Herregården Søbygaard skal ombygges til et oplevelsescenter med hotelværelser i den mere luksuriøse ende - der skal investeres 46 millioner i projektet. Ærø Museum træder ud.
Kontakt
Ærø Kommune
Kommunaldirektør Allan Krogh Filtenborg
akf@aeroekommune.dk
Det blev besluttet den 22. juni af de 4 aktører omkring Søbygaaard:
* Ærø Kommune, der støtter med millioner hvert år.
* Ærø Museum, som har stået for driften og vedligeholdelsen.
* Den Selvejende Institution Søbygaard, som ejer bygningerne.
* Søbygaards venner, der står for koncerter og arrangementer.
Søbygaard har været nødlidende i en årrække med underskud, lavt aktivitetsniveau og begyndende forfald af bygningerne. Derfor har Ærø Kommune i samarbejde med Realdaniafonden og konsulentbureauet Implement gennemført en udviklingsanalyse for at få forslag til en økonomisk bæredygtig fremtid for Søbygaard.
Modellerne
Der var 3 modeller i spil:
* Model 1. SPRINGBRÆT TIL ÆRØ - luksushotel og events for alle. En forpagter driver Søbygaard. Der investeres 46 millioner i primært hoteldelen.
* Model 2. KALD PÅ DE KREATIVE - hotel og kreative aktiviteter. En forpagter driver Søbygaard. Der investeres 34 millioner i primært hoteldelen.
* Model 3. ET SAMLET MUSEUM - Ærø Museum flytter til Søbygaard og driver museet herfra. Der investeres 37 millioner i primært bedre museumsfaciliteter.
Formanden for Ærø Museum Claus Grube siger til Ærø Dagblad:- Enighed om at ejeren, den selvejende institution Søbygård, og kommunen tager sagen videre på basis af model 1. Kommunaldirektør Allan Filtenborg, er tovholder.
Ærø Museum fik kraftig kritik i rapporten, og træder nu ud af projektet for at koncentrere sig om sine museumsaktiviteter i Ærøskøbing.
Planen
En fond skal eje Søbygaard, som ansætter en hotel- og event-forpagter, der skal drive stedet.
Der lægges op til et oplevelsescenter for hele familien og med et kommunalt besøgscenter for en UNESCO geopark.
På fremtidens Søbygaard kan der være:
* 6-7 hotelværelser i hovedbygningen.
* Værksteder i avlsbygningerne.
* Festlokaler i nordfløjen.
* Luksus-camping og feriehytter ved naturområdet Vitsø.
* Sauna og spa i voldgraven.
* Et Geocenter med natur og historisk formidling.
* Yogacenter i nordlængen.
* Koncerter i Østlængen (som nu).
* Udlejning til aktiv ferie på land og vand.
* Spisested i den gamle forvalterbolig.
Usikkerhed om hotel-del
I både det valgte scenarie 1 og i Scenarie 2 er hoteldelen med 6-7 værelser en basal og nødvendig indtægtskilde, men Ærø kommune skriver i en pressemeddelelse den 23. juni blot at der skal "Undersøges mulighederne for overnatning i mindre omfang".
Arbejdsgruppe
Der er nedsat en arbejdsgruppe med repræsentanter fra Ærø Kommune og den selvejende institution Søbygaard, som ejer bygningerne.
Arbejdsgruppen skal finde ejerkonstruktionen for Søbygaard, finde de professionelle drivkræfter til at drifte Søbygaard og finde finansiering.
Til september skal arbejdsgruppen fremlægge for kommunalbestyrelsen.
Baggrund
Den fredede herregaard Søbygaard blev renoveret for 34 millioner fra 1993-2017, men det lave aktivitetsniveau har betydet årlige underskud på 1/2 million og samtidig er de renoverede bygninger begyndt at forfalde igen.
Ærø Kommune har derfor været nødt til at holde hånden under Søbygaard med årlige tilskud og ekstraordinære bevillinger.
I foråret 2020 blev Implement Consulting Group valgt til at udarbejde scenarier for stedets overlevelse.
Ejerhistorie
I den inderste vig af Vitsø Nor ligger en mægtig borgbanke fra vikingetiden og i dalsænkningen syd for denne blev et lystslot opført i 1580 af Hertug Hans den yngre. Efter mange arvekonflikter gennem de næste 150 år overtog den danske kong Frederik IV i 1729 Søbygaard.
I 1784 blev Søbygaard overtaget af kirkeinspektør Ove Fabricius som opførte hovedbygningen, og hans slægt kom til at besidde Søbygaard frem til 1876 hvor de fik økonomiske problemer. Søbygaard blev solgt til Peter Eriksen Knudsen-familien som ejede den til 1965, hvor de solgte hovedbygningen til bibliotekar Aage Andersen, der dog ikke havde råd til vedligeholdelsen.
I 1991 blev den selvejende institution Søbygård oprettet med statslig bistand, som købte hovedbygningen i 1992 med henblik på restaurering.
Tidsplan
En realistisk tidsplan vil være:
2021: Rapporten behandles politisk - Ærø Kommunes tilskud og velvilje er altafgørende for Søbygaards fremtid.
2022: Adskillelse fra Ærø Museum og en overgangsfase indledes.
2022-23: Fondsansøgninger til ombygningen af Søbygaard.
2022-2023: Valg af forpagter, som skal være central i udviklingproces og udformning af byggeriet.
2024-2025: Ombygning.
2025-2026: Det nye Søbygaard åbner.