Ærø Kommune har fået 5 millioner til at nedrive eller opkøbe nedslidte ejendomme. Kommunen vil samtidig stramme op på tilskudskontrollen for sin nedrivningsstøtte, erfarer Ærø Dagblad.
Opstramningen sker efter sagen om Den Gamle Købmandsgård i Ærøskøbing, som fik 660.000 kr til at nedrive en bagbygning. Forudsætningen var, at bygningsdelene blev registreret og opbevaret forsvarligt - og at bygningen skulle genopføres indenfor 10 år.
Men ejendommen blev solgt videre til et 1 kr-selskab, som igen har solgt det videre til en (symbolsk) forening. Nu har kommunen opgivet at få bygningen genopført eller få pengene tilbage.
Byfornyelsesmidler
Teknik-, miljø- og havneudvalget skal den 20. maj udpege potentielle nedrivninger og køb af ejendomme til nedrivning. Ærø har fået 5 millioner til nedrivning af nedslidte boliger, landejendomme og erhvervsbygninger. Pengene skal bruges inden 1. marts 2023.
Pengene kommer fra statens Landsbyfornyelsespulje 2021 og kan bruges til byer under 4.000 indbyggere og i det åbne land.
Ærø skal selv komme med 1 million til nedrivningerne, for staten dækker her i 2021 de 80 procent af nedrivningsudgifterne, hvor det før kun var 60 %.
Ærø har fået uforholdsmæssigt mange penge, men Indenrigs- og Boligministeriet har vurderet, at øen har mange forfaldne boliger og områder. Ud af landets 56 kommuner med forfald ligger Ærø som nr 19 af de kommuner der modtager mest.
Ikke kun nedrivning
Pengene kan anvendes til:
* Områdefornyelse.
* Istandsættelse af nedslidte private udlejningsboliger, ejer- og andelsboliger, forsamlingshuse og erhverv-bolig-bygninger.
* Nedrivning af nedslidte boliger og erhvervsbygninger.
* Fjernelse af skrot og affald på boligejendomme.
* Kommunalt opkøb af nedslidte ejendomme til istandsættelse eller nedrivning.
* Ombygning af tomme erhvervslokaler til lejeboliger
* Ombygning af tomme offentligt ejede bygninger til lejeboliger.
* Indretning af byrum på tomme grunde, hvor kommunalbestyrelsen giver støtte til nedrivning.
* Genhusning, når dette er nødvendigt på grund af istandsættelse, nedrivning eller kondemnering.
* Kondemnering af sundheds- eller brandfarlige boliger.
Baggrund
I finanslovsaftalen for 2021 blev aftalt en ekstraordinær indsats i landdistrikterne, så der bliver givet 265 millioner til landsbyfornyelse.
Bolig- og Planstyrelsen har udarbejdet Bekendtgørelse nr. 98 af 27. januar 2021 om landsbyfornyelse.