Se dommen: Marstal-færgen mod Ærø kommune

Her bringes hele den 60 siders dom i restssagen mellem Marstal-færgens rederi ÆrøXpressen og Ærø Kommune, der selv driver 4 færger. Dommen blev afsagt den 7. april, hvor kommunen blev frikendt.

RETTEN I SVENDBORG

KENDELSE
afsagt den 7. april 2026

Sag BS-51850/2025-SVE

ÆrøXpressen A/S
(advokat Martin Skovbjerg)
mod
Ærø Kommune
(advokat Rune Aagaard Rønning-Bæk)
(advokat Simon Kristian Frøsig)

Denne afgørelse er truffet af dommer Ulrik Birk Gotfredsen.
Sagens baggrund og parternes påstande
Retten har modtaget sagen den 23. oktober 2025.
Sagen drejer sig om, hvorvidt der er grundlag for at meddele Ærø Kommune et
foreløbigt forbud efter retsplejelovens kapitel 40 mod at dække underskud ved
Ærø Kommunes færgedrift.
ÆrøXpressen A/S har anmodet om, at retten meddeler følgende forbud:
”Principalt:
Ærø Kommune, repræsenteret v. Borgmester Peter Hansted, forbydes at
drive færgefart på vilkår, hvor indtægter fra Ærø Kommunes færgedrift
ikke dækker de faktiske og fulde omkostninger ved Ærø Kommunes
færgedrift, efter modtagelse og fordeling til samtlige færgeruter til og

fra Ærø af statslige tilskud til færgedrift iht. § 21a og § 21b i Lovbe-
kendtgørelse 2021-01-19 nr. 63 om kommunal udligning og generelle til-
skud til kommuner, og hvor underskuddet derfor helt eller delvis dæk-
kes af en nettobevilling fra Ærø Kommune til den kommunale færge-
drift, indtil en kommunal støtteforanstaltning i form af økonomiske dis-
positioner, der indebærer netto- og/eller tillægsbevilling eller anden un-
derskudsdækning af kommunal færgedrift, måtte være anmeldt til og

godkendt af Europa-Kommissionen i overensstemmelse med TEUF ar-
tikel 108, stk. 3, 3. pkt.

Subsidiært:
Ærø Kommune, repræsenteret v. Borgmester Peter Hansted, påbydes at
påse at Ærø Kommune drive færgefart efter hvile-i-sig-selv-princippet,
således at indtægter fra Ærø Kommunes færgedrift dækker de faktiske

og fulde omkostninger ved Ærø Kommunes færgedrift, efter modta-
gelse og fordeling til samtlige færgeruter til og fra Ærø af statslige til-
skud til færgedrift iht. § 21a og § 21b i Lovbekendtgørelse 2021-01-19 nr.

63 om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner og såle-
des at intet underskud budgetteres eller aktualiseres i strid med TEUF

artikel 108, stk. 3, jf. art 107.
Mere Subsidiært:
Ærø Kommune, repræsenteret ved borgmester Peter Hansted, påbydes
at undlade enhver udbetaling, disponering eller faktisk anvendelse af

midler i henhold til den i Ærø Kommunes budget for 2026 – 2029 inde-
holdte nettobevilling til dækning af underskud ved Ærø Kommunes

kommunale færgedrift, indtil støtteforanstaltningen er anmeldt til og
godkendt af EU Kommissionen i overensstemmelse med TEUF artikel
108, stk. 3.
Mest Subsidiært:
Ærø Kommune, repræsenteret v. Borgmester Peter Hansted, påbydes at

afstå fra at godkende, vedtage eller opretholde budgetter, tillægsbevil-
linger eller foretage andre økonomiske dispositioner, der indebærer

nettobevilling eller anden underskudsdækning af Ærø Kommunes
kommunale færgedrift, indtil en sådan støtteforanstaltning måtte være
anmeldt til og godkendt af EU Kommissionen i overensstemmelse med
TEUF artikel 108, stk. 3.”

Ærø Kommune har nedlagt principal påstand om afvisning, subsidiært frifin-
delse.

Oplysningerne i sagen
ÆrøXpressen A/S driver en færgerute mellem Marstal og Rudkøbing. Ærø

Kommune har ikke foretaget et udbud af færgeruten, og ÆrøXpressen A/S dri-
ver ruten for egen regning og risiko.

Ærø Kommune driver tre færgeruter. Det drejer sig om færgeruterne fra Ærøs-
købing til Svendborg, fra Søby til Faaborg og fra Søby til Fynshav. Herudover

har Ærø Kommune overladt driften af færgeruten fra Marstal til Birkholm til en
privat aktør. Ærø Kommune modtager statslige tilskud efter udligningslovens §
21, § 21 a og § 21 b til færgedriften.
Ærø Kommunes færgedrift har i perioden fra 2019-2023 har haft et underskud

på mellem ca. 14,7 mio. kr. og 28,1 mio. kr., som Ærø Kommune løbende har fi-
nansieret ved nettobevillinger i budgetterne. Det fremgår af Ærø Kommunes

budget for 2026, at der er tildelt færgedriften en nettobevilling på ca. 14,6 mio.
kr.
Tvisten i hovedsagen mellem parterne er, hvorvidt Ærø Kommunes løbende

nettobevillinger i budgettet til færgedriften som følge af underskuddet i færge-
driften kan anses for ulovlig statsstøtte efter EU-reglerne.

Forklaringer
Claus Skov Petersen, Allan Krogh Filtenborg og Thomas Johannes Norrild har
afgivet forklaring.

Claus Skov Petersen har forklaret bl.a., at han er bestyrelsesformand og aktio-
nær i ÆrøXpressen A/S og har været i bestyrelsen siden 2020.

I 2013 stoppede den gamle færge med at sejle mellem Marstal og Rudkøbing.
Der var herefter nogle lokale kræfter, som arbejdede på at starte en ny færge op.
I 2016 blev selskabet ÆrøXpressen A/S stiftet, men der var politisk modvilje
mod projektet på Ærø. Det lykkedes dog borgerne i Marstal at samle penge nok
ind til projektet, som har mere end 2.000 aktionærer.
I 2019 startede de færgeruten mellem Marstal og Rudkøbing op, hvor de havde
Indenrigsministeriets godkendelse til at modtage kilometerpenge for sejladsen
mellem de to byer. Projektet havde ikke kunne realiseres uden den økonomiske
støtte gennem kilometerpengene.
De har indgået to aftaler med Ærø Kommune, som vedrører godstransport og
kilometerpenge. Kilometerpengene er givet ud fra, at sejlruten er 16,4 kilometer

lang. Det var kommunen, som fastslog længden på sejlruten, selvom Indenrigs-
ministeriet ud fra tal fra Danmarks Statistik havde fastlagt sejlruten til at være

17 kilometer lang. Kommunens fastsættelse af distancen påvirker derfor antallet
af kilometerpenge, som ÆrøXpressen A/S modtager, negativt. Aftalen med
kommunen blev indgået i 2019 eller før 2019.
Det er hans opfattelse, at Ærø Kommune tilgodeser sig selv i håndteringen af
kilometerpenge.

ÆrøXpressen A/S har været drevet med underskud i mange år. De har finansie-
ret underskuddet ved lån og en aktieemission i 2023 på 10 mio. kr. Hvis økono-
mien fortsætter på samme måde, kan færgedriften ikke økonomisk hænge sam-
men. I 2025 kommer selskabet ikke ud med et stort underskud som i de forrige

år.

ÆrøXpressen A/S konkurrerer med de øvrige færger til og fra Ærø. ÆrøXpres-
sen A/S har højere billetpriser end de øvrige færger på Ærø, da de skal betale

renter og afdrag på gæld. ÆrøXpressen A/S sejler med ca. 20 procent af gods og
passagerer, som skal til og fra Ærø. I 2026 er billetprisen for en passager 75 kr.
ved ÆrøXpressen A/S, mens at de kommunale færger har en billetpris på 68 kr.,

selvom sejlruten fra Marstal til Rudkøbing er fem kilometer længere end sejlru-
ten fra Ærøskøbing til Svendborg.

Der et tysk selskab, som påtænker at starte en færgerute mellem Marstal og
Kiel. Han ved ikke, hvor langt de er i planerne med dette.
ÆrøXpressen A/S har ventet med at lægge sag an mod Ærø Kommune, da de
har forsøgt at skabe en dialog med kommunen flere gange.
Allan Krogh Filtenborg har forklaret bl.a., at han har været kommunaldirektør
i Ærø Kommune siden august 2017. Jobbet indebærer, at han er ansvarlig for
kommunens ansatte og skal servicere det politiske niveau.
Det er ikke hans oplevelse, at kommunen modarbejder ÆrøXpressen A/S.
Han var med til at lave aftalerne mellem kommunen og ÆrøXpressen A/S, og
der har senere været drøftelser om, hvorvidt kommunen kunne hjælpe
ÆrøXpressen A/S mere. Dette har været problematisk, da ÆrøXpressen A/S er
en privat virksomhed. Der er nogle sager, som verserer ved Ankestyrelsen,
hvor de afventer svar på, hvorvidt en eventuel aftale med Ærø Kommune om
lavere billetpriser for ÆrøXpressen A/S skal sendes i udbud.

Det er Ærø Kommunes ansvar at sikre færgeforbindelsen til og fra øen. Kom-
munen får nogle tilskud fra Indenrigsministeriet efter reglerne i udligningslo-
vens § 20, § 21, § 21 a og § 21 b, så kommunen kan løfte denne opgave. Opgaven

kan løftes ved, at kommunen enten selv driver færgerne eller køber ydelsen fra

en ekstern leverandør. Det er på Ærø politisk besluttet, at kommunen løfter op-
gaven ved selv at drive færgerne. Ærøfærgerne er ikke et selskab, men en del af

den kommunale organisation.
Støtten, som kommunen modtager fra staten, efter udligningslovens § 20 skal
anvendes til Birkholm. Støtten efter udligningslovens § 21 kan anvendes mere
bredt, men er tiltænkt til også at kunne anvendes til færgedrift. De anvender ca.

en tredjedel af dette tilskud til færgedrift, men i princippet kunne kommunalbe-
styrelsen vælge at anvende hele tilskuddet til færgedrift. Der er ikke hjemmel til

at give ÆrøXpressen A/S nogle af pengene, da kommunen har valgt selv at stå
for færgedriften og derfor ikke har købt nogen ydelse af ÆrøXpressen A/S. De
vil kunne give tilskud, hvis de købte en ydelse og udbudsreglerne i øvrigt blev
overholdt.
Tilskuddet, som kommunen modtager fra staten, efter udligningslovens § 21 a

og § 21 b, skal gå til, at billetpriserne kunne sænkes. Det skal besluttes af kom-
munalbestyrelsen, hvis kommunen vil tage dette tilskud fra ÆrøXpressen A/S.

De penge, som kommunen giver ÆrøXpressen A/S, får de efter aftale med kom-
munen, hvor kommunen har mulighed for at give tilskud fra det statslige til-
skud, der er modtaget efter udligningslovens § 21 a og § 21 b. Kommunen har

aftalt en fordeling med ÆrøXpressen A/S, men det er kommunen som i første
omgang modtager pengene fra staten.
Opgaven med færgedrift indebærer bl.a., at der skal sørges for at ambulancer
og beredskab kan komme til og fra øen. Dette kan betyde, at færgerne må aflyse

for almindelige passagerer for at varetage denne opgave, når der opstår et be-
hov for, at ambulancer og beredskab kan komme til øen. Hvis kommunen skal

være et velfungerende helårssamfund, er det ligeledes en nødvendighed, at der
sejler færger om aftenen og vinteren, selvom der ikke er mange passagerer med
på disse afgange.
Det er kommunalbestyrelsen som fastlægger, hvad serviceniveauet for færgerne

skal være. Det gør de ved budgetlægningen, hvor økonomien afstemmes i for-
hold til det serviceniveau, som kommunalbestyrelsen ønsker. For nogle år siden

sænkede kommunalbestyrelsen serviceniveauet for at få økonomien til at
hænge sammen. Det er også kommunalbestyrelsen, som vedtager billetpriserne
for færgerne. Staten har iværksat nogle tiltag, som skal gøre færgerne billigere,
hvorfor de gør meget for, at priserne ikke igen skal stige.

Hvis kommunen var afskåret fra at anvende penge til at drive færgerne for un-
der hensyn til, at økonomien skulle hvile i sig selv, ville de være nødsaget til at

sænke serviceniveauet for færgerne kraftigt.

ÆrøXpressen A/S er med til at løfte færgedriften, så der er den færgekapacitet,
der er behov for.
Thomas Norrild har forklaret bl.a., at han er økonomichef ved Ærøfærgerne og
ansvarlig for bl.a. færgernes og bussernes økonomi.
Ærøfærgerne har udgifter for ca. 113 mio. kr. og indtægter for ca. 98,6 mio. kr.,
hvorfor der er et underskud på ca. 14,6 mio. kr. Underskuddet på 14,6 mio. kr.
er den ramme, som er vedtaget af kommunalbestyrelsen i budgettet for 2026.
Indtægterne består af billetindtægter for ca. 60 mio. kr. og den resterne del af
indtægterne kommer fra tilskud efter udligningslovens § 21 a og § 21 b, hvorfra
der også gives et tilskud til ÆrøXpressen A/S. Den resterende del af
indtægterne fra tilskud i medfør af udligningslovens § 21 a og § 21 b, udgør ca.
38,6 mio. kr., som er den del af tilskuddet, der er tilbage til Ærøfærgerne efter
overførelsen af tilskud til ÆrøXpressen A/S. De er forpligtet til at anvende disse
tilskud til færgedrift og skal dokumentere, at tilskuddene er anvendt til
takstnedsættelse af billetpriserne. Der har ikke været dialog med
Indenrigsministeriet om, at kommunens drift af færger skal hvile i sig selv, når
der modtages tilskud efter udligningslovens § 21 a og § 21 b.
Kommunen modtager også tilskud efter udligningslovens § 20 og § 21, som
ikke indgår i driften af Ærøfærgerne, men er en del af den samlede økonomi i
kommunen. Driftsrammen på 14,6 mio. kr, svarende til det budgetterede
underskud i Ærøfærgerne, finansieres af tilskuddene efter udligningslovens §
20 og § 21. Modsat tilskud efter udligningelovens § 21 a og 21 b, som går til
Ærøfærgernes færgedrift, så sker anvendelsen af tilskuddene efter
udligningslovens § 20 og § 21, centralt i kommunen.
I 2021 havde Ærøfærgerne leasingaftaler på de to færger, som var en del af
Ærøfærgernes driftsregnskab. De omlagde efterfølgende leasingaftalerne, så
udgifterne hertil ikke længere var en del af driftsregnskabet, men overgik til en
anden konto. Dette betød, at Ærøfærgerne gik fra et underskud på ca. 23 mio.
kr. til et underskud på ca. 13-14 mio. kr. Der var endvidere skiftende udgifter
på reparation og vedligeholdelse som følge af færgernes alder, hvilket
påvirkede driftsregnskabet i Ærøfærgerne. Disse reparationer blev finansieret
ved at hæve billetpriserne, hvilket var en politisk beslutning i
kommunalbestyrelsen. De stigende billetpriser som følge af øget
vedligeholdelse var stadig reelt en nedsættelse af billetpriserne.
Hvis Ærøførgerne skulle drives efter ’hvile i sig selv’-princippet vil det have
store konsekvenser for bl.a. bosætning og beskæftigelse på Ærø, der ville skulle
fjernes ca. 10 færgeafgange om dagen for. Det vil ligeledes have betydning for
bosætning, turisme og erhverv, hvis billetpriserne hæves.

Parternes synspunkter
ÆrøXpressen A/S har i processkrift 2 af 5. februar 2026 til støtte for påstandene
anført bl.a.:
”...
Ad præcisering af påstande:
I såvel den principale som den subsidiære påstand er det præciseret, at

sagsøgtes færgedrift skal foregå på en måde, hvor indtægterne ved fær-
gedriften – inkl. de statslige tilskud til reduktion af billetpriser som

sagsøgte modtager fra staten iht. Udligningslovens § 21a og § 21b mhp.
fordeling til de rejsende ved nedsættelse af billetpriser – skal dække de
faktiske og fulde omkostninger ved Ærø Kommunes færgedrift.
Ved de faktiske og fulde omkostninger ved Ærø Kommunes færgedrift
skal forstås de udgiftsposter, der indgår i Ærø Kommunes regnskaber
for 2019-2023, bilag 1, og kommunens budget for perioden 2025 – 2028,
bilag 2, samt de udgiftsposter, der er indeholdt i kommunens budgetter

for andre aktiviteter herunder lønnen til transportdirektøren, fratrædel-
sesgodtgørelse færger, og olie og el. Der henvises til støtte herfor defini-
tionen af omkostninger i art. 5, stk. 3, indeholdt i Kommissionens afgø-
relse af 20. december 2011 (2012/21/EU) om anvendelse af TEUF art.

106, stk. 2 på statsstøtte i form af kompensation for offentlig tjeneste

ydet til visse virksomheder, der har fået overdraget at udføre tjenestey-
delser af almindelig økonomisk interesse (”SGEI Fritagelsen”).

Det bemærkes, at sagsøger uden præjudice i denne forbudsbegæring
har valgt at ikke gøre forbud og påbud afhængig af at sagsøgte opnår

en rimelig fortjeneste, således som dette bl.a. er præciseret af Kommis-
sionen i SGEI Fritagelsen i art. 5, st. 5-7.

Som bilag 8, fremlægges dokument udarbejdet af ÆrøXpressen, der vi-
ser en bearbejdet opgørelse for kommunens færgedrift, når samtlige ud-
giftsposter som angår færgedriften medtages. Budgettet er baseret på

udgiftsposter, der angår færgedrift med de beløb, der fremgår af Ærø
Kommunes fulde budget for 2025- 2028.

Som det fremgår, så er der en række udgifter som vedrører færgedrif-
ten, men som ikke er direkte afsat i kommunens budget vedrørende

færgedrift (dvs. konto 192120). Disse merudgifter – som altså ikke er

medtaget i sagsøgtes nettobevilling (jf. bilag 2 og senere bilag 9) er føl-
gende:

(alle beløb i DKK) 2026 2025
Løn til transportdirektør 1.267.000 1.237.000
Fratrædelsesgodtgørelser Færger 264.000 259.000
Renteomkostninger Færger/Færgelejer 2.073.000 1.571.000
Afdrag Færger 10.576.000 8.809.000
I alt merudgifter 14.182.026 11.878.025
Det bemærkes, at der i ovenfor er bortset fra f.eks. sagsøgtes beslutning
om at investere 3 mio. kr. i nye gear til sagsøgtes færge samt 20,2 mio.

til nye batterier til færgen ”Ellen”, som iht. budgettet finansieres ved lå-
neoptagelse.

Sagsøgtes merudgifter ved færgedriften er således endnu højere end an-
givet i bilag 2 i 2026 og frem.

Når de fulde omkostninger i budgettet for kommunens færgedrift med-
tages, viser bilag 8 at Ærø Kommune reelt har budgetteret med et sam-
let driftsunderskud i 2026 på kr. 27.280.000 og i 2025 på kr. 28.620.000.

Som supplement til bilag 2 fremlægges som bilag 9 ekstrakt af sagsøg-
tes opdaterede budget for 2026- 2029, hvoraf fremgår (s. 154), at ramme-
bevillingen (nettobevillingen) til sagsøgtes færgedrift nu udgør kr.

14.625.000 (2026), kr. 11.254.000 (2027), kr. 11.039.000 (2028) og kr.
12.012.000 (2029), dvs. sagsøgte budgetterer forsat med store underskud
i form af årelange nettobevillinger til færgedriften, hvortil altså kommer

effekten af ovenfor merudgifter, som altså ikke er indeholdt i rammebe-
villingen under konto 192120.

Præciseringen i den principale og subsidiære påstande er således en

præcisering af, at de omkostninger, der skal kunne dækkes af kommu-
nens indtægter ved færgedriften og tilskud iht Udligningslovens § 21a

og § 21b, er de faktiske udgifter under udgiftsposter i budget og regn-
skab for færgedriften, bilag 1 og 2, samt udgiftsposter relateret til færge-
driften placeret andre steder i kommunens budget og regnskab. Bilag 8

indeholder et samlet overblik over, hvilke udgiftsposter der er omfattet
af udtrykket ”fulde omkostninger ved Ærø Kommunes færgedrift”.
Støttemidler iht. Udligningslovens § 21a og § 21b ydes af staten og ikke
af sagsøgte, som blot administrerer fordelingen af disse til de rejsende,

da disse midler – fra statens side - er øremærkede til nedsættelse af bil-
lettakster overfor de rejsende mhp. at opfylde ”Landevejsprincippet”.

Sagsøgte har således ikke nogen valgmulighed fsva. disse midler, der

således skal fremgå af budget og årsregnskab for Ærø Kommunes fær-
gedrift, bilag 1 og 2.

Som det fremgår af bilag 2 og 9, så yder staten støtte til nedsættelse af
billetpriser (”Landevejstilskud, pax, biler og gods”) med ca. 43,6 mio.
kr., hvoraf sagsøgte budgetterer med at sagsøgte beholder ca. 37,8 mio.
kr. som anvendes til sagsøgtes reduktion af billetpriser, mens sagsøgte
videreformidler ca. 5,8 mio. (primært til sagsøger) mhp. reduktion af
billetpriser.
Det bestrides, at tilskud efter Udligningslovens § 21 specifikt er anvendt
eller øremærket til udgifter ved færgedriften i henhold til beslutning fra
Kommunalbestyrelsen. Havde dette været tilfældet, ville dette blandt
andet skulle have fremgået af Ærø Kommunes Budget for færgedrift,
bilag 2 og 9, konto 192120, og det gør det ikke.

Som det fremgår af skrivelse af 12. april 2024 fra Indenrigs- og Sund-
hedsministeriet (bilag 10), så er tilskuddet efter Udligningslovens § 21

begrundet i ”...de merudgifter, der kan være til øer i en kommune, som kan

være både merudgifter i forbindelse med forskellige borgerrettede serviceopga-
ver såvel som udgifter til færgedrift. Tilskuddene ydes som generelle tilskud

med henblik på, at det er kommunalbestyrelsens ansvar at prioritere anvendel-
sen af tilskuddene under hensyntagen til lokale forhold”. [min fremhævning]

Det bemærkes, at sagsøgte, i Retten i Svendborgs sag BS nr. 7464/2025-
SVE (jf. svarskrift s. 7), er enig i, at der er tale om et generelt tilskud til
sagsøgte i dennes egenskab af en Ø-kommune, og sagsøgte benægter da

også i den sag, at § 21-tilskuddet skal (delvist) tilgå sagsøger, som til-
fældet er med § 21a- og § 21b-tilskuddene.

Sagsøgtes øvrige midler, herunder ikke blot tilskud efter Udligningslo-
vens § 21, men også øvrige tilskud til sagsøgte efter denne lov, skatte-
indtægter, opkrævede gebyrer m.v., udgør, i det omfang disse midler

anvendes til at dække underskud ved færgedrift i konkurrenceudsat
marked som i nærværende sag, imidlertid ulovlig statsstøtte fra
sagsøgte, jf. det tidligere anførte, da der sker krydssubsidiering. At
sagsøgte således anvender nettomidler fra sagsøgtes ”kommune-kasse” til
at dække underskuddet fra sagsøgtes færgedrift er således åbenbart.
Det fastholdes således, at der er en væsentlig nettostøtte med sagsøgtes
egne midler fra Kommunens andre aktiviteter samt støtte og tilskud fra
staten, som gives fra sagsøgte til sagsøgtes færgedrift. Beløbet udgør
minimum ca. 14,6 mio. kr. i 2026 (jf. bilag 9) og nærmere ca. 28 mio. kr.,

når de fulde omkostninger relateret til færgedrift medtages, jf. bilag 8
og ovenfor.
Endeligt er påstandene præciseret så det klart fremgår af påstandene, at
denne forbudssag er foranlediget af, at sagsøgte ikke har overholdt

stand-still forpligtelsen i TEUF art. 108, 3, 3. pkt. ved dækning af bud-
getteret og aktualiseret underskud ved kommunens færgedrift ved

krydssubsidiering med kommunens andre midler.

Det bemærkes således, at uanset om retten måtte finde, at der er selv-
stændig hjemmel i RPL kapitel 40 til at nedlægge/udstede forbud/på-
bud eller ej, da er der selvstændig hjemmel i TEUF art. 108, stk. 3, 3. pkt.

til at forbyde sagsøgtes ydelse af statsstøtte, så længe denne ikke er be-
hørigt anmeldt og godkendt.

Ad sagsøgtes afvisningspåstand:
Sagsøgte gør gældende, at det ikke er klart hvilke bestemte handlinger
som sagsøgte skal foretage, hvorfor de nedlagte påstande skal afvises.
Sagsøger fastholder, at de nedlagte påstande er egnede til at danne

grundlag for nedlæggelse af forbud eller påbud, hvorfor sagsøgtes an-
bringender derom bestrides.

Det er således ganske klart, hvad det er som sagsøgte skal udføre i de

nedlagte påstande, og alle påstande ligger i tråd med de regler der al-
mindeligvis gælder for en kommunes ageren som privat operatør.

Det forhold, at en udgift betales af Ærø Kommunes finanser er ikke pro-
blematisk. Det problematiske er det igennem mange år budgetterede og

faktuelt realiserede årlige underskud ved kommunens færgedrift, som
de facto dækkes ind ved krydssubsidiering med midler fra kommunens
andre aktiviteter og øvrige støtteordninger og tilskud fra staten.
Det er den støtte, der udgør statsstøtte iht TEUF art 107, og derfor
skulle have været anmeldt og godkendt af EU Kommissionen iht. Art
108, 3.
Dette er ikke sket, og derfor skal sagsøgte forbydes at forsætte dermed
eller påbydes at ophøre dermed.
De forhold, som sagsøgte anfører, der generelt kan påvirke et budget, er
irrelevante henset til, at kommunen budgetterer med et underskud på
færgedriften, - et forhold som Ærø Kommunen skal ophøre med, indtil
EU Kommissionen har godkendt sådan statsstøtte.

Dybest set, så indebærer de nedlagte påstande, at sagsøgte skal påse, at
man ikke driver sin færgevirksomhed i strid med de retningslinjer som

gælder for offentlige myndigheders virksomhedsdrift, dvs. ”hvile-i-sig-
selv-princippet”.

Hvile-i-sig-selv-princippet er – udover at være lovfæstet i flere forsy-
ningssektorer - en grundlæggende kommunalretlig grundsætning, som

påbyder, at kommunen tilrettelægger drift uden tab og – afhængig af

om det er på konkurrencepræget marked eller ej – med rimelig fortjene-
ste eller uden fortjeneste for øje, når opgaven er takst- eller gebyrfinan-
sieret. En konsekvens er, at hvis lovgivningen tillader sagsøgte at ud-
føre kommercielle aktiviteter, da skal dette ske på markedsvilkår (inkl.

rimelig fortjeneste) og uden offentlig støtte, dvs. krydssubsidiering.

Det er tydeligt angivet af Carina Risvig Hamer & Bent Ole Gram Mor-
tensen i Erhvervsforvaltningsret, 2. udg., pkt. 6.2.1.:

”Kommunal forsyningsvirksomhed har traditionel været underlagt hvile

i sig selv-princippet, [... ]. Med andre ord må kommunen ikke uden sær-
lig lovhjemmel benytte forsyningsvirksomheden til at supplere skatteind-
tægterne, og kommunen må ikke skattefinansiere forsyningen helt eller

delvist. ... Det tilstræbes, at en konstateret afvigelse mellem udgifter og
indtægter (overeller undersækning) fjernes ved i det eller de efterfølgende
år at regulere taksterne på forsyningsydelsen. Denne form kan betegnes
som det tilsynsretlige eller kommunalretlige hvile-isig-selv-princip.”
Efter gældende ret indebærer hvile-i-sig-selv-princippet således at

takstfinansierede kommunale aktiviteter der udbydes i et konkurren-
ceudsat marked alene må bære nødvendige udgifter, at der skal være

balance over en årrække, og at krydssubsidiering af aktiviteten er ude-
lukket.

Sagsøgte forbryder sig efter sagsøgers opfattelse mod samtlige disse
punkter.

Det bemærkes, at sagsøgtes kommunalbestyrelse hvert år fastsætter bil-
lettaksterne.

Hvile-i-sig-selv-princippet medfører, at kommunalbestyrelsen er for-
pligtet til at nægte godkendelse af billettaksterne, hvis disse resulterer i,

at sagsøgte udøver færgevirksomhedens drift med et stort – budgetteret
og dermed planlagt - underskud til følge.

For så vidt angår princippets anvendelse i statslige forhold kan henvi-
ses til Finansministerierets budgetvejledning fra april 2021 (pkt. 2.3.),

hvoraf fremgår:
”For institutioners salg af varer og ydelser gælder som udgangspunkt, at
prisen på den enkelte vare og ydelse fastsættes således, at der ikke sker
konkurrenceforvridning over for private eller offentlige konkurrenter, og
således at omkostningerne dækkes.”

Tilsvarende fremgår det af Økonomistyrelsens Vejledning om prisfast-
sættelse fra august 2022, kapitel 2 følgende:

”De generelle regler for prisfastsættelse indebærer således, at prissætnin-
gen skal ske ud fra to overordnede hensyn:

1. Der skal ske fuld omkostningsdækning

2. Der må ikke ske konkurrenceforvridning i forhold til mulige ikke-stats-
lige leverandører

For varer og ydelser, der afsættes på et marked præget af konkurrence,
kan indtægterne overstige omkostningerne. Sker afsætningen som led i

indtægtsdækket virksomhed, må det akkumulerede resultat ikke være ne-
gativt i fire år i træk. Tilsvarende bør som udgangspunkt gælde for kom-
mercielle aktiviteter under den almindelige virksomhed.”

Princippet gælder for al offentlig aktivitet, også sagsøgtes.
Uafhængigt heraf følger af kommunalfuldmagtsreglerne en pligt til

økonomisk forsvarlighed, markedspris-/markedsvilkårskrav og et ud-
gangspunkt om forbud mod erhvervsvirksomhed og individuel støtte,

hvilket forhindrer underskudsdrevet aktivitet, der begunstiger enkelte
aktører eller forvrider konkurrencen

Hvile-i-sig-selv-princippet kræver således – som fundamental kommu-
nalretlig grundsætning - at sagsøgte ikke må drive erhvervsvirksomhed

med underskud, da dette indebærer offentlig finansiering af færgevirk-
somheden, hvilket er i strid med princippet. Princippet forhindrer også

skjulte tilskud og konkurrenceforvridning, hvilket sikrer, at kommu-
nale virksomheder opererer på markedsmæssige vilkår.

Det bemærkes, at landevejsprincippet ikke er en undtagelse til fastsæt-
telse af billetprisen efter hvile-i-sigselv princippet. Tilskuddene efter

Udligningslovens § 21a og § 21b fastsættes med henblik på at sikre, at

de endelige billetpriser efter at tilskud er fratrukket billetpriserne bereg-
net efter hvile-i-sig-selv princippet, svarer til de omkostninger, som

transporten ville have haft, hvis den samme strækning kunne tilbage-
lægges ad offentlig vej (dvs. opfylder landevejsprincippet).

ooo0000ooo

Sagsøgte gør til støtte for afvisningspåstanden tillige gældende, at der

ikke søges nedlagt forbud/påbud mod sagsøgtes ageren i et privat rets-
forhold.

Det bemærkes indledningsvist, at sagsøgtes anbringende vel mest rette-
ligt i så fald måtte resultere i en frifindelse med henvisning til RPL §

411, stk. 1, ikke en afvisning af sagen.
Desuagtet bemærkes, at sagsøgte har valgt at drive færgedrift, som i
Danmark og i EU er en fuldt konkurrenceudsat tjenesteydelse.

Som også påpeget af sagsøgte, så kan sagsøgte vælge at udbyde færge-
driften ved private operatører eller vælge selv at udføre denne.

Sagsøgte har valgt selv at udføre denne, og sagsøgte er dermed part i et
privat retsforhold overfor bl.a. passagerer, sagsøger men også samtlige

potentielle operatører af færgedrift til og fra Ærø. Sagsøgtes drift af fær-
gevirksomheden skal derfor ske i overensstemmelse med de regler som

gælder for et konkurrenceudsat marked.

Det er således ikke sagsøgtes myndighedsudøvelse, som der søges ned-
lagt forbud/påbud imod, men derimod sagsøgtes ageren som kom-
merciel operatør af adskillige færgeruter til og fra Ærø.

Sagsøger er enig i, at henvisningen til ”virksomhed” i TEUF art. 107, stk.

1, er en henvisning til en økonomisk aktivitet, som udføres af staten el-
ler kommunen, dvs. at bestemmelsen ikke finder anvendelse, når

sagsøgte optræder rent ”som udøver af offentlig myndighed”, eller i ”egen-
skab af offentlige myndigheder”.

Efter EU-retten kan sagsøgte anses for at optræde som udøver af offent-
lig myndighed, når den pågældende aktivitet er et led i statens væsent-
lige opgaver eller er forbundet med disse opgaver som følge af sin art,

sit formål og de regler, den er undergivet. Generelt gælder det, at akti-
viteter, der nødvendigvis indgår i offentlige myndigheders beføjelser,

og som udøves af staten/kommunen, ikke udgøre økonomiske aktivite-
ter.

Som eksempel på sådanne aktiviteter angiver EU-Kommissionen f.eks.
politi, brandvæsen, søfartssikkerhed og -kontrol, m.v. Omvendt gælder

det at hvis en kommune udøver en økonomisk aktivitet, der kan udskil-
les fra udøvelsen af offentlig myndighed, så handler kommunen som en

virksomhed i forbindelse med den pågældende aktivitet.
Det fastholdes, at sagsøgtes færgedrift er en økonomisk aktivitet – altså

offentlig erhvervs-”virksomhed” – og ikke er udøvelse af sådan offent-
lig myndighed, som dels er undtaget fra statsstøtteforbuddet, dels und-
taget fra forbuds- og påbudsinstituttet iht. RPL § 411.

Ad frifindelsespåstanden:

Det bestrides helt generelt, at statsstøtte til tjenesteydelser af almen øko-
nomisk interesse eller ”public service” er undtaget fra reglerne om stats-
støtte.

Udgangspunkter er tværtimod det modsatte. Statsstøtte er som ud-
gangspunkt forbudt, medmindre denne på behørig vis anmeldes og

godkendes eller er fritaget på EU-niveau.
Sagsøgtes argumenter om, at sagsøgte udøver ”public service”, med den
konsekvens, at dette skulle medføre at sagsøgte har frit slag til at drive
sin virksomhed uden hensyn til statsstøttereglerne, må således afvises.

Færgefart i sig selv kan ikke karakteriseres som public service. Færge-
drift har historisk været og er fortsat en konkurrencepræget sektor,

hvor private aktører har opereret – og stadig opererer – på markedsvil-
kår. Det forhold, at en aktivitet kan udføres af en kommune med hjem-
mel i særlov eller kommunalfuldmagten, medfører ikke, at aktiviteten

af den grund falder uden for konkurrencelovens anvendelsesområde.
Færgeloven pålægger ikke sagsøgte at drive færgefart.
Som også anerkendt af sagsøgte, så udøves færgedrift i fri næring og
sagsøgte kan vælge at overlade driften til en privat operatør eller drive
denne selv.
Enhver offentlig erhvervsvirksomhed skal ske på markedsvilkår, under
iagttagelse af ”hvile-i-sig-selv-princippet” og under overholdelse af f.eks.

forbuddet mod ikke-godkendt statsstøtte, men også f.eks. markedsfø-
ringsloven, forbrugerbeskyttelsesloven og anden relevant lovgivning

som regulerer driften.

Dette gælder uanset graden af sagsøgtes opfyldelse af et offentligt servi-
cebehov.

EU’s statsstøtteregler vedrører offentlig støtte til erhvervsvirksomhed.
Sådan støtte kan have konkurrenceforvridende effekt. Udgangspunktet
er her at støtte med offentlige midler til erhvervsvirksomheder (private
og offentlige) er statsstøtte. Det gælder også for støtte til public service
(dvs. services of general economic interest, SGEI).

TEUF art 106, stk. 2, undtager alene støtte til offentlig erhvervsvirksom-
hed, hvis og i det omfang:

Bet. 1.: Virksomheden har ”fået overdraget at udføre tjenesteydelser af
almindelig økonomisk interesse”; og

Bet. 2.: Statsstøtte- og de andre konkurrenceregler ”retligt eller fak-
tisk hindrer opfyldelsen af de særlige opgaver, som er betroet dem”.

For at noget skal kunne finde ind under denne undtagelsesbestem-
melse, skal der være tale om en public service opgave (en SGEI) som i

sin kerne kræver, at den der udfører tjenesteydelsen er forpligtet til at

gøre det. Det fremgår klart af SGEI fritagelsens pkt. 13-17, at en opfyl-
delse af betingelse 1 kræver, at Ærø Kommune er blevet pålagt en ”for-
pligtelse” til at udføre tjenesteydelsen. Sagsøgte har ingen forpligtelse

til at udøve færgedrift, og allerede af den grund kan støtte i form af un-
derskudsdækning ikke undtages fra reglerne i TEUF art 107 og 108. De

øvrige betingelser gengivet i SGEI Fritagelsen pkt. 14 er heller ikke op-
fyldt.

Selvom der skulle have været en sådan forpligtelse til færgedrift, er den
anden betingelse i art. 106 ikke opfyldt.
Sagsøgte har før demonstreret, at kommunal færgedrift kan udøves i

balance med rimelig fortjeneste, jf. bilag 6. Men der er også klare ram-
mer for, hvornår betingelserne i art. 106 er opfyldt, og en offentlig støtte

til public service-foretagender (SGEI) kan anses for ikke at være under-
lagt statsstøttereglen i art. 107’s forstand. Helt grundlæggende skal støt-
ten anses for saglig, nødvendig og proportionel, og ikke udgør en uri-
melig forvridning af konkurrencen, jf. C-280/00 Altmark dommen.

Dommen fastlagde fire kumulative kriterier, der afgør, hvornår støtten
falder uden for statsstøttereglerne:

1) Virksomheden skal være udtrykkeligt pålagt en SGEI

forpligtelse via en officiel akt (lov, kontrakt, konces-
sion), og forpligtelsen skal være klart defineret. (præ-
mis 89)

2) Kompensationen skal være fastlagt på en objektiv og
gennemsigtig måde, inden opgaven udføres, ”... for at
undgå, at kompensationen indebærer en økonomisk fordel,
der kan begunstige den pågældende virksomhed i forhold til
de konkurrerende virksomheder.” (præmis 90)

3) Kompensationen må ikke overstige de omkostninger,
der er nødvendige for at udføre opgaven, med rimelig
fortjeneste. Domstolen udtaler: ”Overholdelsen af denne

betingelse er ufravigelig med henblik på at sikre, at den be-
gunstigede virksomhed ikke opnår en fordel, som fordrejer el-
ler truer med at fordreje konkurrencevilkårene ved at styrke

virksomhedens konkurrencemæssige stilling.” (præmis 91-
92)

4) Enten skal virksomheden vælges efter en udbudspro-
cedure, eller kompensationen skal beregnes på

baggrund af omkostningerne for en velstyret, gennem-
snitlig virksomhed. (præmis 93)

Ingen af disse kriterier er opfyldt for sagsøgtes støtte i form af kryds-
subsidiering af underskud ved den kommunale færgedrift. Selvom fær-
gedriften havde være public service, må sagsøgtes krydssubsidiering af

underskud ved færgedriften stadig anses for underlagt statsstøttebe-
stemmelsen i art. 107.

At en aktivitet udføres som led i public service, udelukker i øvrigt ikke,
at der samtidig foreligger økonomisk virksomhed. Således blev det
slået fast i de første sager mellem TV2 Danmark og EU Kommissionen
(samlede sager T-309/04, T-317/04, T-329/04, T-336/04), at public
service-kanaler deltagelse i kommercielle aktiviteter som reklamesalg
og programlicensering, udelukker ikke, at disse aktiviteter anses som
økonomisk virksomhed i konkurrenceretslig forstand.
Der henvises til Kommissionens anvendelse af Altmark kriterierne i

State Aid SA.108904 (2023/N) – Denmark SGEI compensation for Born-
holm Airport. Her vurderes støtten ud fra Bornholms begrænsede alter-
native transportmuligheder, og kompensationen fastsættes på bag-
grund af estimerede nettoudgifter med værn mod overkompensation.

Kommissionen lægger bl.a. vægt på adskilte konti og regnskaber for på-
lagte aktiviteter og øvrige kommercielle aktiviteter. Forhold som

sagsøgte ikke opfylder.
Det bemærkes i den forbindelse, at den Kammeradvokatudtalelse,
sagsøgte henviser til, angår lovligheden af statsstøtten der ydes under
Udligningslovens § 21a, og udtalelsen kan ikke danne retsgrundlag for
at anse støtte til færgefart for public service og dermed ikke statsstøtte.
Det modsatte er faktisk tilfældet. Det følger således af den udtalelse fra
Kammeradvokaten, der er gengivet i forarbejderne til Udligningslovens

§ 21a, at der er visse grænser for støttens omfang til erhvervsvirksom-
heden drevet som public service, hvorfor en fuldstændig nedsættelse af

billettaksterne ved offentlig støtte vil blive anset for ulovlig statsstøtte.
Udtalelsen kan på ingen måde tages til indtægt for, at færgedrift altid er
public service (SGEI).

ooo0000ooo

Sagsøgtes anførsler om, at sagsøgtes drift sker i overensstemmelse med

Carbotage-forordningen (som implementeret i lov om færgefart) bestri-
des ligeledes.

Helt overordnet, så fastslår Carbotage-forordningen princippet om fri
adgang til markedet for søtransport inden for EU med en konsekvens at
operatører fra en medlemsstat kan udføre såkaldt ”cabotagesejlads” i en

anden medlemsstat uden diskrimination. Forordningen sikrer, at natio-
nale regler ikke må begrænse denne adgang, medmindre det er nød-
vendigt for at opfylde specifikke samfundsmæssige behov.

Forordningen giver sagsøgte mulighed for at indgå kontrakter med pri-
vate operatører om offentlig søtransport samt at pålægge færgeoperatø-
rer forpligtelser til ”offentlig tjeneste” som betingelse for adgang til at

udføre transport til, fra og mellem øer (f.eks. krav om regelmæssighed,
kontinuitet, hyppighed, kapacitet, tariffer, bemanding og nødberedskab
til ambulancetransport osv.).
Carbotage-forordningen regulerer derfor muligheden for at sagsøgte
ved en kontrakt/udlicitering kan organisere besejlingen af Ærø med
indgreb på markedet i form af f.eks. eneret til besejling.

Der er på ingen måde tale om, at Carbotage-forordningen hjemler, at

sagsøgte selv kan drive færgedrift med statsstøtte uden forudgående til-
ladelse fra EU-kommissionen, hvilket tilsyneladende er sagsøgtes an-
bringende.

Det bemærkes, at en aftale eller kontrakt om ”offentlig tjeneste” ikke er
indgået mellem sagsøgte og en anden privat færgeoperatør og/eller

mellem sagsøgte og den del af sagsøgte, der forestår færgedrift. Sidst-
nævnte er i øvrigt ikke omfattet af reglerne for aftalepålagte krav om

”offentlig tjeneste”.
Carbotage-forordningen (samt lov om færgefart) giver således ikke som

anført eller forudsat i svarskriftet, sagsøgte ret til at drive egen færge-
fart med planlagte underskud og ydelse af statsstøtte til dækning heraf.

Carbotage-forordningen er ikke en undtagelse til forbuddet mod stats-
støtte indeholdt i TEUF art. 107 og stand-still forpligtelsen i TEUF art.

108, 3, 3. pkt., eller kriterierne for at undtage støtte til public service

(SGEI) fra disse bestemmelser i traktaten, der blev fastlagt med (C-
280/00) Altmark dommen.

Der henvises til pkt. 24 i SGEI Fritagelsen hvor det klart angives, at Car-
botage-forordningen ikke indeholder ”... regler om foreneligheden af even-
tuelle statsstøtteelementer og heller ingen undtagelse af anmeldelsespligten ef-
ter traktatens artikel 108, stk. 3.” [min fremhævning].

Dette kræver (forudgående) godkendelse fra EU-kommissionen.

ooo0000ooo

Det bestrides, at den af sagsøgte påberåbte – meget begrænsede – und-
tagelse for TEUF Art 107 ́s anvendelsesområde på offentlig finansiering

af lokal infrastruktur, finder anvendelse på den støtte som sagsøgte
yder til sagsøgtes færgedrift.
Drift af færger er ikke finansiering af lokal infrastruktur; finansiering af
infrastruktur er anlægsprojekter, hvor den offentlige finansierende

myndighed optræder som bygherre. Kommissionens meddelelse opreg-
ner og undtager således – i et vist omfang - alene anlægsprojekter som

vedrører lufthavne, havne, bredbånd, energianlæg, forskningsinstitutio-
ner, jernbaner, veje, broer samt vandforsyningsanlæg, ligesom det på

ingen måde er påvist eller godtgjort at det er usandsynligt, at der fore-
tages grænseoverskridende investeringer, jf. det anførte i stævningen.

Hertil kommer, at støtte ydet til færger, der forbinder Ærø med andre

dele af Danmark, og muliggør at transport fra f.eks. Flensborg i Tys-
kland til Svendborg kan lægges over Ærø som alternativ til transport

over Fyn, på ingen måde kan karakteriseres af lokal karakter eller rettet
mod et lokalt marked.

ooo0000ooo

For så vidt angår sagsøgtes påberåbelse af at sagsøgtes statsstøtte i form

af underskudsdækning af færgedriften er undtaget fra anmeldelsesplig-
ten i TEUF Art. 108 i kraft af forordning Nr. 651/2014 af 17. juni 2014 om

visse kategorier af støttes forenelighed med det indre marked i henhold

til traktatens artikel 107 og 108 (den ”generelle gruppefritagelsesforord-
ning”), under henvisning til at der er tale om social støtte til beboere i

afsidesliggende områder til transportformål (jf. forordningens art. 1, da
bestrides dette ligeledes.
Efter TEUF artikel 108, stk. 3, 3. pkt., må statsstøtte ikke gennemføres
uden forudgående godkendelse, medmindre støtten er omfattet af en
gruppefritagelse.
Det fremgår af den generelle gruppefritagelsesforordning, at udover en
udtrykkelig og klart defineret public service-forpligtelse til at forestå
færgedrift, (i modsætning til - som i færgeloven - en ret til dette), så
kræver anvendelsen af fritagelsen, at statsstøtten er individuel og kan
beregnes forud for støttens tildeling, at der er tale om en klart defineret

og proportional kompensation og at der sker regnskabsmæssig adskil-
lelse, (jf. blandt andet art. 1, 3, og 5). Ingen af disse betingelser er op-
fyldt.

Almindelig kommunal underskudsdækning af kommunal færgedrift

ved krydssubsidiering opfylder ikke disse betingelser for at blive grup-
pefritaget.

Gruppefritagelsesforordningen finder – jf. art. 6 – derudover kun an-
vendelse på støtte med ”tilskyndelsesvirkning”, hvilket alene anses at fo-
religge, hvis modtageren af støtte – dvs. sagsøgte - før projektets eller

aktivitetens påbegyndelse har indgivet en skriftlig støtteansøgning til
den danske stat, hvilket heller ikke er tilfældet.

Det bemærkes derudover at forordningens art. 51 kræver, at ”hele” støt-
ten skal ydes til slutforbrugere, som har deres sædvanlige opholdssted i

afsidesliggende område, hvilket ej heller er opfyldt, da støtten gives til

alle brugere af sagsøgtes færger, uanset hvor disse har deres sædvan-
lige opholdssted.

Herudover skal støtten ydes ”... uden forskelsbehandling med hensyn til be-
fordringsvirksomhedens identitet eller tjenesteydelsens art og uden begræns-
ninger med hensyn til den nøjagtige rute til eller fra det afsidesliggende om-
råde” hvilket ej heller er tilfældet, da sagsøgte jo alene støtter sin egen

færgedrift, men ikke sagsøgers færgedrift.
Udover det anførte er der flere andre betingelser som ikke er opfyldt for
anvendelsen af gruppefritagelsesforordningen, hvorfor denne således
utvivlsomt ikke finder anvendelse.

Som eksempel henvises til, at det fremgår af art. 11 og 12, at EU Kom-
mission fører kontrol med gruppefritagelsens anvendelse. Kontrollen

udføres på grundlag af information om gruppefritagelsesordningens

anvendelse, som skal indsendes af medlemsstaten, der ønsker at an-
vende ordningen. Det følger af art. 9 at al dokumentation for opfyldelse

af betingelserne skal registreres og opbevares i mindst 10 år fra støttens

udbetaling. Denne kontrol finder heller ikke sted, og sagsøgtes påberå-
belse af gruppefritagelsen ses at være helt uden grundlag.

Det bemærkes i øvrigt, at sagsøgtes bemærkninger om støtte til trans-
porttjenester, der betjener øer med op til 300.000 passagerer årligt skulle

være undtaget anmeldelsespligt bestrides og hjemlen herfor er ikke på-
vist. Sagsøger bekendt er grænsen på 300.000 passagerer den danske

udbuds-/proceduregrænse for interessetilkendegivelser i færgebekendt-
gørelsen (dvs. bekendtgørelse nr. nr. 1153 af 7. juni 2021 om færgefart),

men er ikke en statsstøttefritagelsesregulering. Den vedrører tildelings-
procedure – evt. med markedsindgreb – iht. Carbotage forordningen,

men vedrører ikke anmeldelsespligt efter statsstøttereglerne og lovlig-
gør på ingen måde krydssubsidieringen af sagsøgtes færgedrift. Ifølge

bekendtgørelsen kan der i stedet for udbud foretages indkaldelse af in-
teressetilkendegivelser, hvis færgeruten betjener en ø med færre end

300.000 passagerer. Bestemmelsen er dog underlagt gældende lovgiv-
ning om offentlige indkøb og EU's statsstøtteregler, hvilket betyder, at

støtte til sådanne færgeruter stadig skal vurderes i forhold til traktatens
artikel 107 og 108.
Hvis der med anbringendet er henvist til SGEI Fritagelsens art. 2, stk. 1,

litra d) bemærkes, gøres gældende, at betingelserne for SGEI Fritagel-
sen ikke opfyldt.

Særligt skal det igen fremhæves, at færgedriften ikke er en forpligtelse
for sagsøgte, (art. 1 og 2, stk. 1), og hjemlen for kommunen til færgedrift
overstiger en 10 års periode, (art. 2, stk. 2).
Ligesom den generelle gruppefritagelse indeholder SGEI Fritagelsen

krav om transparens ved rapportering, (art. 9) og kontrol (art. 8), aktivi-
teter som ikke er dokumenteret opfyldt.

ooo0000ooo

Ad de formelle betingelser for forbuddets nedlæggelse:

Sagsøgte har gjort gældende, at forbud/påbud skal nægtes under hen-
visning til RPL § 413, nr. 3 og § 414, stk. 1.

Der henvises til det i begæringen anførte ad § 413 og § 414.
Sagsøger har en aktuel, selvstændig og beskyttelsesværdig interesse i,
straks at få den ulovlige statsstøtte bragt til ophør. Dette så meget desto

mere, henset til at sagsøgtes brud på lovgivningen udøves af en kom-
mune og det forhold at sagsøger har anlagt en selvstændig retssag imod

sagsøgte ses ikke at eliminere sagsøgers beskyttelsesmæssige interesse.
Det bemærkes i øvrigt, at den selvstændigt anlagte retssag således også
angår sagsøgers misbrug af dominerende adfærd og dennes brud på
konkurrenceloven ved konkurrenceforvridende handlinger.
Stand still forpligtelsen i henhold til TEUF art. 108, 3, 3. pkt. er en pligt
for sagsøgte – og ret for sagsøger – som skal håndhæves af nationale
domstole. Dette er blandt andet understreget i EU Kommissionens

meddelelse om de nationale domstoles håndhævelse af statsstøttereg-
lerne (2021/C 305/01). Det fremgår således af præmis 83 – 84:

”(83) Det indgår også som en del af de nationale domstoles pligter i hen-
hold til artikel 108, stk. 3, i TEUF at træffe foreløbige forholdsregler, når

dette er hensigtsmæssigt for at sikre personers rettigheder og effektiviteten

af artikel 108, stk. 3, i TEUF. De nationale domstole træffer disse forholds-
regler, som tager sigte på midlertidigt at fjerne støttens konkurrencebe-
grænsende virkninger, i henhold til national ret, forudsat at betingelserne

med hensyn til ækvivalens og effektivitet er opfyldt (jf. afsnit 2.2).
(84) De nationale domstole kan beslutte at træffe foreløbige forholdsregler,
hvor der allerede er eller vil blive udbetalt formodet ulovlig støtte. ...

Disse muligheder sikrer, at støttemodtageren ikke længere nyder den for-
del, der knytter sig til den formodede ulovlige støtte. Hvis der er risiko for

umiddelbar udbetaling af støtten, kan domstolen afsige en foreløbig ken-
delse, som forhindrer udbetalingen af den formodede ulovlige støtte, indtil

spørgsmålene vedrørende sagens realitet er afklaret.
...
(86) De nationale domstole har pligt til at træffe foreløbige forholdsregler,

når følgende betingelser er opfyldt: a) der er ingen tvivl om tilstedeværel-
sen af statsstøtte, b) støtten er ved at blive eller er blevet gennemført, og c)

der ikke er konstateret ekstraordinære omstændigheder, som gør en tilba-
gesøgning uhensigtsmæssig.”

[min understregning]

Meddelelsens præmis 86 og hjemlen til foreløbige forholdsregler over-
for manglende opfyldelse af stand still forpligtelsen i TEUF art. 108, 3,

3.pkt gælder parallelt med den danske retsplejelovs kapitel 40 regler

om midlertidige forbud og påbud, og er relevant ved forståelsen og for-
tolkningen af de danske reglers anvendelse ved manglende opfyldelse

af stand still forpligtelsen.

Dette følger af bemærkningerne til retsplejelovens kapitel 40 (Lovfor-
slag nr. L 47 af 1. november 2012) pkt. 2.3.1.1. hvor det fremhæves, at

”Udgangspunktet om, at der ikke kan iværksættes foreløbige foranstaltnin-
ger mod myndighedsudøvelse, er dog bl.a. modificeret af Danmarks EF-
retlige forpligtelser.”

Det der henvises til, er den ”EF-retlige” forpligtelse for en national ret-
sinstans, der i en tvist vedrørende fællesskabsretten finder, at det ene-
ste, der er til hinder for, at den anordner foreløbige forholdsregler, er en

national retsregel, skal undlade at bringe denne regel i anvendelse.
EU-Domstolen har således i flere afgørelser behandlet spørgsmålet om

foreløbige forholdsregler og nationale regler, der kan hindre deres an-
vendelse.

I sagen Factortame I (sag C-213/89) fastslog Domstolen, at en national
retsinstans skal tilsidesætte nationale regler, der forhindrer den i at
træffe foreløbige forholdsregler, hvis dette er nødvendigt for at sikre
EUrettens effektive virkning. Domstolen understregede, at nationale
regler, der begrænser retten til effektive retsmidler, er uforenelige med
EU-retten.

I en anden sag, Unibet (sag C-432/05), præciserede Domstolen, at prin-
cippet om effektive retsmidler indebærer, at nationale retsinstanser skal

have mulighed for at træffe foreløbige forholdsregler, hvis dette er nød-
vendigt for at sikre beskyttelsen af rettigheder, der følger af EU-retten.

Hvis en national regel hindrer dette, skal den tilsidesættes
Af nyere praksis henvises til præmis 105 i Serang (sag C-600/23), afsagt
den 1. august 2025, hvoraf fremgår at
”enhver national retsinstans, som får forelagt en tvist, der er omfattet af
EU-retten, skal have beføjelse til at indrømme foreløbige forholdsregler,
som gør det muligt at sikre den fulde virkning af den retsafgørelse, der
skal træffes med hensyn til realiteten, herunder i det tilfælde, hvor denne
retsinstans forelægger Domstolen en anmodning om præjudiciel afgørelse

og udsætter sagen på Domstolens besvarelse. Desuden skal en sådan ret-
sinstans se bort fra de nationale retsregler, som er til hinder for denne be-
føjelse (jf. i denne retning dom af 19.6.1990, Factortame m.fl., C-213/89,

EU:C:1990:257, præmis 21-23, og kendelse afsagt af Domstolens præsi-
dent den 25.2.2021, Sea Watch, C-14/21 og C-15/21, EU:C:2021:149,

præmis 32)”.

Princippet følger altså af Factortame-princippet og er - jf. ovenfor - gen-
taget i nyere praksis: den nationale ret skal tilsidesætte nationale regler,

som hindrer beføjelsen til at sikre EU-rettens fulde virkning gennem fo-
reløbige forholdsregler.

Konsekvensen af dette er, at eventuelle danske regler som måtte forhin-
dre nedlæggelse af forbud må tilsidesættes, hvis disse regler er det ene-
ste som hindrer foreløbige forholdsregler, dvs. f.eks. forbud eller på-
bud. Dette gælder også for de formelle regler i retsplejelovens kapitel

40.
Det fremgår således af bemærkningerne til retsplejelovens kapitel 40
(Lovforslag nr. L 47 af 1. november 2012) pkt. 2.3.2.1.:
”Hvis der opstår spørgsmål om national lovgivnings forenelighed med

EU-retten, følger det som anført ovenfor af EU-Domstolens praksis, at na-
tionale domstole direkte i medfør af EUretten er beføjede til at træffe forelø-
bige forholdsregler, dvs. tillægge myndighedsudøvelsen opsættende virk-
ning, hvis det er det eneste, der er til hinder for, at den nationale domstol

træffer foreløbige forholdsregler, er en national retsregel. Højesteret har
som anført ovenfor antaget, at det i de tilfælde, hvor der opstår spørgsmål

om en forvaltningsafgørelses forenelighed med EU-retten, og hvor den na-
tionale domstol har besluttet at forelægge et præjudicielt spørgsmål for

EU-Domstolen, må følge af EU-retten, at den nationale domstol legeledes
er beføjet til at træffe bestemmelse om, at gennemførelsen af afgørelsen skal
udsættes.”
Der henvises også til Højesterets præmisser i Gyproc sagen (UfR
1994.823 H) og bemærkningerne til denne afgørelse og til Factortame I
indeholdt i betænkning nr. 1530/2012 om reform af den civile retspleje
VII, side 64.
Til støtte for de af sagsøger nedlagte påstande gøres det gældende, at
det allerede følger af TEUF art. 107 og 108, at sagsøger har krav på, at
der iværksættes foreløbig forholdsregler som forbud og påbud, indtil
EU-Kommissionens eventuelle godkendelse foreligger.

Det gøres også gældende, at betingelserne for anvendelse af de forelø-
bige forholdsregler i retsplejelovens kapitel 40 skal forstås i lyset af, og i

overensstemmelse med, lovens forarbejder og ikke mindst forpligtelsen

i EU-retten for nationale domstole til at iværksætte foreløbige forholds-
regler til sikring af stand still forpligtelsens overholdelse.

Dette gælder uanset om de foreløbige forholdsregler direkte retter sig
mod sagsøgtes kommunale erhvervsvirksomhed, dvs. den principale
og subsidiære påstande, eller mod forvaltningsakten, der muliggør den

årelange drift med underskud og dækket ved bevillinger på kommu-
nens budgetter, dvs. de mere subsidære påstande.

ooo0000ooo

Ad sagsøgtes krav om at sagsøger stiller sikkerhed jf. RPL § 415, da be-
strides dette. Det gøres først og fremmest gældende, at sikkerhedsstil-
lelse er udelukket, allerede fordi sagsøger under sagen har godtgjort

sagsøgtes krænkelse af stand-still bestemmelsen, hvilket fordrer ind-
greb fra danske domstole, ligesom sagsøger som konkurrerende virk-
somhed har ret til at blive beskyttet af retsordenen, uden krav om sik-
kerhedsstillelse.

Dertil bemærkes, at nedlæggelse af forbud eller påbud iht. sagsøgers
påstand ikke vil påføre sagsøgte et økonomisk tab eller en påvist
ulempe. Tværtimod vil det medvirke til at nedbringe eller eliminere det
underskud, som sagsøgte hver dag har ved sin drift af sine færgeruter
med stort underskud.
...”

Ærø Kommune har i sammenfattende processkrift af 18. februar 2026 til støtte
for påstandene anført bl.a.:
”...
2. INDLEDNING
2.1 Det er centralt for sagen, at Ærø Kommune ikke har foretaget
udbud af ruten Marstal-Rudkø- bing efter dens nedlæggelse.
ÆrøXpressen A/S har derimod selv valgt at etablere drift af
ruten for egen regning og risiko.
2.2 ÆrøXpressen A/S har den 23. oktober 2025 anmodet om, at der
nedlægges forbud subsidiært påbud under nærmere beskrevne
betingelser mod Ærø Kommunes færgefart, der udføres i
henhold til lov om færgefart herunder § 2, stk. 1:
Staten og kommuner kan drive færgeruter med henblik på at
sikre en effektiv opfyldelse af samfundets behov for drift af
færgeruter uden at foretage udbud.

2.3 Færgefartsloven etablerer således hjemmel for Ærø Kommune
til at drive færgeruter, når dette sker for at varetage samfundets
behov for færgefart. Det er formålet med loven at sikre, at
opfyldelsen af samfundets behov for driften af sådanne ruter
sker på en effektiv, billig og gennemsigtig måde. Ærø
Kommunes færgefart varetager et samfundsmæssigt behov for
at sikre et velfungerende helårssamfund på Ærø ved at drive

færgefart mellem Søby-Fynshav, Søby-Faaborg og Ærøskøbing-
Svendborg. Ærø Kommune har videre indgået aftale om

færgefart med en privat aktør om ruten Ærøskøbing-Birkholm.
2.4 Det vil ikke være muligt at opretholde et serviceniveau for
færgefart, der kan understøtte et velfungerende helårssamfund,
hvis færgeaktiviteterne ikke understøttes, hvilket også er
baggrunden for, at kommunen modtager statslige tilskud, som
skal understøtte et velfungerende helårssamfund, herunder
færgefarten, som en afgørende forudsætning for bosætning på
Ærø1 (og Birkholm). De statslige tilskud efter udligningsloven
§§ 21, 21 a og 21 b til Ærø betyder, at Ærø Kommunes
færgedrift ikke giver et nettounderskud i den forstand, som
ÆrøXpressen A/S gør gældende. Der er som bilag A fremlagt en
urevideret opgørelse over nettodriftsudgifter, der er mindre
end § 21 tilskuddet. Opgørelsen viser, at Ærø Kommune ikke

realiserer et netto-underskud på færgedriften, hvis alle tilskud
efter udligningslovens fratrækkes.
2.5 Ærø Kommunes færgedrift er videre ikke erhvervsvirksomhed i

statsstøttereglernes forstand, men derimod public service-
aktivitet/myndighedsudøvelse. Statsstøttereglerne finder

således ikke anvendelse. Dette har to betydninger. For det
første betyder det, at der ikke kan nedlægges påbud og forbud
mod Ærø Kommune, da sagen ikke angår et privat retsforhold,
jf. retsplejelovens § 411. For det andet betyder det, at
ÆrøXpressen A/S’ henvisninger til Traktaten om den
Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) ikke er relevante.
ÆrøXpressen A/S har dermed ikke godtgjort nogen ret til at få
nedlagt forbud og påbud.
2.6 ÆrøXpressen A/S har utvetydigt tilkendegivet, at
konkurrencelovens regler om offentlig støtte ikke påberåbes i
nærværende sag eller hovedsagen, idet den retlige prøvelse
udelukkende vedrører TEUF art. 107 og 108.
2.7 ÆrøXpressen A/S’ bemærkninger af 25. november 2025 og 15.
december 2025 er gengivet i Retten i Svendborgs kendelse af 22.
december 2025. Retten har på denne baggrund afvist Ærø

Kommunes anmodning om henvisning af forbudssagen til Sø-
og Handelsretten.

2.8 Ærø Kommune kan på baggrund af ÆrøXpressen A/S’
tilkendegivelser og Retten i Svendborgs kendelse lægge til
grund, at konkurrencelovens § 11 a ikke er relevant for
nærværende sag eller hovedsagen. ÆrøXpressen A/S'
tilkendegivelser må anses for bindende, hvorfor selskabet har
afskåret sig fra at påberåbe konkurrencelovens statsstøtteregler
som hjemmelsgrundlag.
3. AFVISNINGSPÅSTANDEN
3.1 Afvisningspåstanden støttes på, at ÆrøXpressen A/S’ påstande
er for brede, uklare og ubestemte til at kunne danne grundlag
for et forbud eller påbud, jf. retsplejelovens § 413.
Afvisningspåstanden støttes videre på, at påstandene ikke
angår Ærø Kommune som part i et privat retsforhold.
Påstandene er dermed uden for det område, hvor der kan
nedlægges på- eller forbud mod en offentlig myndighed, jf.
retsplejelovens § 411 og TEUF art. 108, stk. 3.

3.2 I forbudssager stilles der skærpede krav til påstandes klarhed2,
og de skal angå bestemte handlinger, der skal foretages,
undlades eller tåles, jf. retsplejelovens § 411.
3.3 Der kan videre alene nedlægges forbud eller påbud over for en
kommune, hvis det sker i kommunens egenskab af part i et
privat retsforhold jf. retsplejelovens § 411.
3.4 Ærø Kommune driver færgefart i henhold til færgeloven for at

opfylde samfundets behov for drift af færgeruter, jf. færgefarts-
loven § 1 og § 2, stk. 1. Ærø Kommune modtager tilskud fra

staten til færgefarten. Billetpriserne er fastsat efter det såkaldte
landevejs-princip og støttes med hjemmel i udligningsloven.
3.5 ÆrøXpressen A/S har ikke redegjort for, hvilket privat konkret
retsforhold som danner grundlag for de nedlagte påstande,
hvorfor påstandene mod Ærø Kommune allerede af denne
grund skal afvises.
3.5.1 Om ÆrøXpressen A/S principale påstand
3.6 Den nedlagte principale påstand lyder:

Ærø Kommune, repræsenteret v. Borgmester Peter
Hansted, forbydes at drive færgefart på vilkår, hvor
indtægter fra Ærø Kommunes færgedrift ikke dækker de
faktiske og fulde omkostninger ved Ærø Kommunes
færgedrift, efter modtagelse og fordeling til samtlige
færgeruter til og fra Ærø af statslige tilskud til færgedrift
iht. § 21a og § 21b i Lovbekendtgørelse 2021-01- 19 nr. 63
om kommunal udligning og generelle tilskud til
kommuner, og hvor underskuddet derfor helt eller delvis
dækkes af en nettobevilling fra Ærø Kommune til den
kommunale færgedrift, indtil en kommunal
støtteforanstaltning i form af økonomiske dispositioner,
der indebærer netto- og/eller tillægsbevilling eller anden
underskudsdækning af kommunal færgedrift, måtte være
anmeldt til og godkendt af Europa-Kommissionen i
overensstemmelse med TEUF artikel 108, stk. 3, 3. pkt.
3.7 Påstanden anviser ikke, hvilke bestemte handlinger som Ærø
Kommune skal foretage, undlade eller tåle, jf. retsplejelovens §
411, stk. 1. Et generelt forbud mod underskud på en drift er for

uklart og ubestemt til at danne grundlag for et forbud, hvis
overtrædelse er sanktioneret med straf.
3.8 Påstanden indebærer derudover en lang række problemer, der
gør den uklar og i praksis umulig at efterleve. Påstanden
indeholder en række variable, der er normerende for, om
påstanden efterleves eller ej, uden disse dog er konkretiseret.
Det skaber konkret usikkerhed, og vil gøre det svært eller
umuligt at efterleve forbuddet:
• Det er ikke præciseret, hvordan ”indtægter fra Ærø
Kommunes færgedrift” skal opgøres, herunder i tid
og omfang.
• Det er ikke præciseret, hvordan de ”faktiske
omkostninger ved Ærø Kommunes færgedrift” skal
opgøres, herunder i tid og omfang, herunder om der
kan/skal ske opdeling på Ærø Kommunes forskellige
færgeruter eller ej, herunder om ruten til Birkholm er
omfattet af påstanden eller ej.
• Lovbekendtgørelse 2021-01-19 nr. 63 om kommunal
udligning og generelle tilskud til kommuner
indeholder en lang række tilskud ud over
tilskuddene i §§ 21a og 21b. Det er ikke i påstanden
præciseret, hvilke udligningsmidler og tilskud, der
må anvendes til færgedrift. Det fremgår eksempelvis
ikke, om tilskuddene til kommuner med mindre øer
efter § 20 og/eller ø-tilskuddet til ikke brofasteøer
efter § 21 efter ÆrøXpressen A/S’ opfattelse må
bruges til kommunal færgedrift eller ej, hvilket er
afgørende for, om der er behov for en såkaldt
nettobevilling eller ej.

3.9 Påstanden indeholder videre et forbud mod underskud, hvor
dette skal dækkes af Ærø Kommune. Færgedriften udføres af
Ærø Kommune direkte og ikke i et kapitalselskab. Ethvert
underskud (og udgift) belaster derfor Ærø Kommunes finanser
direkte. Selv det bedst lagte budget kan skride, ligesom der kan
opstå uforudsete udgifter. Økonomien i færgefarten kan
således påvirkes af en lang række faktorer, herunder vind, vejr,
antal passagerer, nedbrud på materiel og brændstofpriser. Det
vil derfor aldrig blive muligt for Ærø Kommune på forhånd at
sikre sig, at der aldrig kommer et underskud på den
kommunale færgefart.

3.9.1 Om den subsidiære påstand
Den nedlagte subsidiære påstand lyder:
Subsidiært: Ærø Kommune, repræsenteret v. Borgmester
Peter Hansted, påbydes at påse at Ærø Kommune drive
færgefart efter hvile-i-sig-selv-princippet, således at
indtægter fra Ærø Kommunes færgedrift dækker de
faktiske og fulde omkostninger ved Ærø Kommunes
færgedrift, efter modtagelse og fordeling til samtlige
færgeruter til og fra Ærø af statslige tilskud til færgedrift
iht. § 21a og § 21b i Lovbekendtgørelse 2021-01-19 nr. 63
om kommunal udligning og generelle tilskud til
kommuner og således at intet underskud budgetteres eller
aktualiseres i strid med TEUF artikel 108, stk. 3, jf. art 107.
3.10 Påstanden lider af de samme mangler som den principale
påstand. De samme anbringender for afvisning gøres derfor
også gældende også over for den subsidiære påstand.
3.11 Supplerende gøres det gældende, at påstanden om, at færgefart
skal drives efter hvile-i-sigselv princippet, ikke er en bestemt
handling, der kan danne grundlag for et påbud. Hvile-i-sigselv
princippet udmøntes ofte sådan, at det dækker en længere
tidsmæssig periode med henblik på at give mulighed for
investeringer og underskud i perioder. Det giver derfor ikke
mening, at påbuddet indeholder et forbud mod, at underskud
budgetteres eller aktualiseres. Den subsidiære påstand ender
derfor med at have præcis det samme indhold, som den
principale påstand og er reelt et bredt, uklart og ubestemt
forbud. Påstanden skal derfor afvises.
3.11.1 Om den mere subsidiære påstand:
3.12 Den mere subsidiære påstand lyder:

Ærø Kommune, repræsenteret ved borgmester Peter
Hansted, påbydes at undlade enhver udbetaling,
disponering eller faktisk anvendelse af midler i henhold til
den i Ærø Kommunes budget for 2026 – 2029 indeholdte
nettobevilling til dækning af underskud ved Ærø
Kommunes kommunale færgedrift, indtil
støtteforanstaltningen er anmeldt til og godkendt af EU

Kommissionen i overensstemmelse med TEUF artikel 108,
stk. 3.

3.13 Påstanden lider af de samme mangler som den principale
påstand. De samme anbringender for afvisning gøres derfor
også gældende også over for den mere subsidiære påstand.
3.14 Påstanden henviser til en nettobevilling, der er omtalt i
ÆrøXpressens processkrift 2, på side 3, hvor der henvises til
konto 192120, der omfatter Ærø Kommunes færgedrift.
Påstanden indeholder dermed et maskeret reelt forbud mod
Ærø Kommunes færgedrift med umiddelbar virkning, idet den
reelt forbyder Ærø Kommune at betale regninger og lønninger
tilknyttet færgedriften, herunder betaling af moms og udgifter
til Birkholmruten. De samlede poster fremgår af bilag 9, side 25
og frem. Forbuddet kan næppe i praksis overholdes, idet Ærø
Kommune vil være juridisk forpligtet til at betale en lang række
udgifter.
3.14.1 Om den mest subsidiære påstand:
3.15 Den mest subsidiære påstand lyder:

Ærø Kommune, repræsenteret v. Borgmester Peter
Hansted, påbydes at afstå fra at godkende, vedtage eller
opretholde budgetter, tillægsbevillinger eller foretage
andre økonomiske dispositioner, der indebærer
nettobevilling eller anden underskudsdækning af Ærø
Kommunes kommunale færgedrift, indtil en sådan
støtteforanstaltning måtte være anmeldt til og godkendt af
EU Kommissionen i overensstemmelse med TEUF artikel
108, stk. 3.

3.16 Påstanden lider af de samme mangler som den principale
påstand. De samme anbringender for afvisning gøres derfor
også gældende også over for den mest subsidiære påstand.
3.17 Påstanden går derudover på forhold, der er en del af kernen af
den politiske beslutningsproces i Ærø Kommune. Det at
vedtage eller godkende budgetter og bevillinger i en kommune
er ikke en del af et privat retsforhold eller isoleret noget, der
kan være omfattet af anvendelsesområ- det for TEUF artikel 107
og 108. Ærø Kommune kan ikke meningsfuldt forhindres i at
godkende, vedtage eller opretholde budgetter. Påstanden går

på processer, der er hjemlet i lovgivningen og falder langt uden
for det rum, hvor der kan nedlægges forbud eller påbud.
4. FRIFINDELSESPÅSTANDEN
4.1 Statsstøtte, der opfylder betingelserne i TEUF artikel 107, er
som udgangspunkt ulovlig, medmindre støtten kan undtages
som følge af eksempelvis De minimis-forordningen eller den
generelle gruppefritagelse. I det tilfælde at støtten er omfattet af
TEUFartikel 107, men ikke en af de alment gældende
undtagelser, skal støtten anmeldes til EU-Kommissionen og
godkendes inden den tildeles, jf. TEUFartikel 108, stk. 3
(standstill-forpligtelsen).
4.2 Ærø Kommune driver færgefart i henhold til færgeloven for at
opfylde samfundets behov for drift af færgeruter, jf.
færgefartsloven § 1 og § 2, stk. 1. Ærø Kommune modtager
tilskud fra staten til færgefarten. Billetpriserne er fastsat efter
det såkaldte landevejsprincip.
4.3 Ærø Kommune er ikke enig i de fremsatte synspunkter om, at
kommunen skulle yde ulovlig statsstøtte til sig selv i strid med
TEUF. Som nævnt ovenfor følger det af lov om færgefart, at en
kommunes færgefart er public service/myndighedsudøvelse
(begrundet i samfundets behov/almen økonomisk interesse).
Statsstøtte til public service/myndighedsudøvelse er undtaget
reglerne om statsstøtte. Det samme gælder i øvrigt for offentlige
monopoler, hvor der ikke er konkurrence på markedet, eller

statsstøtte, som ikke påvirker samhandelen mellem medlems-
staterne. Et underskud på Ærø Kommunes færgefart vil således

ikke udgøre ulovlig statsstøtte.
4.4 Støtten er ikke omfattet af TEUF artikel 107

4.5 I det tilfælde, at ulovlig statsstøtte er tildelt en aktør uden over-
holdelse af standstill-forpligtelsen, kan de nationale domstole i

henhold til TEUF art. 108, stk. 3, træffe foreløbige forholdsreg-
ler, når betingelserne herfor er opfyldt. Det er ikke tilfældet i

denne sag.

4.6 Den umiddelbare anvendelse af TEUF art. 108, stk. 3, indebæ-
rer, at de nationale domstole kan træffe alle passende foran-
staltninger i henhold til national ret for at drage konsekvenser

af en overtrædelse af denne bestemmelse, jf. EU-Domstolens

dom i sag C-349/17, præmis 88 og 89, samt EU-Domstolens dom
i sag C-75/18, præmis 22 og 23.

4.7 Traktaten om Den Europæiske Union (TEU) art. 4, stk. 3, pålæg-
ger medlemsstaterne at fremme gennemførelsen af Den Euro-
pæiske Unions opgaver. De nationale domstole kan derfor

træffe nødvendige foranstaltninger for at sikre opfyldelsen af
EU-retlige forpligtelser og afholde sig fra at træffe afgørelser,
der kan hindre opfyldelsen af formålene med TEU og TEUF.

4.8 EU-Domstolen har i dom C-1/09, præmis 36, fastslået, at de na-
tionale domstole alene er forpligtet til at foretage redningsfor-
anstaltninger – herunder nedlæggelse af forbud – såfremt der

ikke er tvivl om, at den tildelte støtte kan kvalificeres som stats-
støtte efter TEUF art. 107 (min understregning):

”En forpligtelse til at vedtage redningsforanstaltninger fo-
religger alene, hvis betingelserne for sådanne foranstalt-
ninger er opfyldt, nemlig hvis der ikke er tvivl om kvalifi-
kationen som statsstøtte, hvis støtten er ved at blive eller

er blevet gennemført, og hvis der ikke er konstateret ek-
straordinære omstændigheder, som gør en tilbagesøgning

uhensigtsmæssig. Hvis disse betingelser ikke er opfyldt,
skal den nationale ret afvise anmodningen.”

4.9 Retten i første instans har i tråd med EU-Domstolens anvisnin-
ger fulgt denne praksis, jf. Rettens kendelse i sag T-251/13, præ-
mis 45 (min understregning):

”Den forpligtelse, der påhviler den nationale ret, til at ved-
tage retsbevarende foranstaltninger under en tvist vedrø-
rende en eventuel støtteforanstaltning, kræver, at betingel-
serne for så- danne foranstaltninger er opfyldt, dvs. at der

ikke er tvivl om kvalifikationen som statsstøtte, at støtten
er ved at blive eller er blevet gennemført, og at der ikke er
konstateret ekstraordinære omstændigheder, som gør en
tilbagesøgning uhensigtsmæssig”

4.10 De EU-retlige instanser har i praksis klarlagt, at betegnelsen

”tvivl” i forhold til kvalifikationen ikke gradbøjes. Dette bety-
der, at de nationale retter kun kan foretage redningsforanstalt-
ninger eller retsbevarende foranstaltninger i tilfælde, hvor ret-
ten med sikkerhed vurderer, at der er tale om ulovlig stats-
støtte. Det er således uden betydning, om de nationale retter

vurderer, at der er “væsentlig tvivl” eller “mindre tvivl” om,

hvorvidt en given støtte kan kvalificeres som statsstøtte - en-
hver tvivl bør ifølge EU-praksis medføre, at der ikke nedlægges

forbud eller påbud mod støtten.

4.11 ÆrøXpressen har direkte henvist til EU-Kommissionens med-
delelse om de nationale domstoles håndhævelse af statsstøtte-
reglerne (2021/C 305/01) og specifikt fremhævet præmis 86,

hvoraf fremgår, at de nationale domstole – i overensstemmelse
med EU-domstolens praksis – har pligt til at træffe foreløbige

forholdsregler, når følgende betingelser er opfyldt: a) der er in-
gen tvivl om tilstedeværelsen af statsstøtte, b) støtten er ved at

blive eller er blevet gennemført, og c) der ikke er konstateret ek-
straordinære omstændigheder, som gør en tilbagesøgning

uhensigtsmæssig.

4.12 Retten i Svendborg kan derfor alene nedlægge forbud eller på-
bud mod Ærø Kommunes færgefart, såfremt retten med sikker-
hed kan fastslå, at den tildelte støtte opfylder samtlige betingel-
ser for statsstøtte efter TEUF art. 107 og ikke opfylder en undta-
gelse hertil.

4.13 Kvalifikationen af den tildelte støtte som statsstøtte efter TEUF
art. 107 udgør et centralt tvistepunkt i såvel hovedsagen som
nærværende forbudssag. Ærø Kommune bestrider fortsat, at

betingelserne herfor er opfyldt, jf. svarskrift i forbudssagen, af-
snit 4, og duplik, afsnit 3.

4.14 Statsstøtte er et retligt begreb, der er direkte defineret i TEUF,
og som skal fortolkes på grundlag af objektive elementer. TEUF
art. 107, stk. 1, foreskriver, at (min understregning):
”statsstøtte eller støtte, som ydes ved hjælp af statsmidler
under enhver tænkelig form, og som fordrejer eller truer
med at fordreje konkurrencevilkårene ved at begunstige

visse virksomheder eller visse produktioner, [er] uforene-
lig med det indre marked i det omfang, den påvirker sam-
handelen mellem medlemsstaterne.”

4.15 ÆrøXpressen har hverken i hovedsagen eller forbudssagen løf-
tet bevisbyrden for, at følgende kumulative betingelser for

statsstøtte efter TEUF art. 107 er opfyldt:
i. Støtten ydes til en virksomhed – økonomisk aktivitet

ii. Støtten fordrejer eller truer med at fordreje konkurren-
cevilkårene

iii. Støtten påvirker samhandelen mellem medlemsstater
4.16 ÆrøXpressen argumenterer primært for, at følgende betingelse
efter TEUF art. 107 er opfyldt:
iv. Støtten udgør en økonomisk fordel
4.17 De kumulative betingelser behandles enkeltvis i det følgende.
Gennemgangen viser, at ingen af betingelserne er opfyldt.
i. Støtten ydes til en virksomhed- økonomisk aktivitet

4.18 ÆrøXpressen forudsætter uden nærmere dokumentation her-
for, at støtte til Ærøfærgerne er at sammenligne med støtte til

virksomheder, der udøver en økonomisk aktivitet, jf. TEUF art.
107. Det er ikke tilfældet.
4.19 Det er af afgørende betydning for anvendelse af TEUF art. 107,
at der er tale om erhvervsvirksomhed/økonomisk aktivitet. Kun

økonomisk aktivitet, der foregår i et marked for varer og tjene-
ster, er omfattet af statsstøttereglerne.

4.20 Spørgsmålet om, hvorvidt der foreligger et marked for en given

tjenesteydelse, afhænger af, hvordan tjenesteydelsen er organi-
seret i den pågældende medlemsstat. Svaret kan derfor variere

fra medlemsstat til medlemsstat. Som følge af politiske valg el-
ler økonomisk udvikling kan kategoriseringen af en aktivitet

desuden ændre sig over tid. En aktivitet, der i dag ikke udgør

økonomisk aktivitet, kan således blive det i fremtiden – og om-
vendt.

4.21 Forsyningsselskaber, der opererer med offentlig forsyning

(vand, vandafledning affaldshåndtering eller transport i et for-
syningsnet), har historisk set ikke været anset for at være øko-
nomisk aktivitet, da der ikke har været tradition for at anse for-
syningsselskaber for at afsætte varer og/eller tjenesteydelser på

et marked. Vestre Landsret4 har dog senere i dom af 25. januar
2016 fastslået at fjernvarmeselskabernes aktiviteter skete på et

konkurrenceudsat marked. Selskaberne leverer varme til kun-
der, som selv kan vælge, om de vil bruge fjernvarme eller få

varme fra alternative varmeforsyningskilder såsom varmepumper,
solvarme eller fyr til biobrændsel. Dermed fandt landsretten, at

fjernvarmeselskaber udøvede økonomisk aktivitet i konkur-
rence med andre producenter af installationer og materialer til

rum-opvarmning og dermed ikke myndighedsudøvelse.
4.22 Aktiviteter som public service/myndighedsudøvelse udgør et
modstykke til erhvervsvirksomhed og falder derfor uden for
konkurrencelovens og statsstøttereglernes anvendelsesområde.

Opgaver af almindelig eller offentlig interesse, der udgør myn-
dighedsudøvelse, anses således ikke for økonomisk aktivitet og

er derfor undtaget de respektive forbud i konkurrenceloven og
statsstøttereglerne.
4.23 Konkret følger det af EU-Domstolens praksis, at artikel 107

TEUF ikke finder anvendelse, når staten - eller offentlige enhe-
der - udøver offentlig myndighed. Der vil være tale om myn-
dighedsudøvelse, når aktiviteten er en del af statens væsentlige

opgaver eller er forbundet med disse opgaver ved sin karakter,
sit formål og de regler, den er underlagt.
4.24 Public service/myndighedsudøvelse refererer til enhver form

for organisation, institution eller aktivitet, der er etableret og fi-
nansieret af den offentlige sektor med det formål at levere tjene-
ster til offentligheden eller til samfundet som helhed. Disse tje-
nester kan variere betydeligt afhængigt af det pågældende

lands eller områdes specifikke politiske og kulturelle kontekst.
4.25 Formålet med public service/myndighedsudøvelse er ikke at

generere overskud, men at opfylde samfundets behov og for-
bedre borgernes livskvalitet. Derfor er public service/myndig-
hedsudøvelse ofte finansieret gennem offentlige midler, skatter

eller gebyrer. Public service skal være tilgængelig for alle bor-
gere, uanset baggrund eller økonomisk status. Det betyder, at

tjenesterne ikke kun er forbeholdt visse grupper, men er tilgæn-
gelige for hele samfundet.

4.26 Eksempler på public service/myndighedsudøvelse omfatter of-
fentlige sundhedsvæsener, skoler og universiteter, politistyrker,

retsvæsen, offentlige transportmidler, kulturelle institutioner og
meget mere. Disse tjenester spiller en central rolle i samfundet
ved at sikre adgang til vigtige ressourcer og muligheder for alle
borgere og bidrage til social retfærdighed, lighed og velfærd.

4.27 Vurderingen af public service/myndighedsudøvelse vil således

bero på en konkret stillingtagen, som afhænger af de pågæl-
dende lokale omstændigheder samt national lovgivning.

4.28 Aktiviteter, der naturligt falder inden for offentlige myndighe-
ders prærogativ, vil ikke udgøre økonomisk aktivitet, hvorfor

reglerne om statsstøtte ikke finder anvendelse. Dette kan f.eks.

omfatte aktiviteter inden for militær eller politi, luftfartssikker-
hed, maritim sikkerhed, forureningsovervågning og

fængselsvæsenet.

4.29 Kommunal færgedrift til en ikke-broforbundet ø kan karakteri-
seres som en væsentlig offentlig opgave for at sikre forbindelse

til øen - sammenlignelig med maritim sikkerhed og infrastruk-
tur. I nærværende sag er der tale om, at Ærø Kommune udøver

beføjelser, der er særlige for det offentlige, og som ikke kan
udøves af private aktører på markedsvilkår.
4.30 ÆrøXpressen anfører, at der er fri konkurrence på området. Det
er ikke korrekt. Som anført i Ærø Kommunes svarskrift af 6.

maj 2025 (bilag B) i hovedsagen, er udgangspunktet, at færgenæ-
ringen er fri, og at adgangen for en privat operatør til at besejle

en færgerute ikke er betinget af en særlig tilladelse.

4.31 Lov om færgefart modificerer dog dette udgangspunkt, jf. kom-
mentaren til § 1 Karnovs lovsamling (min understregning og

fremhævning):

”§ 1 hviler på det grundlæggende udgangspunkt, at fær-
genæringen er fri, idet retten til at besejle en færgerute

ikke er betinget af en særlig tilladelse. Der er således som
udgangspunkt fri konkurrence på området. Samtidig er
der af hensyn til opretholdelsen af en samfundsmæssigt

set tilstrækkelig besejling af de mange øer i Danmark be-
hov for, at der fra offentlig side kan ydes tilskud til færge-
drift. Loven indfører generelle regler for offentlig betaling

for varetagelsen af den offentlige interesse i drift af en

færgerute. Det er formålet med loven at sikre, at opfyldel-
sen af samfundets behov for driften af sådanne ruter sker

på en effektiv, billig og gennemsigtig måde.”

4.32 Lov om færgefart bygger netop på det forhold, at opretholdelse
af færgedrift og besejling af de danske øer udgør et samfunds-

begrundet behov af offentlig interesse. Lov om færgefart præci-
serer, at den samfundsbegrundede varetagelse af besejling til

og fra danske øer medfører et behov for tilskud og offentlig be-
taling for varetagelsen.

4.33 Lov om færgefart § 2, stk. 1, etablerer udtrykkelig lovhjemmel
for Ærø Kommune til at ”drive færgeruter med henblik på at

sikre en effektiv opfyldelse af samfundets behov for drift af fær-
geruter uden at foretage udbud”. Bestemmelsen lovfæster det

almindelige princip efter kommunalfuldmagten, at kommuner
kan forestå færgedrift, når der foreligger en samfundsmæssig
interesse heri. Lov om færgefart § 2, stk. 1, giver således staten
og kommuner hjemmel til myndighedsudøvelse.

4.34 I lov om færgefart er der netop taget højde for, at et liberalt kon-
kurrenceudsat marked ikke nødvendigvis er til stede og der-
med kan løfte det driftsmæssige behov for tilstrækkelig besej-
ling, hvorfor der foreligger en samfundsbegrundet og offentlig

interesse for statslig eller kommunal indblanding og overta-
gelse i form af myndighedsudøvelse. Lov om færgefart § 2, stk.

1, præciserer, at staten og kommuner kan drive færgeruter med
henblik på at sikre en effektiv opfyldelse af samfundets behov
for drift af færgeruter uden at foretage udbud.
4.35 Hvis ikke der forelå et samfundsbegrundet behov for drift af

færgefart til og fra Ærø, ville Ærø Kommune ikke have tilstræk-
kelig hjemmel til selv at forestå besejlingen. Det er selvsagt ikke

tilfældet.
4.36 Ærø Kommune sikrer færgeinfrastruktur til og fra øen som en

væsentlig samfundsmæssig opgave for et velfungerende sam-
fund på en ikke-brofast ø. Ærøfærgerne udgør således en inte-
greret del af kommunens virksomhed på lige fod med andre

kommunale aktiviteter og er ikke udskilt som et selvstændigt
kommunalt selskab.
4.37 Det følger desuden af lov om færgefart § 2, stk. 2, at kommuner

kan indgå kontrakter om forpligtelser til offentlig tjeneste, her-
under betaling for varetagelse af samfundets behov for driften

af en færgerute til, fra, eller mellem øer, når befordring ad land
vil indebære en åbenbar uforholdsmæssig omvej. Der er med

andre ord tale om, at kommunen kan indgå kontrakt med hen-
blik på at sikre offentligheden tilstrækkelige transportydelser

på strækninger, hvor kommercielle aktører er til stede, men

ikke egenhændigt ville påtage sig sådanne forpligtelser. Kon-
trakter om forpligtelser til offentlig tjeneste er ikke myndig-
hedsudøvelse, jf. lov om færgefart § 2, stk. 1.

4.38 Denne type kontrakt er som udgangspunkt underlagt EU-ud-
bud. Dog følger det af lov om færgefart § 4, at transportministe-
ren har hjemmel til at fastlægge en anden udbudsprocedure.

Denne mulighed har afstedkommet bekendtgørelse om færge-
fart, hvoraf følger, at forsyningsvirksomhedsdirektivets artikel

34-59 finder anvendelse på kontrakter om drift af færgeruter
uanset kontaktens værdi, jf. bekendtgørelse om færgefart § 2.
4.39 I det tilfælde at den pågældende kontrakt vedrører færgeruter,
der betjener øer, hvor det samlede årlige antal passagerer, der

befordres ad søvej til eller fra den pågældende ø, ud fra et gen-
nemsnit baseret på de to seneste regnskabsår ikke overstiger

300.000, kan der i stedet for et udbud efter forsyningsdirektivet

foretages indkaldelse af interessetilkendegivelser, jf. bekendtgø-
relse om færgefart § 3.

4.40 Det følger af Karnovs noter til lov om færgefart § 2, stk. 2, at
myndighedsudøvelse netop ikke er omfattet af bestemmelsen i
§ 2, stk. 2, om kontrakter om forpligtelser til offentlig tjeneste:
Hertil kommer, at en lokal myndighed, der eksempelvis
ønsker et bestemt skib anvendt til en bestemt færgerute,
har mulighed for selv at anskaffe det pågældende skib, og
selv som myndighed varetage færgedriften (dvs. uden at

indgå kontrakter herom med andre), idet sådan »myndig-
hedsfærgefart« ikke omfattes af cabotagesejladsforordnin-
gen.

4.41 Det bekræftes således i Karnovs noter, at myndighedsudøvelse
eller ”myndighedsfærgefart” ikke er omfattet af § 2, stk. 2, eller
cabotagesejladsforordningen, men derimod § 2, stk. 1, såfremt
man slutter modsætningsvis.

4.42 Den danske regulering udspringer af cabotagesejladsforordnin-
gen. Det følger heraf:

”Kontrakt om offentlig tjeneste”, en kontrakt, der indgås mellem
en medlemsstats kompetente myndigheder og en EF-reder med
henblik på at sikre offentligheden tilstrækkelige transportydelser.

En kontrakt om offentlig tjeneste kan især omfatte:

• transportydelser, der følger fastsatte regler om kontinui-
tet, regelmæssighed, kapacitet og kvalitet

• supplerende transportydelser

• transportydelser til bestemte priser og på bestemte vil-
kår, især for bestemte kategorier af rejsende eller be-
stemte forbindelser

• tilpasning af ydelserne til de faktiske behov.”
4.43 EU-Kommissionen har i en meddelelse5 understreget, at
søtransport af passagerer og gods er af afgørende betydning for

beboerne på Europas øer. Derfor er der udformet et særligt re-
gelsæt for at beskytte nogle af disse søtransportforbindelser,

som ikke betjenes tilfredsstillende af markedet. Cabotage-
sejladsforordningen giver medlemsstaterne en ramme, inden

for hvilken de på en måde, der er forenelig med fællesskabsreg-
lerne, kan organisere indgreb på markedet gennem begræns-
ninger i markedsadgang eller finansiering, der kan henføres til,

at der pålægges offentlige tjeneste-forpligtelser i forbindelse
med maritime tjenesteydelser.
4.44 Cabotagesejladsforordningen regulerer ikke de situationer,
hvor staten eller kommuner løfter det driftsmæssige behov som
myndighed, jf. lov om færgefart § 2, stk. 1.
4.45 I henhold til ordlyden i cabotagesejladsforordningen, artikel 4,

stk. 1, kan forbindelser undergivet forpligtelser til offentlig tje-
neste kun være ruter til, fra og mellem øer. Det er medlemssta-
terne (herunder evt. de regionale og lokale myndigheder), der

skal afgøre, for hvilke ruter der er behov for at pålægge offent-
lige tjenesteforpligtelser - det er med andre ord ikke rederiernes

opgave at fastsætte forpligtelser til offentlig tjeneste. Især kan
der pålægges offentlige tjeneste-forpligtelser for ø-cabotage i
fast rutefart, hvis der ikke udbydes tilstrækkelige forbindelser
på markedet.
4.46 Ved implementering heraf følger det af lov om færgefart § 1,
stk. 2:

”Ved drift af en færgerute forstås udførelse af søtransport,

hvor der regelmæssigt i henhold til en fastsat fartplan be-
fordres personer, køretøjer, gods mv. mellem to eller flere

anløbssteder.”

4.47 Af lovforarbejderne til ovenstående bestemmelse fremgår,

hvilke elementer en kontrakt om drift af færgeruter kan inde-
holde (min understregning):

”Aftalen om drift af en færgerute kan indeholde bestem-
melser om, hvilke havne der skal anløbes, regelmæssig-
hed, kontinuitet, hyppighed, kapacitet, tariffer og beman-
ding.”

4.48 Uanset om færgedriften varetages med hjemmel i lov om færge-
fart § 2, stk. 1 (myndighedsudøvelse - hjemmel til kommunal

varetagelse), eller § 2, stk. 2 (kontrakt om forpligtelser til offent-
lig tjeneste - hjemmel til udlicitering), er der fastsat en ramme

for, at medlemsstaterne kan organisere indgreb på markedet
gennem begrænsninger i markedsadgang eller finansiering, der

kan henføres til, at der pålægges offentlige forpligtelser i forbin-
delse med maritime tjenesteydelser.

4.49 I tråd med dette henvises i Forslag til lov om ændring af lov om
kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner af 19.
januar 2015, til en udtalelse udarbejdet af Kammeradvokaten til

Transportministeriet om de statsstøtteretlige rammer for reduk-
tion af færgetakster for godstransport.

4.50 Det fremgår af Kammeradvokatens udtalelse, at EU’s statsstøt-
teregler ikke sætter præcise grænser for statens mulighed for at

reducere færgetakster for godstransport til og fra øer. En sådan

reduktion vil som udgangspunkt være omfattet af public ser-
vice-statsstøttereglerne – hvilket svarer til undtagelse for ikke-
økonomisk aktivitet – som generelt giver medlemsstaterne et

meget vidt skøn til at fastsætte det public serviceniveau, de an-
ser for passende, og at yde kompensation herfor.

Det følger tillige af lovforarbejderne:
”Det er Kammeradvokatens vurdering, at det principielt

vil være muligt at kompensere færgerne for en ganske be-
tydelig reduktion af taksterne, men at en ordning, der helt

fjerner taksterne, eller som fører til blot en symbolsk beta-
ling for færgetransport, vil kunne ændre ordningens ka-
rakter, således at der ikke længere (kun) er tale om en

samfundsmæssigt begrundet public service, men (også)
regional erhvervsstøtte til virksomheder beliggende på
øerne og eventuelt til godstransportørerne.”

4.51 Ifølge Kammeradvokatens udtalelse kan færgedriften til og fra

Ærø karakteriseres som public service – med andre ord myn-
dighedsudøvelse. Dette stemmer overens med, at Ærø Kom-
mune sikrer den samfundsmæssige interesse ved at forestå fær-
gedriften hele året og på tidspunkter, hvor antallet af passage-
rer er begrænset.

4.52 Kammeradvokatens betænkeligheder ved at give støtte, som
helt fjerner eller kraftigt reducerer taksterne for besejling, er

ikke begrundet i hensynet til en fiktiv konkurrence på færgeru-
terne, men derimod i hensynet til de virksomheder, der er be-
liggende på øerne eller de transportvirksomheder, der får

glæde af en lavere takst. De frie rammer, som Kammeradvoka-
ten opsætter, indikerer netop, at man med ”public service” me-
ner ”myndighedsudøvelse”, hvorefter kompensationen til fær-
gedriften ikke er omfattet reglerne om statsstøtte, jf. TEUF art.

107, og dermed kan tildeles uden begrænsninger og restriktio-
ner.

4.53 Det følger af fast praksis fra EU-Domstolen, at TEUF art. 107,
ikke finder anvendelse, når staten – eller offentlige enheder –
udøver offentlig myndighed. Der vil være tale om udøvelse af

offentlig myndighed, når aktiviteten er et led i statens væsent-
lige opgaver, eller er forbundet med disse opgaver. Ved vurde-
ringen af, om en aktivitet udgør økonomisk aktivitet efter TEUF

art. 107, er det ikke tilstrækkeligt at undersøge de generelle for-
hold og vilkår, der normalt eller ofte vil gælde for den pågæl-
dende aktivitet. Afgørende er derimod, om den konkrete aktivitet

må anses for at være knyttet til udøvelsen af beføjelser, der hø-
rer under offentlig myndighed.

4.54 EU-Domstolen har i sag C-364/92, præmis 30, udtalt, at aktivite-
ten skal forstås og vurderes ”som følge af sin art, sit formål og de

regler, den er undergivet.” EU-Domstolen tilkendegiver, at vurde-
ringen af om en aktivitet kan kategoriseres som økonomisk ak-
tivitet eller offentlig myndighedsudøvelse skal tage udgangs-
punkt i en konkret helhedsvurdering.

4.55 Til støtte herfor supplerer EU-Domstolen i sag C-343/95, præ-
mis 22 og 23, at et arbejde ”som følge af sin art, sit formål, og de

regler, det er undergivet”, er knyttet til udøvelsen af beføjelser,

der hører under offentlig myndighed. EU-Domstolen præcise-
rer i denne forbindelse, at visse aktiviteter, der udføres af of-
fentlige myndigheder, falder uden for anvendelsesområdet for

konkurrencereglerne, når de udgør en del af statens væsentlige

funktioner. Hvis en aktivitet er optaget på listen over forfat-
ningsmæssige principper i den berørte medlemsstat, eller hvis

aktiviteten er reguleret ved lov som en opgave af almennyttig
karakter, kan dette udgøre et væsentligt bevis på, at aktiviteten
indgår blandt de opgaver, der har generel interesse, og som

derfor ikke udgør økonomisk aktivitet i TEUF art. 107's for-
stand, jf. C-343/95, præmis 22. Det afgørende kriterium er såle-
des, om aktiviteten efter en samlet vurdering af dens art, formål

og regulatoriske ramme må anses for at være knyttet til udøvel-
sen af offentlig myndighed frem for at udgøre deltagelse på et

marked med henblik på økonomisk gevinst.
4.56 Lov om færgefart indeholder en klar hjemmel for staten og

kommuner til at varetage færgedrift, når der foreligger en sam-
fundsmæssig interesse heri. Det følger modsætningsvist af lov om

færgefart, at staten og kommunerne ikke har hjemmel til at ud-
føre færgedrift, såfremt der ikke er samfundsbegrundet inter-
esse, og ruten må anses for ren kommerciel i forhold til den

konkrete rute.
4.57 Ærø Kommune har valgfrihed mellem (i) at drive færgeruter til
opfyldelse af samfundets behov uden at foretage udbud, eller

(ii) at foretage udbud efter cabotagesejladsforordningen om be-
taling for drift af en færgerute.

4.58 Som redegjort for ovenfor udgør aktiviteter, der naturligt ind-
går i offentlige myndigheders prærogativer ikke økonomiske

aktivitet og er derfor ikke omfattet af virksomhedsbegrebet.
ÆrøXpressen har ikke foretaget nogen konkret vurdering og
stillingtagen til de særlige forhold vedrørende befordring til og
fra Ærø samt de regulatoriske rammer.
4.59 Ærø Kommune fastholder, at færgedriften ikke er omfattet af
virksomhedsbegrebet/økonomisk aktivitet, jf. TEUF art. 107,

men at den er en samfundsmæssigt begrundet offentlig myn-
dighedsopgave med direkte hjemmel i lov om færgefart.

ii. Støtten fordrejer eller truer med at fordreje konkurrencevilkårene

4.60 ÆrøXpressens primære præmis for, at den påståede støtte for-
drejer eller truer med at fordreje konkurrencevilkårene, er, at

færgedrift generelt udgør en konkurrenceudsat tjenesteydelse i
Danmark og EU. Denne præmis er imidlertid utilstrækkelig.

Det afgørende er ikke, om færgedrift generelt er konkurren-
ceudsat, men om færgefart til og fra Ærø konkret forekommer

på et konkurrencepræget marked – hvilket sagsøger ikke har
dokumenteret.
4.61 Det er grundlæggende forkert, når ÆrøXpressen fremhæver, at
lovgivningen tillader sagsøgte at udføre kommercielle aktiviteter,

der tilbydes på et konkurrenceudsat marked. Sondringen mel-
lem kommercielle aktiviteter og samfundsbegrundede (ikke-
kommercielle) aktiviteter handler primært om aktivitetens for-
mål, finansieringskilde og konkurrenceforhold. Mens kom-
mercielle aktiviteter sigter mod overskud på et marked, er sam-
fundsbegrundede aktiviteter ofte initieret for at løse opgaver af

almennyttig karakter.
4.62 Som tilkendegivet ovenfor udtrykkes i lov om færgefart en klar
hjemmel til, at staten og kommuner kan varetage færgedriften,

når der foreligger en samfundsmæssig interesse heri. Lov om færge-
fart udtrykker således tydeligt, at i det tilfælde at færgefarten

må anses for kommerciel i forhold til den konkrete rute, da har
staten og kommunerne næppe hjemmel til at udføre aktiviteten.

Sagt med andre ord – i det tilfælde at ruten er konkurrenceud-
sat har staten og kommunerne ikke hjemmel til at hjemtage fær-
gedriften.

4.63 Ærø Kommune har netop valgt at drive færgedriften selv grun-
det den samfundsbegrundede interesse heri, hvorefter man kan

slutte modsætningsvis, at den samfundsbegrundede (ikkekom-
mercielle) aktivitet udgøres på et marked der ikke er konkur-
renceudsat. Når markedet ikke er genstand for konkurrence –

hverken aktuel eller potentielt – kan konkurrencen i sagens na-
tur ikke fordrejes, jf. TEUF art. 107.

4.64 Derudover har ÆrøXpressen fortsat ikke løftet bevisbyrden for,

at de forskellige ruter er i indbyrdes konkurrence. Ærø Kom-
mune har tværtimod fremlagt dokumentation og retspraksis,

der understøtter, at dette ikke er tilfældet. Ærø Kommune fast-
holder på denne baggrund, at Ærø Kommune ikke tildeler

statsstøtte, som fordrejer eller truer med at fordreje konkurren-
cevilkårene.

iii. Støtten påvirker ikke samhandelen mellem medlemsstater

4.65 Artikel 107 TEUF omhandler statsstøtte og forbyder som ud-
gangspunkt statsstøtte, der kan påvirke samhandelen mellem med-
lemsstaterne og fordreje eller true med at fordreje konkurrencen.

4.66 Sagsøger anfører til støtte for synspunktet om, at en eventuel
økonomisk støtte til færgedriften kan påvirke samhandelen

mellem medlemsstater, at der fra Ærø hypotetisk set kunne an-
lægges transportlinjer til f.eks. Flensborg i Tyskland, hvorfor de

nuværende færgeforbindelser på ingen måde kan karakterise-
res af lokal karakter eller rettet mod et lokalt marked.

4.67 Synspunktet er i det hele ubegrundet og hypotetisk. Sagsøger
har ikke fremlagt konkret dokumentation for omfanget af sådan

påstået samhandel eller internationale færgeoperatørers eventu-
elle interesse i markedet. Synspunktet er således ikke tilstræk-
keligt til at dokumentere, at kravet om samhandelspåvirkning

er opfyldt.
4.68 Påvirkningen af samhandelen mellem medlemsstaterne kan

ikke være rent hypotetisk eller formodet. Det skal konkret påvi-
ses, at foranstaltningen fordrejer eller truer med at fordreje kon-
kurrencevilkårene, og at den kan antages at påvirke samhande-
len mellem medlemsstaterne på grundlag af dens forventede

virkninger.
4.69 Samhandelspåvirkning er et af de centrale kriterier for, at en

foranstaltning kan kvalificeres som ulovlig statsstøtte. EU-stats-
støttereglerne (artikel 107 TEUF) finder ikke anvendelse i nær-
værende sag, da det økonomiske tilskud ikke påvirker sam-
handlen mellem medlemsstater.

4.70 EU-Kommissionen har i praksis anset støtte til økonomisk aktivi-
tet - der udelukkende har lokal karakter - for ikke at påvirke

konkurrencen og samhandlen mellem medlemsstaterne.

EUKommissionen har således konkluderet, at støtte til økono-
misk aktivitet af lokal karakter ikke har den fornødne effekt på

samhandelen, hvorfor de EU-retlige statsstøtteregler ikke finder
anvendelse.

4.71 Ifølge EU-Kommissionens meddelelse om statsstøttebegrebet8,
finder artikel 107 TEUF tilsvarende ikke anvendelse på offentlig

finansiering af lokal infrastruktur – selvom det udgør økono-
misk aktivitet. Det er tilfældet, hvis der er tale om en infrastruk-
tur, der udelukkende anvendes af et lokalt opland, og hvor det

kan påvises, at det er usandsynligt, at der foretages grænse-
overskridende investeringer i forbindelse med infrastrukturen.

4.72 Et eksempel fra EU-Kommissionens praksis omkring lokale
virkninger er en sag fra 2015 vedrørende investeringsstøtte til
Lauwersoog port i Holland. Her blev der bl.a. ydet offentlig
støtte til en forlængelse af kajen i en privat drevet fiskerihavn.
Havnen blev primært brugt af små fiskerfartøjer på grund af

den geografiske placering nær lokale fiskeområder. Investerin-
gen ville ikke føre til en betydelig stigning i havnens kapacitet,

herunder ville der fortsat ikke kunne lægge større skibe til i
havnen. EU-Kommissionen fandt, at den offentlige investering i
fiskerihavnen udelukkende var rettet mod et lokalt marked.

4.73 Støtten ville ikke have nogen væsentlig indvirkning på samhan-
delen mellem medlemsstaterne i den forstand, at det ikke ville

give incitamenter til fiskere fra andre medlemsstater til at bruge

havnen i Lauwersoog. Et andet eksempel fra EU-Kommissio-
nens praksis er en sag fra 2016, der vedrørte en tysk havn i byen

Wyk, på den tyske ø Föhr. Sagen omhandlede støtte til renove-
ring og modernisering af øens lokale havn. EU-Kommissionen

fandt, at den offentlige investering ikke ville have nogen ind-
virkning på samhandelen mellem medlemsstaterne, fordi hav-
nen næsten udelukkende blev brugt til at forbinde øens knapt

8.000 beboere9 til det tyske fastland, havnen vurderes ikke at
være attraktiv for international skibsfart, og der var ingen lokal
konkurrence til havnen.
4.74 EU-Kommissionen har således anset støtte af lokal karakter, for

ikke at påvirke konkurrencen og samhandlen mellem medlems-
stater. EU-Kommissionen har primært lagt vægt på, at infra-
strukturen anvendes af et lokalt opland, hvorfor det kan påvi-
ses, at det er usandsynligt, at der vil blive foretaget grænseover-
skridende investeringer i forbindelse med infrastrukturen.

4.75 I nærværende sag er der ikke tale om etableringsstøtte i lokal
infrastruktur men i stedet driftsstøtte til lokalinfrastruktur. En

offentlig investering i færgedrift til Ærø er uden grænseover-
skridende kommerciel værdi, og falder således også af denne

grund uden for EU's statsstøtteregler, jf. TEUF art. 107.
iv. Støtten udgør en økonomisk fordel
4.76 Den fjerde betingelse, der skal være opfyldt for at økonomisk
støtte, udgør statsstøtte efter TEUF art. 107, er, at støtten skal
udgøre en økonomisk fordel for den modtagne virksomhed.

4.77 Forholdet er således først relevant at vurdere, når det med sik-
kerhed kan konstateres, at der er tale om en ”erhvervsvirksom-
hed”, der udøver en økonomisk aktivitet. Det er som anført

ikke tilfældet i denne sag.
4.78 ÆrøXpressen har under sagens forberedelse af flere omgange

henvist til Altmark-dommen (C- 280/00) fra 2003. I Altmark-
dommen opstillede EU-Domstolen fire betingelser, der alle skal

være opfyldt for, at offentlig kompensation ikke udgør en økono-
misk fordel for en virksomhed, der leverer en tjenesteydelse af al-
mindelig økonomisk interesse, og dermed ikke er omfattet af

statsstøttereglerne, jf. C-280/00, præmis 88-93.
• For det første skal den modtagende virksomhed faktisk

være pålagt at udføre tjenesteydelser af almindelig øko-
nomisk interesse, og disse forpligtelser skal være klart

defineret.
• For det andet skal de kriterier, der danner grundlag for

beregningen af kompensationen, være fastlagt på for-
hånd på en objektiv og gennemsigtig måde.

• For det tredje må kompensationen ikke overstige, hvad

der er nødvendigt for helt eller delvist at dække de ud-
gifter, der er afholdt ved opfyldelsen af tjenesteydelserne

af almindelig økonomisk interesse, idet der skal tages

hensyn til de hermed forbundne indtægter og til en rime-
lig fortjeneste ved opfyldelsen af forpligtelserne.

• For det fjerde skal enten (a) udvælgelsen af den virk-
somhed, der skal have overdraget en tjenesteydelse af al-
mindelig økonomisk interesse, gennemføres inden for

rammerne af en offentlig indkøbsprocedure, som giver
mulighed for at vælge den tilbudsgiver, der kan levere

de pågældende ydelser til de laveste omkostninger for

samfundet, eller (b) størrelsen af den nødvendige kom-
pensation fastlægges på grundlag af en analyse af de om-
kostninger, som en gennemsnitsvirksomhed, der er vel-
drevet og har det rette udstyr til at kunne opfylde de stil-
lede krav til tjenesteydelsen af almindelig økonomisk in-
teresse, ville have ved at opfylde forpligtelserne.

4.79 ÆrøXpressen mener ikke, at de fire betingelser efter Altmark-
dommen er opfyldt i relation til den påståede økonomiske

støtte til Ærøfærgerne. Altmark-testen er dog blot relevant for
vurderingen af om en kompensation indebærer en økonomisk

fordel, som kan favorisere den virksomhed, der modtager støt-
ten, i forhold til konkurrerende virksomheder, jf. bl.a. T-125/12,

præmis 83.

4.80 Altmark-dommen og -testen finder anvendelse for tjenesteydel-
ser af almindelig økonomisk interesse, men ikke offentlig myndig-
hedsudøvelse som omfattet af færgefart § 2, stk. 1.

4.81 Altmark-dommen ville derfor alene være relevant at inddrage i
nærværende sag i tilfælde af, at Ærø Kommune havde indgået

kontrakt om forpligtelser til offentlig tjeneste, jf. lov om færge-
fart § 2, stk. 2. Det er som bekendt ikke tilfældet.

4.82 Efter Altmark-testen vurderes det, om en tjenesteydelse af al-
mindelig økonomisk interesse leveres under normale markeds-
vilkår, i hvilket tilfælde den finansielle modydelse tildelt den

virksomhed, der leverer tjenesteydelsen, hverken udgør en øko-
nomisk fordel, eller som følge heraf statsstøtte efter TEUF art.

107.

4.83 Om der hypotetisk foreligger en økonomisk fordel, eller om be-
tingelserne efter Altmark-dommen er opfyldt således, at økono-
misk støtte til tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse

netop ikke udgør en økonomisk fordel efter TEUF art. 107, er
ikke tilstrækkeligt belyst og redegjort for af ÆrøXpressen.
4.84 I forlængelse heraf og som anført ovenfor har Ærø Kommune i

denne forbudssag anfægtet og bestridt, at ÆrøXpressen i til-
strækkelig grad har dokumenteret, at følgende betingelser efter

TEUF art. 107 er opfyldt:
i. Støtten ydes til en virksomhed – økonomisk aktivitet

ii. Støtten fordrejer eller truer med at fordreje konkurrence-
vilkårene

iii. Støtten påvirker samhandelen mellem medlemsstater
4.85 Allerede fordi de pågældende betingelser ikke er opfyldt, vil en
eventuel støtte til Ærøfærgerne ikke udgøre statsstøtte efter

TEUF art. 107 – uanset om der måtte være tale om en økono-
misk fordel.

4.86 Det skal for en god ordens skyld nævnes, at ÆrøXpressen giver

indtryk af, at Altmark-testen skal benyttes i andre sammen-
hænge, hvor testen ikke er relevant – herunder ved fortolkning

og vurdering efter TEUF art. 106. Undtagelsen i TEUF art. 106
behandles under afsnit 4.2, men misforståelser om anvendelsen
af Altmark-testen findes mest hensigtsmæssigt at adressere her.

4.87 Hvad angår anvendelsen af TEUF art. 106 har retten i første in-
stans i den afsagte dom i sag T-289/03, præmis 224, anført, at

den tredje Altmark-betingelse i stort omfang er sammenfal-
dende med kriteriet om ”forholdsmæssighed” som benyttet i

retspraksis i forbindelse med anvendelsen af TEUF art. 106. Det
skal imidlertid præciseres, at selv om det i disse to tilfælde i det

væsentlige er samme kriterier, der anvendes, er sammenhæn-
gen og formålet med anvendelsen i hvert tilfælde forskellig.

4.88 I forbindelse med anvendelsen af TEUF art. 106, er der ikke
længere tale om at fastsætte, om en tjenesteydelse af almindelig
økonomisk interesse er leveret under normale markedsvilkår –

hvilket som beskrevet er formålet med Altmark-testen. Anven-
delsen af denne TEUF art. 106 forudsætter, at der foreligger stats-
støtte, hvilket per definition betyder, at den omhandlede tjene-
steydelse ikke er leveret under normale markedsvilkår.

4.89 Når ÆrøXpressen uretmæssigt inddrager Altmark-testen i vur-
deringen efter TEUF art. 106, resulterer dette i, at tjenesteydel-
ser af almindelig økonomisk interesse altid leveres under nor-
male markedsvilkår. Hvis et sådant krav blev godkendt, ville

anvendelsen af konkurrencereglerne imidlertid risikere retligt
eller faktisk at hindre opfyldelsen af de særlige opgaver, som er

betroet de virksomheder, som er pålagt at udføre tjenesteydel-
ser af almindelig økonomisk interesse, hvilket artikel 106, stk. 2,

TEUF netop tilsigter at forhindre, jf. T-125/12, præmis 90.

4.90 Ærø Kommune bestrider på denne baggrund, at Altmark-testen

skal anvendes til andet end vurdering af betingelsen om ”øko-
nomisk fordel” efter TEUF art. 107.

Sammenfatning
4.91 Ærø Kommune gør gældende, at støtten til færgedriften ikke
opfylder betingelserne for ulovlig statsstøtte i TEUF art. 107.
Der foreligger under alle omstændigheder som minimum tvivl
om kvalifikationen som statsstøtte, hvilket i sig selv afskærer
grundlaget for at nedlægge forbud eller påbud efter TEUF og
retsplejeloven.
4.92 ÆrøXpressen har ikke påvist tilstedeværelsen af statsstøtte, jf.

TEUF art. 107, men har blot lagt til grund at der tildeles Ærø-
færgerne ulovlig statsstøtte, hvilket er en overtrædelsen af

stand-still forpligtelsen i TEUF art. 108, stk. 3. ÆrøXpressen har
således fortsat ikke dokumenteret (i) at der tildeles støtte til en

virksomhed (økonomisk aktivitet), (ii) at der foreligger en for-
drejning af konkurrencevilkårene, og (iii) at samhandelen mel-
lem medlemsstater påvirkes.

4.93 Sagsøger har ikke opfyldt bevisbyrden i EU-Kommissionens

meddelelse om de nationale domstoles håndhævelse af stats-
støttereglerne (2021/C 305/01) ("ingen tvivl om tilstedeværelsen

af statsstøtte"). Ærø Kommune gør omvendt gældende, at det er

utvivlsomt, at færgedriften ikke er omfattet af EU-statsstøtte-
regler, jf. TEUF art. 107.

4.94 Der er ikke på det foreliggende grundlag ført bevis for, at der

tildeles statsstøtte til Ærøfærgerne efter TEUF art. 107. Der fore-
ligger som minimum tvivl om virksomhedsbegrebet, fordrej-
ning af konkurrencen og samhandelspåvirkning. Betingelserne

for nedlæggelse af forbud efter meddelelsen om nationale dom-
stoles håndhævelse er derfor ikke opfyldt.

4.95 Selv hvis retten mod forventning måtte konstatere, at støtten

uden for enhver tvivl er omfattet af TEUF art. 107, er retten for-
pligtet til at undersøge, om støtten er omfattet af én af flere

undtagelser, jf. afsnit 4.2 nedenfor.
4.96 Støtten er omfattet af undtagelser til TEUF art. 107

4.97 EU-Kommissionen har vedtaget fritagelsesforordninger, herun-
der den generelle gruppefritagelsesforordning, som fastsætter

betingelserne for, hvornår en støtteforanstaltning er forenelig
med det indre marked efter TEUF art. 107, stk. 2 eller 3.
4.98 Hvis en støtteforanstaltning opfylder de relevante betingelser
fastsat i undtagelserne, er den berørte støttegiver fritaget for
pligten til at anmelde støtten til Kommissionen efter TEUF art.
108.
4.99 Ifølge de EU-retlige statsstøtteregler er der flere måder, hvorpå
medlemsstater lovligt kan give statstilskud til transportforhold.
Selv i det tilfælde at retten mod forventning måtte konkludere

at betingelserne efter TEUF art. 107 er opfyldt, kan støtten und-
tages anmeldelsespligt til EUKommissionen grundet sin lokale

karakter og begrænsede indflydelse.
4.100 Det følger af gruppefritagelsesforordningen, at støtte til beboere

i afsidesliggende områder til transport er fritaget for anmeldel-
sespligten efter TEUF art. 108, stk. 3, forudsat at støtten primært

kommer slutforbrugere, som har deres sædvanlige opholdssted

i afsidesliggende områder, til gode. Definitionen af afsideslig-
gende områder indbefatter ifølge gruppefritagelsen blandt an-
det øer, som er en del af en medlemsstats område, samt tyndt

befolkede områder. Ærø er således omfattet af definitionen.
4.101 Sædvanligt opholdssted betyder i denne forbindelse det sted,
hvor en person bor mindst 185 dage i hvert kalenderår som
følge af personlig og erhvervsmæssig tilknytning.

4.102 De støtteberettigede omkostninger er prisen for transport til el-
ler fra Ærø, inklusive alle de skatter og afgifter, som befor-
dringsvirksomheden opkræver hos forbrugeren.

4.103 Denne tilgang understøttes af, at det fremgår af forslag til lov

om ændring af lov om kommunal udligning og generelle til-
skud til kommuner, fremsat den 27. april 2016, at regeringen ar-
bejder målrettet på at skabe vækst og udvikling i hele Danmark,

og at billigere færgebilletter for biler, passagerer m.v. til og fra

ikke brofaste øer vil forbedre mulighederne for vækst og udvik-
ling på øerne ved at understøtte og styrke bosætningen. Dette

inkluderer Ærø som ikke brofast ø.

4.104 En anden undtagelse til TEUF art. 107 følger af art. 106, stk. 2,
som begrænser statsstøttereglernes anvendelse på området for

tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse, så- fremt dette ret-
ligt eller faktisk hindrer opfyldelsen af disse særlige opgaver.

4.105 Sondring mellem myndighedsudøvelse, jf. lov om færgefart § 2,

stk. 1, og kontrakter om forpligtelser til offentlig tjeneste (tjene-
steydelser af almindelig økonomisk interesse), jf. lov om færge-
fart § 2, stk. 2, er behandlet ovenfor. Det fremgår tydeligt heraf,

at Ærø Kommunes færgedrift udgør myndighedsudøvelse,
hvorfor støtten ikke er omfattet af TEUF art. 107. Skulle Retten i
Svendborg mod forventning nå frem til den konklusion, at der
ikke er tale om myndighedsudøvelse, da udgør varetagelsen af

færgedriften til og fra Ærø som minimum tjenesteydelser af al-
mindelig økonomisk interesse, som omfattet af TEUF art. 106,

stk. 2.
4.106 Ærø Kommune har i de forrige processkrifter bl.a. henvist til
den særlige undtagelse, der udspringer af TEUF art. 106, stk. 2,
der angår støtte til transporttjenester af op til 300.000 passagerer
årligt for luft- eller søtransport til og fra øer.
4.107 Udover støtte til beboere i afsidesliggende områder kan støtte
til transporttjenester af op til 300.000 passagerer årligt undtages
anmeldelsespligt til EU-Kommissionen. For en god ordens

skyld skal det præciseres, at undtagelsen ikke er at sammen-
ligne med den danske udbuds- /proceduregrænse for interesse-
tilkendegivelser i færgebekendtgørelsen (bekendtgørelse nr. nr.

1153 af 7. juni 2021 om færgefart), som påstået af ÆrøXpressen.
4.108 Undtagelsen indebærer, at hvis en færge sejler med færre end
300.000 passagerer årligt, kan betalingen for denne færgefart
være fritaget fra anmeldelsespligten til Kommissionen uden at

udgøre ulovlig statsstøtte. Betalinger for tjenesteydelser af al-
men økonomisk interesse, der opfylder de gældende betingel-
ser - herunder passagergrænsen på 300.000 årligt for søtrans-
port til og fra øer - er forenelige med TEUF-Traktatens statsstøt-
teregler og fritaget for anmeldelse.

4.109 To af Ærø Kommunes tre færgeruter transporterer hver især

under 300.000 passagerer årligt, hvorfor disse grundet den be-
grænsede indflydelse er omfattet af den særlige undtagelse. Det

samme gælder færgefarten til Birkholm.

4.110 ÆrøXpressen synes at påstå, at TEUF art. 106, stk. 2, kun finder
anvendelse i det tilfælde, at Ærø Kommune er blevet pålagt en
”forpligtelse” til at udføre tjenesteydelsen. Ifølge ÆrøXpressen
har Ærø Kommune ingen forpligtelse til at udøve færgedrift, og
allerede af den grund kan støtte ikke undtages fra TEUF art 107
og 108.

4.111 Ærø som samfund kan ikke fungere uden færgedrift. Kommu-
nen har derfor en forpligtelse til at sikre den samfundsbegrun-
dede færgedrift. Kommunen har direkte hjemmel i færgefartslo-
ven § 2, stk. 1, til at drive færgeruter "med henblik på at sikre

en effektiv opfyldelse af samfundets behov for drift af færgeru-
ter".

4.112 Denne lovbestemmelse etablerer ikke blot en mulighed, men en

ramme for kommunens pligt til at sikre nødvendig infrastruk-
tur. Hvis ikke der forelå et samfundsbegrundet behov for drift

af færgefart til og fra Ærø, ville Ærø Kommune ikke have til-
strækkelig hjemmel til selv at forestå besejlingen.

4.113 Kommunal færgedrift til en ikke-broforbundet ø er en væsent-
lig offentlig opgave for at sikre forbindelse til øen - sammenlig-
nelig med maritim sikkerhed og anden infrastruktur. Ærø Kom-
mune sikrer således færgeinfrastruktur til og fra Ærø som en

væsentlig samfundsmæssig opgave for et velfungerende sam-
fund på en ikke-brofast ø. Dette udgør en forpligtelse, der føl-
ger af kommunens grundlæggende ansvar for at sikre borger-
nes basale transportbehov.

4.114 Det fremgår af cabotagesejladsforordningen, at der kan pålæg-
ges offentlige tjeneste-forpligtelser for ø-cabotage i fast rutefart,

hvis der ikke udbydes tilstrækkelige forbindelser på markedet.

Det er medlemsstaterne (herunder de regionale og lokale myn-
digheder), der afgør, hvilke ruter der er behov for at pålægge

offentlige tjeneste-forpligtelser.
4.115 Lov om færgefart bygger netop på det forhold, at opretholdelse

af færgedrift og besejling af danske øer udgør et samfundsbe-
grundet behov af offentlig interesse. Loven præciserer, at den

samfundsbegrundede varetagelse af besejling til og fra danske

øer medfører et behov for tilskud og offentlig betaling for vare-
tagelsen.

4.116 Ærø Kommune har valgt at drive ruterne selv og har ikke fore-
taget udbud af ruten MarstalRudkøbing efter dens nedlæg-
gelse. Dette valg er ikke vilkårligt, men begrundet i den sam-
fundsmæssige forpligtelse til at sikre et velfungerende helårs-
samfund på Ærø. Det vil ikke være muligt at opretholde et ser-
viceniveau for færgefart, der kan understøtte et velfungerende

hel- årssamfund, hvis færgeaktiviteterne ikke understøttes.
Denne nødvendighed udgør kernen i kommunens forpligtelse.
4.117 Det fremgår klart af retspraksis at medlemsstaterne har vide
skønsbeføjelser med hensyn til, hvilke tjenesteydelser der kan
betragtes som værende af almindelig økonomisk interesse 12.
Ærø Kommune har ikke handlet uden for dette skøn ved at
identificere færgedriften som en tjenesteydelse af almindelig
økonomisk interesse, der kræver kommunal varetagelse.
4.118 Uanset om betingelserne efter TEUF art. 107 skulle være opfyldt
- hvilket ikke er tilfældet - udgør støtten til færgedrift en lovlig

undtagelse fra anmeldelsespligtig statsstøtte grundet sin sær-
lige karakter.

4.119 Da de påberåbte undtagelser som minimum skaber tvivl om,
hvorvidt der foreligger ulovlig statsstøtte, er retten afskåret fra
at nedlægge forbud eller påbud i medfør af TEUF art. 108, stk.
3.
4.119.1 ÆrøXpressens ret forspildes ikke
4.120 Der verserer ved siden af nærværende sag, en retssag anlagt af
ÆrøXpressen A/S mod Ærø Kommune ved Retten i Svendborg
under BS NR. 7464/2025-SVE. Ærø Kommunes svarskrift er

fremlagt som bilag B. ÆrøXpressen A/S har i stævningen i rets-
sagen på side 14 oplyst, at den tidligere har klaget til Ankesty-
relsen den 31. marts 2023 over konkurrenceforvridende forhold,

og at Ankestyrelsen afviste klagen. Den 5. januar 2024 har

ÆrøXpressen A/S oplyst at have klaget til Konkurrence- og For-
brugerstyrelsen, der efter det oplyste valgte ikke at gå ind i sa-
gen.

4.121 ÆrøXpressen A/S har således de seneste flere år haft kendskab

til de forhold, som den mener kan danne grundlag for et for-
bud. Der er således ikke noget, der aktualiserer et behov for et

forbud nu, der ikke kan afvente den af ÆrøXpressen A/S an-
lagte retssag mod Ærø Kommune, der er berammet til efteråret.

Der er således ikke noget, der tilsiger, at ÆrøXpressen A/S’ ret
vil forspildes, hvis ÆrøXpressen A/S skal afvente hovedsagens
udfald, jf. retsplejelovens § 413 nr. 3.
4.121.1 Ærø Kommune skal frifindes fordi ÆrøXpressen A/S interesser
er tilstrækkeligt værnet
4.122 ÆrøXpressen A/S’ interesser er videre tilstrækkeligt værnet ved
den nedlagte erstatningspå- stand i retssagen, hvorfor der heller
ikke af denne grund er grundlag for at nedlægge forbud eller
påbud, jf. retsplejelovens § 414, stk. 1.
4.122.1 Forbuddet skal nægtes jf. retsplejelovens § 414, stk. 2.
4.123 Ærø Kommunes færgedrift har samfundsmæssig interesse og
sker i henhold til færgefartsloven. ÆrøXpressen A/S påstande

om påbud og forbud risikerer at påvirke denne færgedrift væ-
sentligt i negativ retning. En sådan påvirkning står i væsentligt

misforhold til ÆrøXpressen A/S’ interesse, hvorfor forbuddet
eller påbuddet skal nægtes, jf. retsplejelovens § 414, stk. 2.
4.123.1 ÆrøXpressen A/S skal stille sikkerhed
4.124 Hvis retten mod forventning nedlægger forbud eller påbud

mod Ærø Kommune, skal dette betinges af, at der stilles betyde-
lig sikkerhed, der skal stå mål med den skade og ulempe som

Ærø Kommune påføres.

4.125 Ærø Kommune skal videre i dette scenarie anmode om, at ret-
ten i sin afgørelse træffer bestemmelse om, at appel af rettens

afgørelse tillægges opsættende virkning.
...”
Rettens begrundelse og resultat

Ærø Kommune har nedlagt påstand om afvisning af ÆrøXpressen A/S’ på-
stande og til støtte herfor anført bl.a., at påstandene er for brede, uklare og ube-
stemte.

Spørgsmålet for retten er derfor indledningsvist, hvorvidt de af ÆrøXpressen
A/S nedlagte påstande har den fornødne klarhed og præcision til at kunne

danne grundlag for en konklusion i en kendelse, som skal kunne tvangsfuld-
byrdes, og hvis overtrædelse er sanktioneret med straf.

ÆrøXpressen A/S har nedlagt principal påstand om, at:

”Ærø Kommune, repræsenteret v. Borgmester Peter Hansted, forbydes

at drive færgefart på vilkår, hvor indtægter fra Ærø Kommunes færge-
drift ikke dækker de faktiske og fulde omkostninger ved Ærø Kommu-
nes færgedrift, efter modtagelse og fordeling til samtlige færgeruter til

og fra Ærø af statslige tilskud til færgedrift iht. § 21a og § 21b i Lovbe-
kendtgørelse 2021-01-19 nr. 63 om kommunal udligning og generelle til-
skud til kommuner, og hvor underskuddet derfor helt eller delvis dæk-
kes af en nettobevilling fra Ærø Kommune til den kommunale færge-
drift, indtil en kommunal støtteforanstaltning i form af økonomiske dis-
positioner, der indebærer netto- og/eller tillægsbevilling eller anden un-
derskudsdækning af kommunal færgedrift, måtte være anmeldt til og

godkendt af Europa-Kommissionen i overensstemmelse med TEUF ar-
tikel 108, stk. 3, 3. pkt.”

Det er ikke i påstanden defineret nærmere, hvordan ”indtægter fra Ærø Kom-
munes færgedrift” skal opgøres, ligesom den tidsmæssige udstrækning af peri-
oden, hvor indtægterne skal opgøres, ikke er afgrænset nærmere. Tilsvarende

gør sig gældende i relation til ”de faktiske og fulde omkostninger”. Ærø Kom-
mune driver flere færgeruter til og fra Ærø. Det er ikke påstanden klart afgræn-
set, hvorvidt ”Ærø Kommunes færgedrift” omfatter samtlige færgeruter, herun-
der hvorvidt opgørelsen af indtægter og udgifter skal ske samlet for alle færge-
ruterne eller individuelt for de enkelte færgeruter.

Retten finder herefter, at ÆrøXpressen A/S’ principale påstand ikke har den for-
nødne klarhed og præcision til at kunne danne grundlag for en konklusion i en

kendelse, som skal kunne tvangsfuldbyrdes, og hvis overtrædelse er sanktione-
ret med straf.

Denne forbudspåstand afvises derfor.
ÆrøXpressen A/S har nedlagt subsidiær påstand om, at:
”Ærø Kommune, repræsenteret v. Borgmester Peter Hansted, påbydes

at påse at Ærø Kommune drive færgefart efter hvile-i-sig-selv-princip-
pet, således at indtægter fra Ærø Kommunes færgedrift dækker de fak-
tiske og fulde omkostninger ved Ærø Kommunes færgedrift, efter mod-
tagelse og fordeling til samtlige færgeruter til og fra Ærø af statslige til-
skud til færgedrift iht. § 21a og § 21b i Lovbekendtgørelse 2021-01-19 nr.

63 om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner og såle-
des at intet underskud budgetteres eller aktualiseres i strid med TEUF

artikel 108, stk. 3, jf. art 107.”

Ligesom ovenfor vedrørende ÆrøXpressen A/S’ principale påstand er det ikke
afgrænset nærmere i den subsidiære påstand, hvordan ”indtægter fra Ærø

Kommunes færgedrift”, ”de faktiske og fulde omkostninger” samt ”Ærø Kom-
munes færgedrift” skal forstås. Hertil kommer at ’hvile i sig selv’-princippet in-
debærer, at afvigelser mellem udgifter og indtægter fjernes ved i det eller de ef-
terfølgende år at regulere taksterne. Det er ikke klart afgrænset, hvordan opgø-
relsen udgifter og indtægter skal foretages, herunder den tidsmæssige periode,

som sådanne opgørelser måtte skulle omfatte, ved vurderingen af, hvorvidt
’hvile i sig selv’-princippet kan anses for overholdt.
Retten finder på denne baggrund, at ÆrøXpressen A/S’ subsidiære påstand,

hvori der alene henvises til ’hvile i sig selv’-princippet uden nærmere afgræns-
ning, beskrivelse eller definition, ikke har den fornødne klarhed og præcision til

at kunne danne grundlag for en konklusion i en kendelse, som skal kunne
tvangsfuldbyrdes, og hvis overtrædelse er sanktioneret med straf.
Denne forbudspåstand afvises derfor ligeledes.
ÆrøXpressen A/S har mere subsidiært påstået, at:

”Ærø Kommune, repræsenteret ved borgmester Peter Hansted, påby-
des at undlade enhver udbetaling, disponering eller faktisk anvendelse

af midler i henhold til den i Ærø Kommunes budget for 2026 – 2029 in-
deholdte nettobevilling til dækning af underskud ved Ærø Kommunes

kommunale færgedrift, indtil støtteforanstaltningen er anmeldt til og
godkendt af EU Kommissionen i overensstemmelse med TEUF artikel
108, stk. 3.”

Det er, som også anført vedrørende den principale og subsidiære påstand oven-
for, ikke i den mere subsidiære påstand defineret og afgrænset nærmere, hvad

der forstås ved ”Ærø Kommunes kommunale færgedrift”, herunder om det om-
fatter samtlige færgeruter i relation til den i budgettet for 2026-2029 afsatte net-
tobevilling til færgedrift. Det fremstår derfor ikke klart, hvorvidt forbuddet

mod udbetaling, disponering eller faktisk anvendelse af nettobevillingen i bud-
gettet angår underskud i relation til samtlige færgeruter eller kun enkelte af

færgeruterne. Sådan som påstanden er formuleret fremstår det ligeledes uklart,
hvorvidt forbuddet skal gælde i relation til enhver udbetaling, disponering og
faktisk anvendelse af nettobevillingen i budgettet, eller det alene angår sådanne

handlinger i relation til ”Ærø Kommunes kommunale færgedrift”, som ligele-
des heller ikke er afgrænset nærmere, jf. det tidligere anførte herom.

Retten finder på denne baggrund, at heller ikke ÆrøXpressen A/S’ mere subsi-
diære påstand har den fornødne klarhed og præcision til at kunne danne

grundlag for en konklusion i en kendelse, som skal kunne tvangsfuldbyrdes, og
hvis overtrædelse er sanktioneret med straf.
Denne forbudspåstand afvises derfor.
ÆrøXpressen A/S har endelig nedlagt mest subsidiær påstand om, at:
”Ærø Kommune, repræsenteret v. Borgmester Peter Hansted, påbydes

at afstå fra at godkende, vedtage eller opretholde budgetter, tillægsbe-
villinger eller foretage andre økonomiske dispositioner, der indebærer

Det er som ved de øvrige af ÆrøXpressen A/S’ påstande ikke i den mest subsi-
diære påstand defineret og afgrænset nærmere, hvad der forstås ved ”Ærø

Kommunes kommunale færgedrift”. Retten finder på denne baggrund, at
ÆrøXpressen A/S’ mest subsidiære påstand ikke har den fornødne klarhed og
præcision til at kunne danne grundlag for en konklusion i en kendelse, som skal
kunne tvangsfuldbyrdes, og hvis overtrædelse er sanktioneret med straf. Retten

bemærker tillige i relation til den mest subsidiære påstand, at ”godkende, ved-
tage eller opretholde budgetter” ikke kan anses for handlinger i Ærø Kommu-
nes egenskab af part i et privat retsforhold, jf. retsplejelovens § 411, stk. 1.

Denne forbudspåstand afvises derfor ligeledes.
Retten tager herefter i det hele Ærø Kommunes påstand om afvisning af
ÆrøXpressen A/S’ påstande til følge.

Parterne har i processkrifterne ikke anført nærmere om fastsættelse af sagsom-
kostninger i sagen. Henset til sagens udfald, karakter og omfang, herunder at

hovedforhandlingen har varet 1 dag, skal ÆrøXpressen A/S betale sagsomkost-
ninger til Ærø Kommune til dækning af advokatudgifter med 45.000 kr. eksklu-
siv moms.

T H I B E S T E M M E S :

ÆrøXpressen A/S’ påstande afvises.
I sagsomkostninger skal ÆrøXpressen A/S inden 14 dage betale 45.000 kr. til
Ærø Kommune.

Sagsomkostninger bliver forrentet efter rentelsovens § 8 a.

Se dommen: Marstal-færgen mod Ærø kommune

Se flere artikler

Kontakt