Et flertal i Ærøs kommunalbestyrelse har vedtaget budgettet for 2027 med en lang række besparelser på færger, ældrepleje, dagtilbud og kultur.Baggrunden er, at kommunen får markant færre penge end i 2026 som følge af sundhedsreformen og et faldende befolkningstal, mens udgifterne til den nuværende velfærd fortsætter med at stige.
Kommunen budgetterer med indtægter på 568 millioner kr i 2027, herunder 12 millioner kr i særtilskud til særligt vanskeligt stillede kommuner og 10 millioner kr fra den ordinære lånepulje.
For at holde de vedtagne økonomiske mål — et driftsoverskud på mindst 22 millioner kr om året og et likviditetsoverskud på mindst 25 millioner kr ved udgangen af 2029 — er der skåret bredt.
Færger og busser
Ærøfærgerne rammes af flere tilpasninger. Højsæsonen forkortes en smule til fordel for en længere lavsæson, hvilket sparer 400.000 kr om året. Oliebesparelser og effektiviseringer med eksterne leverandører giver yderligere. En konvertering af lånet til tvillingefærgerne trækker knap 2,5 millioner kr ud af budgettet årligt.
Den åbne buskørsel skæres med 600.000 kr om året, idet en reduktionsmodel er vedtaget, mens den nærmere udmøntning aftales med busleverandøren. Til gengæld afsættes 60.000 kr til en analyse af, om ærøboere kan få billigere billetter både i bussen og på færgerne.
Ældre og sundhed
Den største enkeltbesparelse på ældreområdet er en administrativ og ledelsesmæssig besparelse på 450.000 kr om året. Dertil kommer:
* Besparelse på 300.000 kr på timer til praktisk hjælp via velfærdsteknologi
* Øget rehabilitering i hjemmepleje og sygepleje for 300.000 kr
* Leveringsgebyr på hovedretter til borgere i eget hjem for 164.000 kr, hvis der er lovhjemmel
* Flere ydelser flyttet til sygeplejeklinik, 147.000 kr
* Ophør af gratis udlån af mikrobølgeovne, 28.000 kr
Dagtilbud og skole
En dagplejer mindre end budgetteret sparer 450.000 kr om året, da en ledig stilling ikke genbesættes. Ledelsestiden i dagplejen nedjusteres fra 37 til 30 timer. Dagtilbuddenes åbningstider justeres for 200.000 kr, og flere lukkedage sparer 45.000 kr. Folkeskolen skal bruge mindre it og spare 100.000 kr.
Kultur og foreninger
Tilskuddet til foreningsdrevne motionscentre og pensionistforening fjernes for 50.000 kr, og tilskuddet til Vitsømøllen bortfalder helt. Handicapsvømning skæres med 28.000 kr, og bibliotekerne tilpasser deres udgifter.
Penge til nyt
Trods besparelserne godkendte kommunalbestyrelsen også en række forbedringer. De største er:
* Udvidelse af ressourceklassetilbud, 1 million kr om året
* Øget normering på Marstal Ældrecenter, 514.000 kr om året
* Fortsat indsats for trivsel og nedbringelse af sygefravær, 625.000 kr i 2027 og 2028
* Renovering af Skonnerten Fylla, 659.000 kr i 2027
* En helhedsplan for Søby og Søby udviklingsområde, inklusive 400.000 kr til en lokalplan for Marstal Havn
Der indarbejdes desuden en risikopulje på 800.000 kr om året til uforudsete udgifter.
Baggrund
Kommunalbestyrelsen forventer en ny udligningsreform i 2029 og vil arbejde for, at den giver bedre balance mellem indtægter og udgifter på Ærø (Læs: Flere penge fra fastlandets rige kommuner).
I aftalen mellem regeringen og Kommunernes Landsforening lægges der op til en helhedsplan mellem staten og landkommunerne, der blandt mulige elementer nævner bedre infrastruktur, kollektiv transport og en grøn omstilling af ø-færgerne. Der er også tanker om, at en del af skatten ikke kun skal følge folkeregister-adressen, men også gå til fritidskommuner med mange sommerhuse/fritidshuse er i overvejelse.
