Justitsministeriet er ved at miste tålmodigheden med Ærøskøbing Fonden, som ikke reagerer på ministeriets henvendelser om at indsende regnskaber. Ærøskøbing Fonden står til at modtage en række strandgrunde og fondsmidler, når Ærø Kommune nedlægger en borgmesterfond i slutningen af året.
Ærøskøbing Fonden har eksisteret i en lang årrække og modtaget donationer fra blandt andet kommunen, men har ikke udarbejdet regnskaber, ligesom bestyrelsen først blev registreret med tilbagevirkende kraft fra 1. januar 2021. Og fonden bruger 2 forskellige virksomhedsnumre til den samme fond.
Justitsministeriets kontrolenhed for fonde, Civilstyrelsen, skriver her den 25. august:
"Civilstyrelsen anmodede fonden ved brev af 19. april 2021 om at indsende fondens regnskab for 2019.
Ved brev af 15. juni 2021 mindede styrelsen fonden om at indsende regnskabet inden 4 uger.
Styrelsen bad samtidig fonden om at oplyse hvilket CVR-nummer der er det korrekte.
Civilstyrelsen skal gøre fonden opmærksom på, at styrelsen som fondsmyndighed, kan afkræve bestyrelsen, revisor eller andre, der har kendskab til fondens forhold, de oplysninger, der efter fondsmyndighedens skøn er nødvendige til varetagelse af opgaverne efter denne lov.
Idet fonden fortsat ikke har reageret på styrelsens breve, skal Civilstyrelsen på ny anmode fonden om at indsende regnskab og redegørelse inden 2 uger, jævnfør fondslovens § 37, stk. 1."
Så Ærøskøbing Fonden har sidste frist her den 8. september til at rette for sig.
Hvem modtager pengene
Civilstyrelsen bad desuden den 21. april Ærøskøbing Fonden om at "indsende en fortegnelse over legatmodtagernes navne med angivelse af de enkelte legaters størrelse."
Det er ikke sket.
Donationer og bestyrelsen
Ærøskøbing Fonden har gennem mange år modtaget støtte fra blandt andet Ærø kommune og de fonde som kommunen kontrollerer, men der er ingen bilag eller ansøgninger.
Ifølge kommunen er det foregået ved mundtlige aftaler ved årlige julemøder.
Fondens bestyrelse består af nogle af Ærøs spidser:
* Birger Buch Kristensen
* Ole Hartvig Nielsen
* Ole Sækmose
* Jørgen Otto Jørgensen.
Fra agtværdig til kontroversiel
Ærøskøbing Fonden er kommet i stormvejr fordi:
* Ærøskøbing Fonden ikke ville udlevere sine årsregnskaber til Ærø Kommune.
* Ikke ville oplyse om hvem der modtager penge fra fonden.
* Ærøskøbing Fonden udarbejder ikke årsregnskab eller afholder årsmøder, på trods af at der i fundatsen står, at der skal afholdes årsmøde hvert år i april og der her skal foreligge et regnskab revideret af 2 revisorer (Paragraf 4 og 5).
* Fondens bestyrelse har ikke været registreret i Erhvervsstyrelsen, som hvidvaskloven ellers påbyder. Det skete med tilbagevirkende kraft fra den 1. januar 2021.
* Fonden var ukendt i Justitsministeriet, som skrev: Civilstyrelsen har ikke kendskab til Ærøskøbingfonden og er derfor ikke i besiddelse af dokumenter vedrørende fonden.
Stor gave
Ærøskøbing Fonden står til at skulle modtage værdierne fra Borgmester Vilhelm Andersen Legat der skal opløses her i 2021. Legatet har Ærø kommune som legatbestyrelse.
Legatbestyrelsen har kun 3 medlemmer: Nicolaj Friderichsen og Birger Kristensen fra Ærøskøbing Fonden og borgmesteren. De har besluttet, at selvsamme Ærøskøbing Fonden skal have de årlige donationer fra legatet og nu at Ærøskøbing Fonden skal modtage 1/2 million kr og 5 grunde i Ærøskøbings strandområde.
Det drejer sig om:
* 3 grunde på Bjerget ved Vesterstrand i Ærøskøbing på i alt 10.000 kvm.
* 2 grunde med 9 badehuse på Vesterstrand i Ærøskøbing på i alt 8.914 kvm.
Planen er at:
* Borgmester Vilhelm Andersens legatet ophæves 31. december 2021.
* Fondens penge og de 2 badehusgrunde gives til Ærøskøbing Fonden.
* De 3 grunde på Bjerget overtages af kommunen, men hvis Civilstyrelsen siger nej, så gives også disse grunde til Ærøskøbing Fonden.
Ærøskøbing Fonden kan efterfølgende sælge grundene, dog skal kommunen acceptere salget.