kataloger. Ærø Kommune indfører derfor i løbet af 2021 et indkøbssystem, som kan opfylde disse krav.
Ærø Kommune inviterer ærø-leverandører til informationsmøde tirsdag den 15. juni 2021 om det kommende e-handelssystem, der får betydning for den måde, som kommunen indkøber varer og tjenesteydelser fremover. Det elektroniske system gælder dog ikke byggeri og anlæg, da opgaverne er komplekse.
Alle leverandører er velkomne.
På mødet vil kommunen fortælle om tidsplaner og hvordan man som eksempelvis lokal leverandør, kan anvende e-handelssystemer til kommunen og andre potentielle kunder i Danmark.
Mødet vil blive afholdt på Rådhuset i Ærøskøbing. Tilmelding til Trine Mortensen på TMO@aeroekommune.dk
I april 2021 vedtog kommunalbestyrelsen en ny Indkøbs- og Udbudspolitik for Ærø Kommune.
På de fleste opgaver og leverancer er det kun det lokale erhvervsliv på Ærø der byder - det er for besværligt og for dyrt for fastlands-virksomheder at sejle til øen. Men Ærø Kommune skal udbyde varekøb og rådgivning over 100.000 kr og for byg og anlæg over 300.000 kr.
Kommunen skriver om sin nye udbudspolitik:
Ærø Kommunes indkøbere af vare- og tjenesteydelser, samt udbydere af bygge- og anlægsopgaver, er forpligtet til at undersøge det lokale marked på Ærø, inden beslutningen om køb foretages. Den kommunale indkøber skal indhente tilbud fra ærøske leverandører.
Som offentlig myndighed, er Ærø Kommune underlagt EU’s udbudsdirektiv og den danske udbudslov. Det indebærer, at kommunen er forpligtet til at sende en række varer og opgaver i udbud, og følge visse procedureregler. Ærø Kommune skal altid foretage indkøb inden for rammerne af disse regler:
* Bygge- og anlægsopgaver til en anslået samlet værdi af max 300.000 kr ex moms, kan gennemføres uden udbud.
* Indkøb til en anslået værdi af max 100.000 kr ex moms, er Ærø Kommunes indkøber af vare- og tjenesteydelser frit stillet.
I udgangspunktet er konkurrencen fri og alle tilbudsgivere skal behandles ens og på samme vilkår, i praksis er der ofte i lokalsamfund en vis favorisering af det lokale erhvervsliv.
Opgaver og leverancer der udbydes af Ærø Kommune offentliggøres på www.aeroekommune.dk og i kommunens rubrik i den gratis Ærø Ugeavis.
Ved udbud over 3 millioner skal de annonceres i EUs udbuds-database TED, Tenders Electronic Daily.