Danmarks små øer som Ærø, Langeland og Samsø har et marked at gå efter i mødebranchen, men ikke de store konferencer på 300-500 personer. Det interessante er møder på 15-80 deltagere — måske op mod 100-150 på øer med kapacitet til det — hvor selve destinationen bliver en del af mødet. Det fremgår af et oplæg fra Destination Fyn om at udvikle øerne som mødedestinationer.
Kontakt
Kent Kordt Röder
Erhvervsturismechef
keko@destinationfyn.dk
Baggrunden er en ændring i, hvad mødeplanlæggere efterspørger. Ifølge en trendanalyse fra mødeteknologifirmaet Cvent er deltagerinvolvering nu den vigtigste målestok for 63 % af internationale mødeplanlæggere, 48 % søger aktivt væk fra hoteller som mødested, og mindre kuraterede møder vinder frem.
Og møde-turister er interessante: De lægger dobbelt så mange penge per døgn som ferie-besøgende. Nærmere bestemt 2.300 ker per døgn.
Passende møder
De mødeformer, der især kan lægges på en ø:
* Leder-, strategi- og bestyrelsesmøder
* Management retreats og team offsites
* Workshops og innovationsforløb
* Mindre faglige konferencer
* Internationale projekt- og forskningsmøder
* Kundemøder og VIP-events.
Ro
Argumentet er, at et møde i København splittes ad: nogle kommer sent, nogle går tidligt, nogle har andre aftaler, og om aftenen spredes deltagerne. På en ø rejser gruppen derimod sammen, ankommer sammen, spiser sammen og rejser hjem sammen, når færgen først er gået.
De store destinationer sælger et mødested. Øerne kan sælge omgivelserne — natur, hav, stilhed, afstand, lokale fødevarer, producenter og værtskab — og gøre selve stedet til en del af programmet. En mødedag kunne veksle mellem strategisession, en gåtur ved vandet, besøg hos en lokal producent og fælles middag.
Pointen i oplægget er, at autenticitet kan være vigtigere end luksus. Professionalisme er en forudsætning, men derefter skal øerne netop ikke forsøge at ligne København.
Bøvl
Den største forhindring er ikke produktet, men bøvlet. Hvis en mødeplanlægger selv skal finde færgetider, ringe rundt til 4 hoteller, skaffe bus, kontakte restauranten, finde en aktivitet og undersøge det tekniske udstyr, falder interessen. Løsningen er ét kontaktpunkt, der tager telefonen, når mødekøberen ringer.
Sådan
Oplægget skitserer 3 horisonter:
* Nu: Gør klar. Hvad har øerne allerede, hvilke grupper kan de håndtere, hvor er hullerne, og hvem tager telefonen?
* 1-3 år: Byg markedet med produktudvikling, testmøder, cases og relationer til købere og lokale ambassadører.
* 3-10 år: Byg positionen gennem gentagelse, anbefalinger og et ry for at være stedet for en bestemt type møde.
Det tager tid at blive valgt, lyder konklusionen — men man kan begynde at blive relevant i morgen, skriver erhvervsturismechef Kent Kordt Röder, der har udarbejdet analysen for Destination Fyn.
