Ærø Kommune har fået udarbejdet et forslag til en klimatilpasningsplan, der kortlægger, hvor oversvømmelser, stormflod og erosion forventes at blive størst. Og peger på de områder, hvor det vil være mest relevant at sætte ind.
Ingeniørfirmaet Rambøll har udarbejdet udkastet til klimatilpasningsplan.
Planen skal fungere som et beslutningsgrundlag for Kommunalbestyrelsen, for ikke alle områder kan beskyttes - det er der simpelthen ikke penge til, for Ærø er som ø særligt eksponeret for klimaforandringers oversvømmelser.
- Det kræver det store investeringer, som Ærø Kommune ikke kan løfte alene. Denne plan er derfor et nødvendigt værktøj, som skal hjælpe os med at tilvejebringe ekstern finansiering (Læs: Fra staten), siger Hans Peter Rønn Bolding, formand for Teknik-, Miljø- og Havneudvalget.
Nu
På baggrund af analyserne anbefales det på den korte bane, at der arbejdes videre med 3 indsatsområder:
• Drejet (inklusiv dele af Havsmarken og Bakkevej), som er vejen på dæmningen ind til Marstal.
• Digerne ved Gråsten Nor, Stokkeby Nor og Vitsø Nor - de 3 diger ved henholdsvis Søby, Ærøskøbing og Kragnæs-Marstal.
• Eriks Hale - landtangen hvor badehusene i Marstal står.
For disse områder er der udarbejdet projektbeskrivelser, som skal understøtte det videre arbejde med projektmodning, prioritering og finansiering.
Der er for nuværende ikke afsat midler til gennemførelse af indsatserne.
Senere
Planen peger også på, at også øen Birkholm ud for Marstal, Marstal Havn og Ærøskøbing Havn er blandt de områder, hvor vand-konsekvenser vil være betydelige. For disse områder findes der allerede skitser til projekter, som kan indgå i det videre arbejde.
I Kommuneplan 2025 – 2037 har Ærø Kommune udpeget 17 områder, som i denne plan er blevet vurderet i forhold til klimarisici.
Beslutning
Klimatilpasningsplanen skal vedtages i Kommunalbestyrelsen den 7. oktober.
