Til foråret gøres der et nyt forsøg på at få udbygningen af Søby Havn igang. Baggrunden er, at der er for få penge i forhold til hvad byggeriet koster - de 119 millioner rækker ikke. Pengene kommer fra Ærø Kommune og staten.
Kontakt
Ærø kommune
Økonomichef Jørn Mattrup Lundsgaard
jml@aeroekommune.dk
Projektet for Søby Havn har været på vej i 10 år og planen var at byggeriet skulle starte i 2023. Oprindeligt var prisen 220 millioner og omfattede både turisme og erhverv. Det skulle give 200 ekstra arbejdspladser til øen - der er i dag kun 1.000 ansatte i private virksomehder på Ærø, så det ville være en vild udvikling.
MEN.
Projektet er skåret til flere gange, så lystbådehavnen, stranden og krydstogts-kajen er forsvundet, mens kun erhvervs-udvidelsen er tilbage. Og den bliver væsentlig mindre, da byggematerialer og risiko for entreprenøren er steget - så derfor blev licitationen aflyst her i oktober.
For øjeblikket er rådgiveren A1 derfor ved at skære projektet yderligere til.
Udfordringen kan blive, at staten kan få problemer med at give støtte på 75 millioner kr, når det eneste der er tilbage er en havneudvidelse, som kun vil gavne 1 virksomhed: Søby Værft.
Og den slags kan EU og Danmarks egne konkurrencemyndigheder ikke så godt lide, for det kan blive anset som skjult statsstøtte til et værft.
Opgaven for A1 bliver derfor at skabe et projekt, som fortsat har en bred erhvervsvinkel.
Kommunens penge
Sideløbende kigger Ærø Kommune dybt i den lidt slunkne pengekasse, for kommunen skal give 44 millioner til udbygningen af havnen.
Her af er der allerede brugt 9 millioner.
- Status er følgende, siger kommunens økonomichef Jørn Mattrup Lundsgaard:
* Der er brugt 5,4 millioner til Østmolen, udbetalt i 2017 og 2018.
* Der er i 2021 ydet tilskud til Søby Havn på 392.000 kr.
* Der er i 2022 ydet tilskud til Søby Havn på 186.000 kr.
Og om de forberedende investeringer skriver Lundsgaard, at der er brugt:
* VM redegørelse på 1,3 millioner kr.
* Udvikling ad Søby havn 1,9 millioner kr.
Samlet set mangler der 35 millioner af de penge som kommunen har lovet at investere i projektet - og som er en forudsætning for at staten bidrager med 75 millioner kr.
De penge skal kommunen betale i 2023 med 12 millioner og 23 millioner i 2024, såfremt projektet ikke støder på grund, fordi:
* byggepriserne stadig er for høje
eller
* konkurrencemyndighederne brokker sig
eller
Ærø kommunes økonomi ikke tillader det.
Nødvendig udbygning
Søby Værft er øens største arbejdsplads, men det er igennem mange år gået tilbage, for skibe bliver stadig større og dermed har værftet haft sværere ved at få skibe til reparation og nybyg. En ny ledelse er ved at rette op på økonomi og salg, men det er vigtigt for værftet at skibene kan komme ind i havnen...
Den oprindelige plan
Da projekt for 10-15 år siden begyndte at tage form, så var ideen, at få gjort den vestlige del af Ærø mere attraktivt, derfor skulle der både udbygges til erhverv og til turisme - havnen er den eneste som af miljøhensyn kan udbygges på Ærø.
Planen var:
Moleanlæg
De 2 ydermoler udvides og flyttes 200 meter ud. Pris 83 millioner kr.
Dybtvandskaj
Som afskærmning mod lystbådehavnen etableres en ny kaj til krydstogtsskibe. Disse skibe kan i dag ikke anløbe Ærø, men ligger for anker udenfor øen. Pris: 27 millioner kr.
Havnebassinet
Havnen vil få en dybde på 8,5 meter og en vendediameter på 225 meter, der muliggør sikker manøvrering af større skibe uden brug af slæbebåd. Pris: 7 millioner kr.
Laste- og lossekaj
Den nuværende laste- og lossekaj udvides. Pris: 7 millioner kr.
Kajarealer til havnens virksomheder
Større havnearealer til havnens virksomheder.primært men især mulighed for at Søby Værft kan bygge en ny og større tørdok til 83 millioner (værftet betaler selv). Udvidelsen af havnearealerne vil koste 31 millioner kr.
Samlet budget
Havneudvidelsen i Søby Havn har et samlet anlægsbudget på 164 millioenr efer den første nedskæring fra 220 millioner. Her i efteråret 2022 var budgettet 116 millioner kr - men det kan ikke holde med inflation og usikkerhed, så derfor forsøger kommunen for øjeblikket at få staten til at give et "inflationsbeløb", så projektet kan køre igennem.
Her er Folketingets baggrund for at give 75 millioner til Søby Havn-projektet. Se det HER.
Og kommunens overblik HER.