Ærø er nu nummer 11 af alle landets 98 kommuner hvad angår antallet af ladestandere til elbiler. Det er især turister og fritidshusejere der kører i elbiler på Ærø, mens de lokale fortsat kører i diesel- og benzinbiler.
De få elbiler blandt de fastboende på Ærø har primært haft 3 årsager:
* Bilerne holder længe på Ærø, for afstandene er små, så sliddet er lille og derfor er der sjældent brug for at købe en ny (el)bil.
* Der er ingen elbil-forretninger på Ærø eller specialiserede elbilreparatører. Og nærhed og synlighed betyder noget også i bilsalg.
* Ganske få ladestandere, som endda skulle pilles ned, fordi det var kommunen der drev dem. Og det måtte kommuner ikke.
Men i 2021 er der på Ærø sket en markant forandring:
* Ærøfonden har opsat en lang række ladestandere i Marstal, Ærøskøbing og Søby.
* Kommunen har nu fået lovhjemmel til at opsætte ladestandere, som også kan bruges af private bilejere.
* Kommunen har besluttet at købe elbiler til alle sine afdelinger.
* De lokale bilforhandlere gennemførte i sommer en fælles udstilling af elbiler på Søby Havn for at møde interessen.
Hertil kommer en ny lov der skal træde i kraft 1. april, hvor kommunen får lov til at medfinansiere ladestandere på sine ejendomme i et samarbejde med private aktører (Læs: I praksis Ærøfonden). Loven skal gerne vedtages her i slutningen af marts måned endeligt. Se lovforslaget HER.
Fra bund til top
Ærø er sammen med Køge den kommune som har haft den største vækst per 1.000 indbyggere af ladestandere. Det spejler, at både tætbefolkede områder og landområder er repræsenteret på listen over top-20 kommuner med flest ladepunkter per 1.000 indbyggere.
Landsgennemsnittet er på 0,83 ladepunkter per 1.000 indbyggere, mens den på Ærø er på 1,4 ladepunkter, ifølge Transportministeriet.
Ud af landets 4.850 offentligt tilgængelige ladepunkter er 85 % normalladere med en ladeeffekt på op til
22 kilowatt. Hurtigladere udgør 10 % og lynladere med en ladeeffekt på mindst 100 kilowatt udgør 5 %.
Antallet af elbiler er 6-doblet over de seneste 3 år og der er nu 66.000. Bestanden af plug-in hybrider er 15-doblet og udgør 77.000.
Samlet set altså 143.000 ultimo 2021, svarende til 5 % af den samlede bestand af biler.
Der er nu 14 elbiler per ladepunkt, så det er blevet vanskeligere at få ladet sin bil op, da antallet af elbiler vokser hurtigere end udviklingen i offentlige ladepunkter.
Omvendt er køretøjernes rækkevidde blevet større og mange har nu hjemmeopladning med private ladestandere.
Se Transportministeriets oversigt HER.
Hvad er ladepunkter, standere og stationer
Der bruges 3 forskellige ord om opladning af biler:
* Ladestandere - en fritstående box med el.
* Ladepunkt - en ellader der hænger på væggen. Ofte trækkes der strøm fra en virksomhed, der har overskudskapacitet.
* Ladestation - det samme som et ladepunkt.
Ordene bruges i flæng og det gælder også i Transportministeriets oversigt.