Rambøll er sat til at lave forslag til udviklingsplaner for Marstals fremtid. De er nu kommet, men ingen af dem inkluderer Netto på havnen.
Ingeniørfirmaet Rambøll var engageret af Ærø Kommune på baggrund af tankerne om at give tilladelse til en Netto på kajen ved Marstal-færgen.
MEN.
Lidt usædvanligt har projektlederen Michael Dohn Thomsen fra Rambøll set helt bort fra den mulighed, som inkluderede, at byrummet med butikker skulle gå helt ned til færgeområdet.
Der både var og er flertal i kommunalbestyrelsen for den mulighed.
Rambøll har lavet en række forslag, hvoraf flere vil omskabe Marstal langt mere end en Netto:
Strategi Havn 1 - nybyggeri
Skab et værdigt ankomstrum (Læs: Ingen Netto) imod verden ved de gamle olietanke og færgelejet - gør det oplevelsesrigt igennem bevaring og høj kvalitet i udearealer. Byg et moderne Maritimt Oplevelsescenter med interaktion. Byg et multihus hvor lysbådfolk, havneindustrien og Navigationsskolen mødes.
Strategi Havn 2 - oplevelsescenter
Gør Marstal havn til et oplevelsescenter med restauranter, oplevelser og promenader fra nord til syd.
Strategi Havn 3 - langsommelighed
Bevar den maritime DNA ved fortsat styrkelse af havne-erhverv og støttefunktioner, udvikl langsomt og gør det tilgængeligt at beskue for besøgende.
Strategi Byen 1 - gågaden
Styrk byen igennem prioritering af gågaden Kirkestræde som fortsat hovedakse for bykernen. Den sydlige del skal have ganglinjer til havnen. Etablér små opholdssteder på vejen.
Strategi Byen 2 - brede gader til havnen
Lav centrale forbindelser fra Havnen til Kirkestræde og Vestergade. Udvikle de centrale knudepunkter på Vestergade og Havnegade op mod Kirkestræde og skab gågader.
Strategi Byen 3 - torvet skal udbygges
Torvet i den sydlige del af byen skal være byens centrale plads. Fjern bilerne. Plads til arrangementer og ophold med cafeer.
Strategi Byen 4 - træer og grønt i gaderne
Skab bedre forhold for gående og cyklende ved at sætte træer, buske og blomster i de vigtigste gaderum.
Strategi Destination - vandland
Skab et vandland ved stranden Eriks Hale i det sydlige Marstal med badefaciliteter, vandaktiviteter som kajakudlejning og lignende, et center for formidling af de rekreative oplevelser.
Kommunalbestyrelsen beslutter
Helhedsplanen for Marstal er en del af Kommuneplanen 2021-2033, som kommunalbestyrelsen skal vedtage her den 15. december.
Selvom Rambøll ikke kan lide Netto, så kræver både de store nybyggerier af et maritimt oplevelsescenter eller af restaurantområder, at byrummet udvides til havnen i Kommuneplan 2021-2033. Om der så efterfølgende skal bygges Rambølls forslag eller en eller flere discountbutikker bliver fremtidens diskussion.
De store vandaktiviteter ved Eriks Hale vil kræve et kommuneplantillæg og et meget venligt Kystdirektorat (Læs: Det sker ikke), som har overhøjheden på området.
De øvrige forslag kræver ikke de store lokalplan-forandringer, men skal nok skabe postyr, da det vil betyde, at en lang række huse og haver må vige for de bedre forbindelser mellem bykerne og havn.
Rambøll fremlagde sine forslag på et borgermøde den 30. november, men her var det primært Netto der blev fokuseret på.
Du kan finde Rambølls oplæg HER nederst på hjemmesiden.