Opgaven med at stå for projektering og projektet Søby Havn frem til færdiggørelse går enten til Rambøll eller A1, som den 11. juni skal give deres bedste bud.
- Vi har inviteret 2 firmaer til at byde på opgaven. 2 firmaer som begge har arbejdet med skitsematerialet – A1 og Rambøll, siger Søby Havn-projektleder Rico Boye Jensen til Ærø Dagblad.
- Vi udsender udbudsmaterialet til dem den 11. juni. Ingeniørfirmaet Niras er rådgiver for os på denne opgave.
Projekt til 116 milioner
Det 290.000 kvm område på Søby Havn skal udvikles for 116 millioner, hvor de 75 millioner kommer fra staten, mens Ærø kommune bidrager med 41 millioner - kommunen har i forvejen givet 3 millioner til forarbejderne.
Planen
I januar 2021 blev lokalplanen vedtaget for Søby Havn, som var forudsætningen for at projektet kunne sættes i gang. Skitsen til hele projektet er udarbejdet af ingeniørfirmaet Rambøll.
- Udbudsmaterialet bliver ret bredt, for vi vil have en totalentreprenør som selv er inde over med sine ideer og kompetencer, så vi får det optimale projekt til en fast pris, siger projektleder Rico Boye fra Søby Havn til Ærø Dagblad.
Udbuddet af selve byggeriet kommer i starten af 2022. Den valgte entreprenør kan realistisk set komme i gang med gravemaskinerne medio 2022.
Hele projektet vil forventeligt stå færdigt i sommeren 2024.
Udvidelsen
Den samlede udvidelse af Søby Havn omfatter:
* Spidserne af kajer (molerne) kommer 300 m ud i havet, fra de nuværende 125 m.
* Dybden udvides fra 6,5 m til 8,5 m.
• Erhvervshavnen udvides mod nordvest til skibe op til 160m. Kajen bygges ved den nuværende inderhavn.
* Søby Værft vil bygge en ny tørdok på 185m x 40m (er ikke med i 116 millioner kr-investeringen).
• Lystbådehavnen skulle oprindeligt være udvidet fra 180 pladser til 240 pladser. Det er droppet.
* Kaj til træskibe og krydstogtskibe på op 150 m. Det er i dag ikke muligt for krydstogtsskibe at lægge til kaj på Ærø, hvorfor besøgende skibe ankrer op udenfor og sender passagerer ind med mindre både.
* Omlægning af ankomstområdet til de 2 færger, herunder med faciliteter til miljørigtigt brændstof og ladestandere.
Bygherren er Søby Havn, som er en selvejende institution, der har til formål at drive havnen.
Miljø-undersøgelser og lokalplan
Søby Havn er den eneste af de 3 ærøske havne, der ligger uden for miljøbeskyttede Natura 2000-områder. Søby Havn er derfor den eneste havn på Ærø, der har en reel mulighed for at udvide kraftigt.
I september kom Rambøll med en 373 siders VVM-undersøgelse, som ligger til grund for Søby Havns kommuneplantillæg 20 og lokalplan 19-13, der blev vedtaget af kommunalbestyrelsen i januar 2021.
Statsstøtte
Statens rådgiver Kammeradvokaten vurderede i 2016 Søby Havn-projektet i forhold til EUs statsstøtteregler.
Konklusionen var, at staten gerne må støtte havneudvidelsen, men ikke hjælpe Søby Værft, som derfor nu står for sit eget byggeri - det kommer dog nok først senere, da den nye direktør først skal have styr på værftets økonomi.
Statsforvaltningen og Økonomi- og Indenrigsministeriet har meddelt, at den selvejende Søby Havn kan sidestilles med en ren kommunal havn, hvad angår muligheden for offentlige tilskud, da havnen udfører "kommunale" opgaver, såsom drift af havneanlæg, betjening af skibe og areallejere.
Bestyrelsen for Søby Havn
Den Selvejende Institution Søby Havn ledes af en bestyrelse på 7 medlemmer:
* Ærø Kommunalbestyrelse vælger 1 medlem.
* Søby Fiskeriforening vælger 2 medlemmer.
* Søby Erhvervsforening vælger 1 medlem.
* Søby Bådelaug (lystsejlerne) vælger 1 medlem.
* Søby Værfts ledelse vælger 1 medlem.
* Den valgte bestyrelse vælger det 7. medlem.
Søby Havns bestyrelse består af:
Formand Peter Hansen, Roar Sigurd Thomsen, Trine Heinemann, Michael Fly, Peter John Pedersen, Peter Hansted og Frank Hansen.
Søby havns historie
I midten af 1800-tallet var havnen kun en primitiv pælebro, hvor færgen mellem Als og Søby kunne lægge til.
I 1865 byggede fiskerne en stenmole med bolværk.
I 1903 fik Søby færgeforbindelse med Faaborg, men et rigtigt færgeleje blev først anlagt i 1933.
Søby Værft blev grundlagt i 1931. Havneudvidelserne i 1955, 1991 og 2006 kom primært som følge af værtets behov for større plads - værftet kan nu tage skibe på op til 135 m.
Værftet og havnens øvrige virksomheder betaler leje af arealerne til Søby Havn.